Jeg er for nyligt gået i gang med at gense X-Files, (der kan streames på Viaplay), og i et enkelt afsnit medvirker Brad Dourif. Jeg blev for gud-ved-hvilken gang mindet om, hvor forrygende en skuespiller han er, og hvor frustrerende det er, at han ikke medvirker i mere. Ofte ser man ham kun i biroller og gæsteroller, og det er virkelig spild af Dourif.

Han medvirker i Beyond the sea, der var afsnit 13 i første sæson, og jeg blev blæst bagover af hans præstation. Han spiller den modbydelige massemorder Luther Lee Boggs, der påstår, at han har særlige kræfter, så han kan se, hvad andre gør i fortid, nutid og fremtid. Scullys far (spillet af en anden vidunderlig og også oversete skuespiller Don Davis) dør i begyndelsen af afsnittet, og Boggs kanaliserer faren, hvilket får den ellers skeptiske Scully til at tro på mere mellem himmel og jord, hvor Mulder helt ukarakteristisk er den skeptiske.

Den ene rolle rummer både det indesluttede og det ekstravagante. Han spiller på alle tangenter, er glat og kold men også følsom, manipulerende og sårbar.

Mellem optagelserne lavede han nogle heftige åndedrætsøvelser, som gjorde hans ansigt rødt og svedigt, et perfekt bevis på, at Dourif altid gør noget ekstra og unikt for sine roller.

Overstråler Nicholson

Brad Dourif har spillet med i mere end 150 film og tv-serier, og ser man bort fra en ukrediteret rolle i Slamberten fra Nashville fra 1975 (som måske/måske ikke er klippet ud af filmen – jeg har ikke selv set den), så var hans første rolle i Gøgereden samme år. Og hvilken rolle!

Med sine store øjne, ubehjælpsomme stammen og underkuede, milde væsen, gør han et uafrysteligt indtryk som den unge Billy Bibbet overfor Jack Nicholsons kaosspredende McMurphy og den iskolde sygeplejerske Ratched, spillet af Louise Fletcher.

I en generelt fantastisk film overstråler han de to stjerner. Han vandt en Golden Globe for bedste debuterende skuespiller og blev nomineret til en Oscar for den rolle, der generelt vandt bred anerkendelse og hyldest. Men han var ikke helt tilpas med succesen.

Gøgereden skabte en masse ændringer i mit liv, og jeg tror, jeg var lidt for ung til det. Det skete for hurtigt,” siger han i et interview med HuntingtonQuarterly.com.

I en lang periode efterfølgende holdt han sig til teatret og som dramalærer på Columbia universitet indtil 1988.

Bange for gyserfilm

Skuespilleren voksede op i West Virginia. Moren var en passioneret amatørskuespiller, og det var da han så hende til en prøve, at han besluttede sig for, at det ville han også.

Han mistede sin far som tre-årig, men faren havde en svaghed for det makabre, og der lå falske skeletter rundt om i huset, som satte et stort præg på den lille Brad.

Det er måske derfor, at skuespilleren har en svaghed for de mere særprægede mennesker og mærkelige roller. Han er for eksempel stemmen til legetøjet fra helvede, den morderiske dukke Chucky fra Barneleg i seks af filmene.

Ironisk nok er han bange for gyserfilm.

”Jeg kan ikke se en gyserfilm til ende, om det så gjaldt mit liv,” har han sagt.

Lynch, Herzog og Jackson

David Lynch har hyret Dourif ved to lejligheder: Først som den mærkelige Piter De Vries i sci-fi-filmen Dune og som psyko-Franks håndlanger i sølvskinnede jakkesæt i Blue Velvet.

Også den tyske instruktør, forfatter og skuespiller med mere Werner Herzog har hyret skuespilleren i fire film: Scream of Stone, The Wild Blue Yonder, Bad Lieutenant: Port of Call New Orleans og My Son, My Son, What have ye done (som blev produceret af David Lynch).

Som en af de få har jeg svaghed for Alien – genopstandelsen fra 1997, som franske Jean-Pierre Jeunet instruerede. Winona Ryder er en sød robot, og Sigurney Weavers Ripley er blevet genskabt, nu som en hybrid mellem menneske og alien. Brad Dourif er den vanvittige læge, Jonathan Gediman, som hurtigt bliver taget til fange af de uhyggelige xenomorpher, men som ikke har så meget imod det, fordi han er temmelig pjattet med de blanke bæster. Hans beundring for dem, mens han hænger i en koken, særligt for den meget menneske-lignende alien, som aliendronningen føder, er en uforglemmelig scene.

”Beautiful, beauuutiful little baby,” kurrer han. Det er altså kun tosser, der taler sådan om det monster…

Tæt på at være Jokeren

I Mississippi Burning fra 1988 spiller han deputy sheriff Clinton Pell, der tæver sin kone, (Frances McDormand), da han finder ud af, at hun har fortalt FBI-agenter, at de tre forsvundne mennesker, de leder efter, er blevet slået ihjel af Ku Klux Klan. Så han er altså en værre white supremacist-type.

Fra 2004-2006 spillede han lægen Amos “Doc” Cochran i den populære western-serie Deadwood, en rolle han vandt en Emmy for. Der kommer en Deadwood-film til foråret, men det bliver ‘direkte-til-tv’.

Fans af fantasy hylder ham også for sin sleske og falske version af Grima Ormetunge i Peter Jacksons Ringenes Herre-film. Her hvisker han falske ord i sin konge Théoden ører. Hans rolle er ikke stor, men man husker ham!

Efter sigende ville Tim Burton have ham som sin Joker i Batman-filmen, men den rolle gik som bekendt til kollegaen fra Gøgereden, Jack Nicholson, som er legendarisk i rollen.

Men personligt ville jeg også gerne se, hvad Brad Dourif havde fået ud af den smilende skurk… men det sker desværre ikke. Til gengæld holder jeg altid et vågent øje med, hvad den 68-årige skuespiller har gang i.

Brad Dourif

Født 18. marts 1950 i USA

Hans mor var amatørskuespiller, hvilket inspirerede ham til selv at forfølge skuespillet.

Instruktøren Milos Forman så ham i stykket When You Comin’ Back, Red Ryder? og hyrede ham til rollen som Billy Bibbit i Gøgereden.

Har derudover medvirker i Mississippi Burning, Chucky, Dune, Deadwood, Blue Velvet og mange flere.