GODT NYT FRA DE GÆVE GALLERE

”De er skøre, de romere.”

Obelix er tilbage i selskab med Asterix, og det er dejligt nostalgisk, men bestemt ikke kedeligt.

Men først lidt baggrundshistorie:

De gæve gallere så første gang dagens lys i 1959. Det var forfatteren René Goscinny og tegneren Albert Uderzo, der sammen skabte det skægge univers, hvor en lille, standhaftig gruppe af gallere modstår det stærke romerrige med Julius Cæsar – ofte kaldet ”Julle” af gallerne – i spidsen.

Goscinny døde pludseligt i 1977, men Uderzo fortsatte som både skribent og tegner helt til 2009, hvor hans sidste hæfte, Asterix’ og Obelix’ fødselsdag – Den gyldne gæstebog, udkom.

Nyt par

Men serien døde ikke der. Der blev udpeget en ny forfatter og en ny tegner. Den første tegner valgte dog at trække sig, fordi han følte, det var et for stort pres at gå i Uderzos fodspor.

I stedet endte Didier Conrad med at overtage tjansen, og hans streg ligner Uderzos til forveksling.

Det vil sige, at jeg er helt sikker på, at der nok findes fans, der kan se forskel, men for os, der bare holder af de frække galleres glæde ved at tæske romere, er det svært at se forskel.

Historierne står Jean-Yves Ferri for, og han fanger også den satiriske humor, der er kendetegnende for Asterix.

Det nye makkerpar har netop udgivet deres tredje hæfte om Asterix. Bind nummer 37 hedder Asterix i Støvlelandet, og den emmer af kærlighed og respekt til universet.

Leg med ord

Der er stadig er masser af sproglige finurligheder og visuelle vittigheder, mere eller mindre åbenlyse.

Og det er noget det fede ved Asterix-tegneserierne – der er næsten altid noget at opdage eller lægge mærke til ved genlæsning – og det har man lyst til. Og det gælder både børn og voksne.

Siderne er meget tynde, som ganske normalt printerpapir, men omslaget er i dejligt tykt pap og en bred ryg, hvor man tydeligt kan se titel – det vil se pænt ud i bogreolen.

Men måske det med papiret er en fejl, for de fem første Asterix er samtidig blevet genudgivet med samme type omslag, og der er papiret indvendigt mere groft og lækkert.

Den danske oversættelse har også nogle få forvirrende fejl, men ellers er sproget generelt rigtig godt og sprudlende. Francois-Eric Grodin løfter smukt den tunge oversætterarv efter den prisbelønnede Per Då, der døde i 2013.

”NU STÅR DET SKREVET I MIN HÅND! OG HUN LÆSTE ENDDA MELLEM LINJERNE,” brøler Obelix, da hans venner stiller spørgsmålstegn, da han pludselig synes, han skal lave hestevæddeløb. Men en spåkone har læst hans hånd og set ham vinde et løb, så godmodige Obelix køber fluks en hestekærre til væddeløb.

Fjollede navne fra nord og syd

Meeeeen der er måske mere mellem himmel og jord, for minsandten om ikke der kort tid efter løber nyt ind fra Rom: De annoncerer det første internationale væddeløb, der kommer til at forløbe over flere dage.

Det er en festlig flok, der stiller op i ræset, og der er mange kendinge, lige fra pirater, briter, vikinger og meget mere. De taler lige så tosset som altid, og deres navne er fulde af hittepåsomhed, når vi for eksempel møder Mozzarella og Bifidus (som er sådan noget i yoghurt).

Coronavirus er den store væddeløber fra Rom, som alle skal slå. Hans navn har noget at gøre med forkølelse, og hans sleske medløber hedder Bacillus. Atjuu.

To smukke, afrikanske prinsesser, der også deltager i løbet, har navne, der nok bare skal læses fonetisk: Deherdesner og Mahoniphiner – mit bud er, at det er ”Det er her, et sner” og ”Mahogni-finér” – men måske jeg tager fejl? Uanset hvad er det hyggemorsomt.

Alt er som det plejer – på den gode måde

Der er masser af historiske oplysninger – i Parma i Italien fordøjer Obelix en hel skinke, inden tjeneren har nået at skære den i tynde skiver.

”Helt ærligt? Skinke i skiver!? Det næste bli’r vel, at de serverer pulveriseret ost!” hvisker Obelix sig til Asterix. Og så man kan jo sidde og gnægge ved tanken om parmesanost.

Trivelige Obelix er helt Peter Plys-agtig i sin lidt sløve visdom. Han er meget nem at holde af, og hans kvikke lille Idefix en herlig hund.

Der er ikke meget nyt i gallernes landsby, hvor Senelix stadig er blind for sin alder, Trubadurix får stadig ikke lov at synge et kvad færdigt, og Hørmetix har stadig problemer med knap så friske-fisk.

Som altid vinder Asterix, godt hjulpet af Obelix, og som altid vender de hjem til landsbyen og fejrer det med et gilde med masser af helstegt vildsvin.

Det er altid farligt, når elskede klenodier overgives til nye hænder, men med deres tredje hæfte – Asterix og pikterne (der var lidt fesen) og Cæsars papyrus (der var ret sjov) – viser Ferri og Conrad, at de nu rammer tættere på midten end udenfor skiven.

Dixi.