Blandt de helt store myter i den amerikanske B-western er Ken Maynard, som også er en af mine favoritter. Han var ingen stor skuespiller, men han var en fantastisk stuntman, og hans let kejtede optræden gjorde ham nærværende og troværdig for de millioner af cowboyfilm-fans, der dyrkede ham i 20’erne og 30’erne.

Han er en af dem, hvis film jeg ofte genser med glæde, for mange af dem har lige præcis den der primitive, rå og rørende enkle form, der får den forudsigelige handling, de karikerede arketyper og de smukke omgivelser til at gå op i en højere enhed. Tilsat – som Sinister Cinema skriver på deres omslag – “a soft seas of static”. Ja, lyden er knirkende og fyldt med støj, men vælger man at se støjen som “et blødt hav” – er det bare en del af nydelsen.

En af Ken Maynards store beundrere var den danske western-kender Janus Barfoed, som jeg var så heldig at kende godt. Hans engagement i hele genren var stort og smittende, og når jeg i dag sidder og ser filmene, skyldes det ikke mindst Janus’ begejstring. Han var billedarkivar på Filmmuseet – og ejede samtidig en enorm western-still-samling, som i dag – efter hans død som 82-årig i 2010 –  befinder sig i The Academy of Motion Picture Arts and Sciences’ Margaret Herrick Library, hvor nye westernfans kan studere de smukke stills fra de gamle film. Janus Barfoed besøgte den aldrende Ken Maynard i 1968. Han boede hos ham i hans ydmyge trailer i fem dage, hvor de snakkede gamle film – men hvor Maynard også afslørede de mørke sider af sin person: han drak, han havde et skrækkeligt temperament og han var optaget af sære okkulte ting. Alt andet end den lyse, drengede og optimistiske helt, han havde spillet.

Janus fortalte ofte om de fem dage hos Ken Maynard, og det er nok også grunden til, at disse film får en særlig værdi. Men Ken Maynard var altså noget, on-screen.

Han var født i 1895 i Indiana og løb som stor dreng hjemmefra med cirkus. Han ville optræde, ride, lave kunster. Cowboystjernen Tom Mix opdagede ham og hev ham til Hollywood, først til små roller og stuntarbejde, men allerede i 1925 som stjerne i sin egen serie af cowboyfilm. Året efter fik han kontrakt med Fox, som brugte mange penge på deres stumfilmwesterns. På tre år indspillede han 18 flotte film, hvoraf de fleste desværre er gået tabt. The Red Raiders fra 1927 er en af de få overlevende, og den er et imponerende udstyrsstykke med store kampe og flotte scenerier.

Disse film etablerede Ken Maynard som stjerne – men kort efter røg de store budgetter, for tonefilmen brød igennem, og de store studier droppede for en tid westerns. Cowboyfilm blev nu hovedsageligt produceret billigt af små selskaber, og i disse studier havnede Ken som så mange andre.

Det er disse film, der i dag er flest af – rigtig mange fås på dvd – og man må sige, at hvis han var utilfreds med sin nye status som B-stjerne, kunne man ikke se det på hans optræden. Han var stadig helten, den samme type, og de små budgetter fik ikke bugt med hans energi.

Filmselskaber som TiffanyKBS/World Wide og Grand National stod for disse film, og der er mange sjove perler imellem. Blandt de allerbedste er In Old Santa Fe fra 1934, lavet hos producenten Nat Levine på Mascot Pictures. Her får man et solidt plot, en spændende hestevæddeløb og et par gode skuddueller. Desværre røg Ken Maynard og Nat Levine i totterne på hinanden, og det blev kun til den ene film – og seriefilmen Mystery Mountain, som også er meget underholdende.

En anden af mine favoritter er Whistlin’ Dan, lavet på Tiffany-studiet i 1932 – med en superond skurk og et fantastisk trekantsdrama på en saloon. For slet ikke at tale om den legendariske Tombstone Canyon fra KBS/Worldwide samme år – med et så dystert og gyseragtigt plot, at den kom med i bogserien Forgotten Horrors! En horror-western!

I slutningen af 1930’erne var Kens karriere på retur. Hans drikkeri og hidsighed gjorde ham svær at arbejde sammen med, og han tog så meget på, at han ikke rigtig lignede en cowboyhelt mere. Og han ville kun være stjerne, så han gik på ufrivillig pension og begyndte at drikke sin formue op. Ret sørgeligt. Han døde i 1973.

Han kunne have fortsat i mindre roller – måske tilmed som skurk, hvad mange stjerner gjorde med stor succes, som f.eks. Tom Tyler og Kens bror Kermit Maynard, der havde en kort periode som konkurrerende cowboystjerne inden han optrådte i enhver tænkelig briolle i de andre stjerners film. Den slags ydmyghed havde Ken Maynard ikke.

Ken Maynard (1895-1973)

Blandt de mange dvd-udgivere, der har hans film, har Sinister Cinema og  VCI Entertainment.com  de bedste kopier.

Mange af filmene er selvfølgelig også på youtube, som f.eks. Fighting Thru (1930).