Bitmap Books har længe ligget og luret i min horisont. En bogudgiver, som jeg jævnligt har besøgt på nettet, men som jeg altid måtte skynde mig væk fra igen, med min pengepung i behold. Det relativt lille selskab har nemlig stort set kun udgivet bøger som får øjnene til at trille ud af hovedet, og pengene til at brænde i lommen. Meget farligt, men helt fantastisk.

Jeg husker tydeligt den aften jeg for alvor blev overbevist, efter ellers kun at have kigget på deres bøger i et stykke tid. Jeg sad på en bar med en kollega, og nød en velfortjent kold fadøl, efter en lang dags optagelser. Jeg husker ikke hvad der gik af mig, men pludselig kom min telefon op af lommen, og jeg fandt igen mig selv på Bitmap Books hjemmesiden, hvor de offentliggjorde en ny udgivelse. En hel bog kun om Micro Machines biler. Lækre, flotte nærbilleder af de klassiske små, farverige biler. Den bog gjorde et virkelig stort indtryk på mig, og da først jeg havde set den, kunne den ikke un-ses igen.

Nåh, men… Er man først hoppet ned i kaninhullet, kan man vel lige så godt se, hvad der gemmer sig på bunden. Her kommer der en oversigt over de bøger jeg har set nærmere på, og som jeg føler givet et godt indblik i, hvad man kan forvente hos Bitmap Books.

Artcade – The Book of Classic Arcade Game Artwork

Alle bøgerne har hver deres unikke form. Det gør det lidt besværligt, at have dem stående side om side på en bogreol, men det giver til gengæld et meget unikt særpræg til hver bog. Den udgivelse som formmæssigt stikker mest ud er ‘Artcade’, med sin lave og aflang form, i en hård slipcase. Den ligner ikke nogle af de andre, men der er en mening med galskaben. Hver side rummer flotte, scannede billeder af gamle arkademaskiners “marquees”, og på den måde er den tykke, buttede format perfekt til den type kunst. Er man ikke inde i arkademaskine-lingvistik kan en marquee beskrives som de lysende logoer man har i pandehøjde, når man står foran en arkademaskine. Apropos lysende logoer – forsiden af bogen er selvlysende, så Artcade titlen i sig selv kan stråle. Meget snedigt tænkt.

Der er også arkademaskine-sideart, interviews og skitser, så alt i alt er det en ret omfattende hyldest til æstetikken fra de gamle maskiner. Spændende er det især, at bogen inkluderer et kapitel om den process de har været igennem, for at scanne kunsten i høj kvalitet. Hver enkelt af de hundredvis af artworks er digitalt renset og sat sammen af flere scanninger, så farverne og linjerne står helt så skarpt.  

En flot udført, simpel ide, som hverken gør det for indviklet eller for kedeligt – en bog som placerer sig lige i midten af skalaen for hvad Bitmap Books har udgivet. 

NeoGeo: A Visual History

Flotteste, mest gennemarbejdede og mest omfattende af de gaming-bøger jeg har haft fat i fra Bitmap Books. Muligvis ikke den gren af retrospil som flest mennesker kender, men enhver med bare en smule kærlighed til gamle spil vil hurtigt kunne afkode, at SNK-biblioteket er perfekt til en flot coffee table bog som den her. 

Skitser, grafik, boxart og reklamer er bare nogle af de ting man får samlet i den her moppedreng, som også er lavet i et relativt stort format, i forhold til de andre bøger. 

Der er selvfølgelig også interviews med personerne bag spillene, og nogle fantastisk flotte billeder af al den lækre SNK hardware man mest kan drømme om at eje. NeoGeo er notorisk dyrt at samle på, så den her bog er et glimrende alternativ for alle os som ikke har pladsen og budgettet til at begynde på endnu en hobby. 

Hvis du kan mærke en (spirende eller aldrende) passion for NeoGeo, så start med den her bog, hvis du skal vælge blandt alle Bitmap bøgerne. 

Super Famicom – The Box Art Collection

Super Famicom, som vi her i Vesten kender bedst under navnet Super Nintendo, har haft sit helt eget liv i Japan, med sit eget grafiske udtryk på forsiderne af æskerne. Selv de spil i maskinens bagkataloget vi mener at kende ret godt, har helt anderledes box art i Japan. Æskerne var oftest høje, og ikke brede som vi husker dem fra de danske butikker, og stilarten på forsiderne var endnu mere fantastisk i Japan end her. 

Box art fra den anden side af jorden er selvsagt ikke noget man særligt ofte kan nærstudere i stort omfang, så det er nærmest magisk at have så mange af dem samlet i én bog. 260 forsider, scannet og præsenteret i høj opløsning, så de står knivskarpt på hver eneste side. Alt i alt en af de udgivelser jeg anbefale som en de flotteste. 

The Games That Weren’t

Bitmap Books udgivelserne er generelt gode til, at minde en om alle de fantastiske spil man er vokset op med. Spil som man med tiden har glemt. Gode spil som man lykkeligt kommer i tanke om, eller forfærdelige spil man har fortrængt. 

Mindst lige så spændende er alle de spil man ikke vidste, at man var gået glip af.

The Games That Weren’t er spillenes kirkegård. En tyk bog, om spil som ikke nåede i mål, af alle mulige forskellige årsager. De mere end 80 spil som måtte lade livet, lever nu kun videre i den her bog, illustreret med screenshots, spildte reklamer og deres brudte løfter, eller genskabte illustrationer.

Nogle af spillene eksisterer, så man kan spille dem – men så ikke i den version som bogen beskriver. Frogger 2 udkom f.eks. til flere forskellige platforme, men i bogen bliver man klogere på Nintendo 64 versionen, som aldrig officielt udkom. Eller Half-Life til Dreamcast, en god idé som desværre måtte skrottes.

Men hvad med Dick Special – The Search for Spook… Hvor mange kan huske, eller er klar over, at man gik helt glip af det? Og hvad der gik galt?

Man skal være forberedt på, at den her bog er overvejende tekst, i forholde til de andre bøger som primært er billeder, så på den front har The Games that Weren’t mest at byde på. 

Sega Master System: A Visual Compendium

Kært barn har mange navne, Sega SG-1000, SG-1000 II, Master System, Mark II, Mark III… Det kan være forvirrende, at finde rundt i de første år af Segas konsol-forsøg, og et visuelt kompendium som det her er rart at have ved hånden hvis man skal forsøge at danne sig et overblik. Hardware og software er flot repræsenteret, med interviews og fakta om begge dele. Der medfølger også 3D briller til bogen, som en lille hyldest til alt det sjove ekstra hardware der udkom dengang, hvor Sega bestemt ikke var nærige med bizarre tilføjelser til deres systemer. En stor portion af bogen består af screenshots fra spil, som giver et flot indblik i hvad Segas konsoller kunne præstere, når den tog sig bedst ud.

Bitmap Books har udgivet flere bøger i deres Visual Compendium serie, så hvis man ikke er til Master System kan man give sig i kast med Commodore 64, Amiga, Sinclaire ZX Spectrum, NES/Famicom, SNES/Famicom, Atari 2600/7800.

Indholdet fejler ikke noget, men én ting jeg generelt savner ved ‘Compendium’ bøgerne er størrelsen. Et større format ville nok gøre dem mere interessante. Personligt synes jeg, at den her bog blegner en smule ved siden af de andre. Det er svært at sætte en finger på præcis hvad der gør det – måske skal man holde mere af Sega end jeg gør. Den placerer sig lige under middel på min skala. 

The Unofficial SNES Pixel Book

SNES Pixel Book kalder sig selv en bog for “samlere, connoisseurs og fans.” Over 120 spil er repræsenteret, med screenshots, kort og artikler fra Super Nintendo’ens storhedstid. Af alle de Bitmap bøger jeg har haft fat i, er det nok den her jeg har sværest ved at definere. Den er flot og fyldt med indhold, men uanset hvordan jeg vender og drejer den, så er det svært for mig, at få et komplet indblik i, hvilken vinkel eller struktur bogen har. I bund og grund er det en kæmpe samling af passion for Super Nintendoen, delt op i mange forskellige genrer, hvilket selvfølgelig er skønt – men jeg sidder lidt tilbage med en følelse af, at jeg ikke helt kan navigere i indholdet. Når det er sagt, så er bogen stadigvæk virkelig flot, og selvom informationerne kan virke en smule tilfældigt sat ind, er det sjovt at læse.

Skulle jeg spare et sted, ville jeg springe den her over. 

Micro but Many

Indholdet af den her bog er lidt anderledes end alt andet Bitmap har udgivet indtil videre. De andre bøger handler alle om retrospil, men Micro But Many er en hel bog kun om Micro Machines. De små plastik biler får slet ikke så meget opmærksomhed i dag, især ikke i forhold til andet retro legetøj fra f.eks. Star Wars, Ninja Turtles og alle de andre gamle travere. Derfor er det så forfriskende at få indblik i den her samling af godt og vel 1000 biler, med super flotte nærbilleder af dem alle.

Jeg havde en god video-samtale med samleren, som ejer den samling bilerne kommer fra. Han har brugt lang tid på nøje at udvælge hvilke fartøjer der skulle med i bogen. Det inkluderer prototyper og super sjældne biler, som man ellers ikke ser. Han har også skrevet bogen, som rummer interviews med skaberne af Micro Machines. Og så har han sat bogen op grafisk, fordi han tilfældigvis er grafiker til hverdag, så opsætningen rummer en masse detaljer som giver info om hver enkelt bil. Samlet set kan man mærke en personlige passion flyde ud af bogen, og det er skøn læsning. Før jeg gik i gang vidste jeg ikke, at historien om tilblivelsen af Micro Machines var så spændende. Man når nærmest at føle, at man bliver venner med folkene bag legetøjet, og hænger ud med dem i det skøre kontormiljø som lagde grunden for fænomenet. Høj anbefaling herfra, både for dem som svagt husker Micro Machines, dem som elsker legetøj og sågar til folk som bare elsker fede biler.

Manden bag Bitmap Books hedder Sam Dyer. Han har står for det grafiske design på de fleste af bøgerne, og er generelt tovholder på alle udgivelserne.

Artcade – The Book of Classic Arcade Game Artwork

Forfattere: Damien McFerran, Tim Nicholls

NeoGeo: A Visual History

Forfattere: Steve Jarratt, David Giltinan, Brian Hargrove, Frazer Rhodes

Super Famicom – The Box Art Collection

Forfattere: Damien McFerran, Steve Jarratt, Stuart Brett

The Games That Weren’t

Forfatter: Frank Gasking

Sega Master System: A Visual Compendium

Forfattere: Steve Jarratt, Damien McFerran

The SNES Pixel Book

Forfatter: Robert Bannert

Micro but Many: An Unofficial Micro Machines Collection

Forfatter: Tim Smith

Alle bøger kan købes på BitmapBooks.co.uk eller i Faraos Cigarer butikkerne