Hver uge finder redaktionen en glemt eller overset perle, som vi gerne vil anbefale. Gammel eller ny. Succes eller fiasko. Bare noget, der er tilgængeligt, og som vi ikke synes, man skal gå glip af.

I denne uge: Atlantis – Det forsvundne rige

I årene efter Løvernes Konge kæmpede Disney-studiet med at finde historier, der kunne fange et publikum, som efter Toy Story og Shrek hellere ville se det smarte nye computeranimation. Det betød, at der blev eksperimenteret en del. Ved siden af ret sikre kort som Herkules, Mulan og Tarzan fik vi film som Kejserens Nye Flip, Lilo & Stitch og Skatteplaneten. Film, der turde mere og udfordrede det, man forbinder med en “normal” Disney-historie.

Det var helt sikkert noget, gamle Walt ville have kunnet lide, for det lå ham meget fjernt at have en fast stil og en skabelon. Men publikum er ikke altid klar til noget nyt – det måtte han også sande mange gang i sin karriere.

Publikum var tydeligvis heller ikke til Atlantis – Det forsvundne rige, og faktisk var dens skuffende omsætning ved premieren i 2001 en af hovedårsagerne til, at Disney-studiet valgte helt at droppe traditionel 2D-tegnefilm i mange år – helt frem til den hidtil sidste, Prinsessen og frøen, i 2009.

Men Atlantis har en stor, trofast fanskare, og jeg har altid været med i klubben. For Atlantis er både en vildt underholdende film med en herlig blanding af eventyr og Jules Verne-sci-fi, den er også uhøjtidelig og helt uden den fokus på relationer og store følelser, der ellers fylder de fleste nyere Disney-film, og så har den ingen musicalnumre. Alt sammen elementer, der er med til gøre film som Frost til store succeser, men som man jo godt kan blive lidt udmattet af ind i mellem… (Jeg forsøger her at skrive diplomatisk…)

Atlantis-filmen er derimod en rendyrket gammeldags adventurefilm til 4-forestillingen. Og det er en fornøjelse hele vejen.

Vi møder den unge kartograf Milo i 1914, i endnu et desperat forsøg på at overbevise chefer om, at han ved, hvor Atlantis lå – og at de skal iværksætte en ekspedition. Det mislykkes, men en velgører dukker op, og det viser sig, at Milos afdøde onkel, der også var besat af Atlantis, havde en hovedrig ven, der nu vil finansiere rejsen. Han har en ubåd og et hold af excentriske eksperter klar.

Det bliver en fabelagtig rejse ned i jordens indre, til den glemte civilisation, og der er mysterier, kampe og smukke scenerier hele vejen. Faktisk er der så meget gang i den, at man har svært ved at tro, at filmen kan nå det hele på under halvanden time (den varer 95 minutter, teksterne er lange), men det kan den – og der er tilmed plads til smukke, poetiske scener i det forsvundne rige.

Det er dog dystert mørke, der præger den første halvdel, hvor ubåden angribes af et kæmpemonster, hvor ekspeditionens deltagere kæmper med hinanden og man aner et skummelt komplot.

Udover historien er tegnestilen noget af det, der gør Atlantis-filmen til så stor en oplevelse. Der er ingen blød Disney-rundhed over figurerne – de ligner mest af alt personerne i Tornerose fra 1959. Og omgivelser er designet med fantastisk tegneserie-agtig stemning, med stor indflydelse fra Mike Mignola, der da også er krediteret under production design.

Tiden omkring 1. Verdenskrig spiller også ind – alle køretøjer ligner noget fra den tid, og når de så blandes med atlantidernes teknologi, får vi noget, der kunne ligne ægte steampunk. Og det er en fornøjelse at se på og leve sig ind i!

Stemmerne er også strålende: Michael J. Fox er perfekt som Milo og James Garners utrolige stemme giver liv til ekspeditionens hårdkogte leder. Selveste Leonard Nimoy er med som kongen af Atlantis.

Animationen er ikke perfekt, og man mærker flere steder, at de har kæmpet lidt med at gøre den kantede stil levende. Men det er ikke noget, der forstyrrer, for fremdriften i historien er der hele tiden, og man hænger begejstret på.

Instruktørerne er Kirk Wise  og Gary Trousdale, som også lavede Skønheden og Udyret og Klokkeren fra Notre Dame. Men ikke mindst produceren er vigtig: Don Hahn har leveret en kæmpe indsats på Disney, lige siden han var en slags praktikant på Mads og Mikkel. Han kender alt til forholdene på studiet – og er samtidig producer på flere af de bedste traditionelt tegnede film i nyere tid og en flittig forfatter af bøger om gamle Disney-folk. Jeg interviewede ham, da Atlantis netop havde haft premiere, og det var en fornøjelse at tale med en producer, der kendte Disney-studiet og dets historie så godt….

Men selvom Don Hahn er udpræget traditionalist, har han vovet pelsen med Atlantis. Det kunne ikke betale sig økonomisk (og dermed karrieremæssigt), men filmen er et prisværdigt eksperiment – og stadig en oplevelse, man ikke må snyde sig for!

 

Atlantis – The Lost Empire, 2001

Instruktører: Kirk Wise, Gary Trousdale

Producer: Don Hahn

Hovedroller: Michael J. Fox, James Garner, Cree Summer, Don Novello, Phil Morris.

95 min.

Filmen kan streames på Netflix.