Den amerikanske stumfilmfarce har altid været højt på listen over ting, jeg dyrker. Jeg har set dem utallige gange, som for eksempel de 35 film, Chaplin lavede på Keystone-studiet i sit debutår 1914. Deres umiddelbarhed og billede af Los Angeles dengang er fængende, og da jeg så dem i 70’erne, begyndte jeg at genkende alle birolleskuespillerne, der dygtigt bakkede op om den unge komiker.
Blandt dem var også mange forrygende sjove kvinder: Cecile Arnold, Vivien Edwards, Norma Nichols, Alice Davenport, Phyllis Allen – og mange flere. De blev aldrig stjerner selv, men deres bidrag til disse små film er markant. To af dem fik solokarrierer: Den stadig kendte Mabel Normand, der lavede berømte spillefilm som Mickey og The Extra Girl.
Og så var der Alice Howell. En særpræget, skør og på mange måder ret moderne komiker, der efter sine første film i biroller hos Chaplin blev tilbudt en solokontrakt, og i årene frem til 1926 indspillede hun en lang række meget sjove og anderledes korte farcer.
Men Alice Howells film ses sjældent i dag – så det har den amerikanske stumfilmhistorier og pianist Ben Model forsøgt at råde bod på med en fin ny dobbelt-dvd-udgivelse, der rummer 12 af hendes film fra perioden 1914-1925. Han har selv sat musik til, og kopierne er støvet op på arkiver verden over – heriblandt én, der lå hos Filmmuseet (nu: Cinemateket) i København.
Det er et imponerende arbejde, han har gjort – og de 12 film viser os en kvindelig komiker med sans for både timing, groteske ideer og en menneskelighed, der giver hendes figur troværdighed og dybde. I de fleste af filmene er det hendes sminke og især meget særprægede frisure, der gør hende genkendelig og anderledes.
Titler som Neptune’s Naughty Daughter og Her Lucky Day er mine favoritter, men alle 12 film rummer scener, der tydeligt viser grunden til, at Alice Howell ofte blev betegnet den kvindelige Chaplin.
Chaplins universelle popularitet opnåede Alice Howell ikke, men i en årrække omkring 1920 havde hun komikerstatus på linie med alle de store. Som kvindelig filmskaber var hun også pioner: hun etablerede sig som sine films skaber, sammen med sin mand Dick Smith. Hun brød med ideen om, at kvinder skulle være afdæmpede og kønne, og lade mændene lave det sjove – og regnes derfor også med blandt den tidlige films foregangskvinder.
Og som sagt: hendes film er sjove. Mange komikere fra dengang er glemt, fordi deres film ikke kan klare tidens tand. Men Alice Howells humor har stadig noget at byde på, og er man interesseret i stumfilm, vil det nye dvd-sæt med hende være en værdifuld tilføjelse til samlingen.

The Alice Howell Collection, 2019
Producer: Ben Model
Udgiver: Undercrank Productions
Kan købes på Amazon