En Arnold Schwarzenegger-film, vi ikke har hørt om? Og Jackie Chan er også med? Det lyder utroligt, men traileren er ude, og Arnold er med i en markant rolle som en vis kaptajn Hook. Det er et storstilet kostume-action-drama om en kartografs eventyr i det 17.århundrede.
Det er en toer til en 2014-film, Viy, og den får titlen Viy 2: Journey to China. Jason Flemyng, kendt fra bl.a. League of Extraordinary Gentlemen og Snatch, spiller kartografen Jonathan Greene, der rejser fra England til Kina – og der er både overnaturlige kræfter og sørøvere med i spillet.
Det er en russisk-kinesisk co-produktion, som altså har hentet Arnold Schwarzenegger og Jackie Chan ind på en rolleliste, der også tæller navne som Charles Dance og Rutger Hauer.
Trailere er ude nu – og den er på russisk, hvorfor Arnold & Co. selvfølgelig er nydeligt dubbet til russisk. Og at dømme efter traileren, ser de alle – og især Schwarzenegger – ud til at more sig kosteligt.
Vi opdaterer, når vi får mere at vide – det er NBC Universal Russia, der står for distrbutionen i Rusland, men om den kommer til Danmark? Vi holder vejret
FAKTA
Viy2: Journey to Russia
Instruktør: Oleg Stepchenko
Hovedroller: Jason Flemyng, Charles Dance, Arnold Schwarzenegger, Jacke Chan, Rutger Hauer, Martin Klebba
Premiere (i Rusland): Februar 2018