Troels Møller er ikke bare spilredaktør, fotograf og klipper på Troldspejlet, en del af Dårligdommerne og Hakkedrengene og skribent her på sitet – han er også metal-fan, og har været på samtlige Copenhell-festivaller siden starten i 2010. Så her er hans personlige guide til årets udgave:

MIT COPENHELL PROGRAM

 

Årets Copenhell er i mine øjne, i hvert fald på papiret, et af de mest spændende siden 2012 hvor Lamb of God viste hvorfor de er et af de største og bedste metalbands i verden – den koncert er på min top 3 over bedste musikoplevelser nogensinde. Her er mine koncertanbefalinger, og i virkeligheden min tidsplan for hvad jeg selv skal se – vi ses på pladsen.


TORSDAG D. 21 JUNI

HELVITI – 16:15 – PARKWAY DRIVE

De australske drenge fra Parkway Drive er mit ultimative must-see i år, og de spiller som de første på Helviti scenen. Jeg så dem også tilbage 2013 hvor de sidst spillede på Copenhell, og havde Danzig ikke leveret så fantastisk et show som han gjorde, havde de taget prisen for bedste band det år. Deres plader altid er krydret med nogle af verdens bedste breakdowns, og det er umuligt ikke at ende i circlepit’et når bølgerne er højst.

Grunden til at jeg glæder mig ekstra meget til at se dem i år, er at deres nyeste plade “Reverence” er det bedste de har udgivet siden Deep Blue fra 2010 og jeg kan slet ikke vente til at hæve mine næver i ren metalrus, når den første streng bliver slået an.

 

HADES – 17:45 – ASKING ALEXANDRIA

Her har vi med et band at gøre, jeg ikke kender super meget til, andet end at deres lyd minder mig lidt om ‘Bring me the Horizon’ og ‘Atreyu’ – to bands jeg tidligere har skamlyttet. Forsangeren synger godt, på trods af at det er en del mere poppet end hvad jeg normalt smider på anlægget derhjemme.

De spiller på Hades scenen og man kan højst sandsynligt finde mig et stykke bagude, med en kold øl i hånden – jeg er bare med på en lytter.

 

HADES – 21:00 – ARCH ENEMY

Det svenske metal har snart været gennem en del bandmedlemmer, men det er heldigvis ikke blevet dårligere af den grund. Deres nuværende forsanger Alissa White-Gluz er ikke bare en talentfuld frontfigur, men også en pisse dygtig sanger, og jeg har altid nydt at se dem live. De har en speciel plads i mit hjerte, da det var dem jeg satte på anlægget derhjemme da jeg skulle vise min datter, at det ikke er alle kvinder der opfører sig som de gør i diverse Disney serier – og at en dygtig sanger ikke behøver at lyde som de gør i X-Faktor.

Lille bonusinfo er at hun siden 2014 har datet Doyle Wolfgang von Frankenstein fra Misfits – det kan man da kalde en powercouple.

 

HELVITI – 22:30 – AVENGED SEVENFOLD

Her kommer vi til en af mine svage punkter. Avenged Sevenfold spillede sig direkte ind i mit hjerte med pladen ‘Avenged Sevenfold’ der var en fast del af min daglige audio-kost i laaaaaaang tid. Desværre var jeg til en koncert med dem i 2010 i Vega, som simpelthen var så dårlig en oplevelse, at jeg næsten stoppede med at lytte til dem. I år får de en sidste chance, på trods af en del halvlukne plader. Så håber jeg bare at jeg ikke går lige så skuffet derfra som sidst.

Deres forsanger M. Shadows har en af de bedste rockstemmer i nyere tid, og forhåbentlig er der lidt liv i ham, for jeg vil så gerne være fan igen.

 

HADES – 00:15 – BULLET FOR MY VALENTINE

Ok, jeg ved det godt. Bullet for my Valentine er ikke fantastisk, men de har faneme lavet hits der er til at synge med på, og 00:15 er jeg sikker på vi alle har brug for en lille sing-a-long. I kan i hvert fald høre mig skråle med på ‘Your Betrayal’, ‘All These Things I Hate’ og ‘Scream Aim Fire’.

Psst – jeg står sikkert helt oppe foran.

 

PANDÆMONIUM – 01:30 – SOULFLY

Max Cavalera og bandet Soulfly er ikke hvad de engang var, men de har stadig en bundsolid diskografi som jeg altså ikke vil gå glip af. Forhåbentlig kan Max stadig flå publikum midt over med noget gedigent brøleri.

 

FREDAG D. 22. JUNI

HADES – 15:15 – AT THE GATES

Ahhhh, jeg skal starte med lidt dejlig smadremetal, hvis livekoncerter altid er federe end at høre dem på anlægget. Jeg føler aldrig deres plader har været produceret fedt nok, i forhold til hvor dygtige de er – men live får deres lyd en helt anden dybde og lige præcis derfor skal man se dem. Der er fede licks, runs og breakdowns og så er det godt at starte dagen med lige at få varmet ørerne godt og grundigt op.

 

HELVITI – 16:30 – DEFTONES

Det bliver ikke første gang jeg skal se Deftones, og jeg tror heller ikke det bliver den sidste. Jeg tror vitterligt aldrig jeg har smidt deres musik på derhjemme, og alligevel får de trukket mig med ind når jeg ser dem live. De spillede på Copenhell i 2010, og også dengang var de gode.

 

HADES – 18:15 – GRAVEYARD

Jeg kender ikke Graveyard super godt, men har de sidste par uger fået lyttet en del til dem, og hold fast jeg glæder mig til at se dem. Copenhell beskriver dem selv som en blanding af Led Zeppelin og Jimi Hendrix og det er egentlig rimeligt præcist. Jeg regner med at det bliver dagens fest, for det er i den grad musik man for lyst til at danse til… (og med danse mener jeg selvfølgelig, let headbanging og hop på stedet i 20 cm’s højde)

 

HADES – 21:30 – KREATOR

Jeg kender dem simpelthen ikke, og det kan godt være der sidder nogen derude og tænker, Troels du ved ingenting. Men jeg lytter altid til de bands der kommer på Copenhell, når de bliver annonceret og Kreator lyder bestemt som noget der falder fint ind i mine daglige musik-måltider. Jeg har aldrig kunne står for en hurtig og præcis dobbeltstortromme, som det lyder til at de har masser af. (Desuden er det jo ikke svært at skråle med på ‘Satan is Real’) Det bliver nede bagfra, men jeg er sikker på at jeg kommer til at nyde dem.

 

HELVITI – 23:00 – OZZY OSBOURNE

Manden jeg ikke behøver at sige til nogen at de skal se. Og da jeg har set Ozzy før, er det ikke engang ham jeg glæder mig mest til at se på scenen! Det er kraftedeme Zakk Wylde på guitar, og det kan meget nemt gå hen og blive legendarisk. Men vi skal selvfølgelig alle sammen skråle med på ‘Crazy Train’, ‘Mr. Crowley’ og ‘No More Tears’ – og nyde manden mens vi stadig har ham. Ozzy er en gammel mand, så det er jo ikke sikkert han når at gæste Danmark igen. Vi ses helt oppe foran.

 

PANDÆMONIUM – 01:15 – DANKO JONES

Ham her! For helvede det er ren fest at se Danko Jones. Han var så vidt jeg husker den allerførste der spillede på Copenhell tilbage i 2010, og jeg har glædet mig til dagen hvor han kom igen. Det er rendyrket rock’n’roll i et minimalistisk setup – Danko selv på guitar, en trommeslager og en basist – det er det. Hans sange er ren comedy og handler som regel om damer, sprut og fest. Numrene jeg specifikt glæder mig til at høre er ‘Full of Regrets’, ‘I Think Bad Thoughts’ og ‘First Date’. Forhåbentlig bliver det den perfekte slutning på en vild fredag.

 

LØRDAG D. 23. JUNI

HELVITI – 14:15 – JAKOB STEGELMANN MED ORKESTER

Det er ikke metal, men alligevel. Hvor bliver det spændende at høre alle mine favorit scores fra diverse film og spil. Jeg har smugkigget på setlisten, og det bliver røvfedt – perfekt arrangement til at forsøde de uundgåelige tømmermænd.

 

HELVITI – 16:15 – STEEL PANTHER

Kender dem af navn, men har ellers aldrig rigtig hørt dem. Men da de blev offentliggjort, og jeg så navnene på deres sange, var jeg solgt. ‘Gloryhole’, ‘It Won’t Suck Itself’ og ‘Poontang Boomerang’ så er det sgu svært ikke at slå et smut forbi. Tøjstilen er ægte 80’er hårmetal og musikken er også derhen af, dog med et moderne twist. Jeg regner med at grine min røv i laser imens jeg synger ‘Blow my load at the Gloryhole’.

 

HELVITI – 00:00 – GHOST

Ikke nok med at Ghost lige nu er mit favorit rock-metal band, så har de tilmed lige udgivet nyt album ‘Prequelle’, som er intet mindre end et mesterværk. Jeg har set dem et par gange før, og på trods af at deres optræden er rimelig stoisk, så er det alligevel medrivende ad pommern til, så der kan man godt regne med at finde mig helt oppe foran.


Det er mine “picks” til årets Copenhell, men det betyder ikke at det er det eneste jeg skal se. Der er tonsvis af bands på Pandæmonium scenen som jeg ikke har nævnt, men det er helt sikkert derovre man kan finde mig, når jeg ikke er til en af de koncerter der står nævnt ovenfor. For mig, er det her en af de stærkeste Copnehell line-ups, og jeg kan slet ikke vente med at flå refshaleøen midt over. Vi ses derude.

 

Copenhell

Startede i 2010, på Refshaleøen og det er stadig der metallen flyder hvert år.

Der er 3 scener, hvoraf den største hedder Helviti, næstestørste er Hades og den mindste er Pandæmonium.