Senere i år er der premiere på Amazons første voksen-animation. Der er kommet en trailer til Undone, og den ser meget flot og speciel ud.

Det er Ralph Bob-Waksberg, der skabte den forrygende Bojack Horseman, og en af samme series forfattere, Kate Purdy, der står bag den nye serie.

Rotoscope og oliemaleri

Historien handler om 28-årige Alma, der efter en bilulykke oplever tid på en ny måde. Virkeligheden bliver mere elastisk, og det bruger Alma til at prøve at finde ud af, hvordan hendes far i virkeligheden døde.

Det er den hollandske tegner, maler, instruktør med mere, Hisko Hulsing, som står bag seriens visuelle udtryk, der kombinerer rotoskoping – hvor man filmer digitalt og efterfølgende tegner og farver hvert billede, en effekt som blandt andet blev brugt i A Scanner Darkly – og baggrundene er lavet i oliemaleri.

Serien er skabt delvist i Holland på Submarine Studio og i USA på Austin-studiet Minnow Mountain.

Alma spilles af Rosa Salazar,  kendt som cyborgen Alita i Alita: Battle Angel. Hun er med andre ord vant til at få ansigtet manipuleret efterfølgende. Hendes far spilles af Bob Odenkirk, og så er der gæsteoptrædener fra Angelique Cabral og John Corbett med flere.