ANNIHILATION – MONSTERFILM I ROGER CORMAN-STIL

Manden bag den fascinerende Ex Machina, instruktøren og manuskriptforfatteren Alex Garland har lavet en film, der kunne være lavet af Roger Corman omkring 1960. Det er ikke negativt ment, Corman ville bare have lavet den billigere, og den ville ikke have fået samme opmærksomhed – men jeg tror, effekten ville have været den samme. Annihilation – som Netflix også kalder Udslettelse – er en moderne Corman-film med mange store stjerner og et pænt effektbudget.

Alex Garland har i helt klassisk Corman-stil smidt fem kvinder ind i en jungle, som han har befolket med monstre, man kun ser lidt til – men som der til gengæld bygges så langsomt op til, at de skræmmer, når de endelig viser sig.

I mellemtiden giver han personerne pseudo-filosofisk, pseudo-videnskabelig dialog, idet han – som Corman ville have gjort – har udstyret dem med forskellig baggrund og egenskaber – og muligvis også en skrivemaskine til at lave ny dialog undervejs. Den behøver ikke give mening, bare den trækker tiden ud, så kombinationen af mange billige minutter med snak i junglen og de få minutter med monstre bliver til en hel spillefilm.

Men man må sige, at Alex Garland bruger de gamle Corman-tricks med stor opfindsomhed og en vilje til at underholde, til trods for det forplumrede manuskript. Der er en ganske intens stemning i junglen – især fordi junglen er et stort muterende monster, hvor arter blander sig med hinanden i lyntempo, og hvor mennesket tydeligvis bare er noget, der skal optages og udsuges.

Der er solidt spil fra folk som Natalie Portman, Jennifer Jason Leigh og Tuva Novotny, som det næsten lykkes at skabe den fornødne, trykkede og nervøse stemning. De er klicheer, men de er troværdige, og deres angst smitter.

Monstrene er generelt også fine. Det er selvfølgelig CGI, men de virker ægte, og det er altid sjovt at se, hvordan designere leger med forskellige arter samlet i ét dyr. Især da en af dem angriber hele gruppen i et af de forladte sumphuse.

De fysiske effekter er også godt tænkt, især når planter muterer med væsener af kød og blod. Men der er også nogle kiks undervejs, som bryder illusionen.

På den logiske side er der masser af huller, og helt så skarp og sammenhængende på det filosofiske plan som Ex Machina er Annihilation slet, slet ikke.

Udover at minde meget om en gammel Corman-film, er der også et slægtskab mellem denne film og flere af John Carpenters, især selvfølgelig The Thing. I den sammenligning synes jeg dog, at Garland kommer til kort – for selvom Annihilation er fornøjeligt underholdende og mildt uhyggelig, er den slet ikke et foruroligende mesterværk.

Men tak til Netflix for at holde liv i monstergenren på en gammeldags måde, det er vi mange, der værdsætter!