Da vi lavede show på Bremen om Manga, Anime og Kaiju i foråret, var der fantastisk musikalsk opbakning fra bandet SPEkTR, som spillede temaer fra animeer, så publikum græd af glæde. Manoj Ramdas, Ida Rud (ja, Ida her fra sitet og fra Troldspejlet) og Lasse Herbst er trekløveret, der danner SPEkTR.

Nu kan man opleve dem igen i et lignende ærinde – men denne gang er der billeder med.

Det er på Roskilde Festivalens FLOKKR-scene 1. juli, hvor bandet – sammen med Anders Holst, der også var med på scenen i Bremen – skal spille deres egen musik til tegneserien Dansker af Halfdan Pisket. Piskets tegninger er blevet omsat til en form for motion comic, som bandet spiller til. Det er animatoren Nilas Røpke Driessen, der står for den visuelle bearbejdning af tegningerne – de er helt sig selv, men de er bare klippet og manipuleret, lidt som når vi laver tegneserieanmeldelser i Troldspejlet.

Projektet kaldes for Comic:Beat, og Sofie Jekel fra Roskilde Bibliotekerne, der har skabt det, siger bl.a.:

”Comic:beat er et nyskabende projekt. Det er formidling af et voksende medie, hvor et markant dansk band får lov til at sætte lyd til en banebrydende dansk tegneserie. Ideen er opstået på Roskilde Bibliotekerne som reaktion på, at der er for lidt ny formidling af tegneserier og grafiske noveller i biblioteksvæsenet. Det rykker vi ved med det nysgerrige værk live for første gang 1. juli.”

Comic:beat – Lyden af en tegneserie

Søndag den 1. juli kl. 17:30-19.

Halfdan Piskets tegneserie-album Dansker

Med musik af SPEkTR