I sidste uge blev billetterne sat til salg til et eksperiment, som jeg er meget spændt på. Bremen Teater, der er blevet den perfekte ramme om alt fra comedy til live-udgaver af podcasts, har åbnet dørene for tre live-udgaver af Troldspejlet – i al beskedenhed et forsøg på at omplante det 28 år gamle tv-program til scenen. Men kan man det?

Ja, det tror jeg: Jeg har altid nydt at klistre et godt program sammen med lige dele nyt og gammelt – og med emner af den slags, andre ikke rigtig tager rigtig alvorligt. Så det er det, vi gør, nu med den ikke ringe forskel, at der (håber jeg) er et publikum i salen, som har samme svaghed for film, spil og tegneserier – og som vedkender sig, som mig, at denne svaghed er noget af det, der har bragt os mest fornøjelse i livet.

Ideen er, at vi dyrker alt det, vi godt kan lide – sammen – og denne gang uden tv-mediets evige stopur, der siger videre-videre, og denne gang med mulighed for at tale med gæster, som er til stede i levende live.

Det bliver en hel aften, som jeg vil forsøge at styre – og vi har også lagt tid ind til spørgsmål og kommentarer fra publikum.

I første show, 18. januar, er det computerspillets historie, der er tema. 21. februar tager vi alt godt fra Japan med manga, anime og kaiju. Og 4. april bliver det superhelte.

Og hvis vi får fyldt salen så nogenlunde, fortsætter vi selvfølgelig. Mulighederne er mange, vi løber ikke tør for emner foreløbig.

Men måske skal jeg advare. Der vil forekomme citater fra meget gamle udgaver af Troldspejlet. Problemet er nok, at det er mig, det bliver mest pinligt for.

Skriv gerne her, hvis der er noget, du kan huske fra 90’erne eller 00’erne, et indslag, du synes vi skal gense på Bremen. Måske gør vi det. Hvis det ikke er FOR pinligt.

FAKTA

Troldspejlet på Bremen – billetter kan købes hos Bremen Teater