UGENS ANBEFALING: ATTACK THE BLOCK

Hver uge finder redaktionen en glemt eller overset perle, som vi gerne vil anbefale. Gammel eller ny. Succes eller fiasko. Bare noget, der er tilgængeligt, og som vi ikke synes, man skal gå glip af.

I denne uge: ATTACK THE BLOCK (2011)

Attack the Block er skole-eksempel på en lille, ikke så dyr, men effektiv og forrygende monsterfilm. Den diametrale modsætning til de stort opsatte kaiju’er, men på mange måder mere uhyggelig og mere nærværende. Nærmest socialrealistisk. Joe Cornish instruerede filmen i 2011, og den er stadig både vildt underholdende og beundringsværdig.

Plottet er klassisk alien-invasion-skabelon, men den væsentlige forskel fra stort set alle andre er den næsten totale mangel på politi, militær og andre myndigheder. For de fremmede udefra lander i en socialt udsat boligblok, en slags ghetto, og da området isoleres, bliver det en gruppe småkriminelle teenagere, der skal klare ærterne. De går til opgaven uden traditionelle våben og uden at vide, præcis hvad de gør, med en blanding af ukuelig kampgejst og forståelig frygt.

Selveste John Boyega, fem år før hans første optræden som den deserterende stormtrooper Finn i Star Wars: The Force Awakens, er de unge alien-bekæmperes leder. Han spiller enkelt, realistisk og meget overbevisende, som hele gruppen af kiksede unge fyre.

Jody Whittaker er også fremragende i et møde med det ukendte, der må have rustet hende til den aktuelle præstation som den nyeste Dr. Who. I starten bliver hun overfaldet af Boyegas bande, senere tvinges de til at samarbejde og får naturligvis respekt for hinanden.

Og så er Nick Frost også med, i en afdæmpet præstation som den eneste lidt mere voksne der hjælper i kampen.

Men de egentlige stjerner er selvfølgelig monstrene fra rummet. Og de har absolut ingen personlighed. De er ikke til at tale med – det er frådende, abe-agtige rovdyr med selvlysende tænder, men uden øjne. Man ser dem mest som sorte, utydelige plamager, eller så langt fra, at de virker fuldstændig virkelige.

De blev lavet af det svenske effekt-studie Fido, eller rettere: Fido sørgede for det digitale efterarbejde, for der er tale om meget analoge effekter med mennesker i abekostumer. Da de ikke har øjne, orienterer de sig med ekko-lokalisering, og lydsiden er derfor spændende. Væsenernes lyd er en blanding af delfiner og rovdyrskrig. Det er meget effektivt, især fordi mange af scenerne foregår i lange gangarealer, hvor lyden forplanter sig ubestemmeligt og alt derfor bliver uhyggeligt.

Musikken er også fremragende. Steven Price blev kendt for sin musik til Gravity, men Attack the Block var hans debut som komponist på egen hånd. Der er meget John Carpenter over hans score, og det bliver siddende i tilskueren længe efter.

Attack the Block er med andre ord en oplevelse ud over det sædvanlige: en klædeligt beskeden lille film, nærmest som en B-film, men instrueret med nerve, intensitet og sans for balancen mellem action, horror og menneskeligt drama – tilsat humor, men aldrig for meget.