KAOTISK, GRUMSET OG ALLIGEVEL FORRYGENDE FILM OM OKKULT DETEKTIV

Hver uge finder redaktionen en glemt eller overset perle, som vi gerne vil anbefale. Gammel eller ny. Succes eller fiasko. Bare noget, der er tilgængeligt, og som vi ikke synes, man skal gå glip af.

I denne uge: Constantine

En af de bedste filmatiseringer af en DC tegneserie – hvilket man nogen gange glemmer, at den jo rent faktisk er – er den dystre og beskidte Constantine.

Filmens titelfigur er en bitter og negativ okkult detektiv og dæmonjæger – for Constantine, i skikkelse af en sammenbidt Keanu Reeves, kan se de halvengle og halvdæmoner, der færdes på jorden. Og det er ikke for sarte sjæle.

Han ved, at han ender i Helvede, når han dør, fordi han i sin ungdom prøvede at begå selvmord, men Helvede er et usandsynligt nederen sted, så det vil han gerne undgå. Derfor prøver han at købe sig til en slags syndsforladelse ved at opstøve halvdæmonerne og sende dem retur til deres brændende ophav. Det bruger han skrigende biller, vievand og andre religiøse dimser til.

Optrådte først i tegneserien Swamp Thing

Alan Moore opfandt ham som en bifigur i Swamp Thing i 1985, og siden fik Constantine sin egen tegneserie i 1988 med titlen Hellblazer. Men selv om der er masser af stof til flere film om John Constantine, blev det aldrig til mere – måske fordi den generelt fik virkelig dårlige anmeldelser, hvilket undrer blandt andet mig. Der kom dog en tv-serie i 2015 med Matt Ryan i hovedrollen, men også den fik dårlige anmeldelser og blev sløjfet efter en sæson.

Men filmen kan altså noget – den begynder med en forrygende eksorcisme, hvor en ung filippinsk pige er besat af en dæmon, som Constantine prøver at uddrive. Det er meget fysisk og uhyggeligt, når den prøver at bryde ud af hendes krop, hvor huden bliver trukket ud. Constantine ved, hvad han skal gøre, og han får hjælp til at holde et spejl over pigen, der er bundet fast, mens han fordriver snylteren – det er lidt kaotisk, man ved ikke rigtigt, hvad der foregår, en af de hjælpsomme spejlbærere overholder ikke ordrer, men det er fedt alligevel.

Krig mellem Gud og Satan

Constantine virker upåvirket, men er faktisk rystet over, at dæmonen vil bryde ud via pigen – for det er kun bastarder, der kan gå på jorden, og ikke fuldblods engle og dæmoner. Det har Gud og Satan en aftale om.

Men der er en krig undervejs, og Satan ser faktisk ud til at have overtaget – eller måske nærmere hans søn? For sådan én har han også, og fundet af Skæbnespyddet, der spiddede Jesus på korset, varsler sønnikes komme på jorden.

Gode skuespillere – og et komplet fejlskud

Der er et væld af gode skuespillere, som er med til at trække filmen op. Keanu Reeves er rigtig god, en blanding af Neo og John Wick. Rachel Weisz spiller politidetektiven Angela Dodson, hvis religiøse og sindssyge tvillingesøster begår selvmord, hvilket ikke stemmer overens med hendes stærke katolske tro.

Men den, der imponerer allermest i en vægtig birolle, er Tilda Swinton som ærkeenglen Gabriel, en androgyn og tvetydig type, som er pænt misundelig på mennesker, fordi han synes, de bliver alt for forkælet af Gud. Han har ingen sympati for Constantine, der er ved at dø af lungekræft.

”Du dør ung, fordi du har røget 30 cigaretter om dagen, siden du var 13,” siger han tørt.

Svenske Peter Stormare er forrygende som en diabolsk og slimet Satan. Men der er en kæmpefed katastrofe af en “skuespiller” er Gavin Rossdale som halvdæmonen Balthazar – Rossdale er nok mere kendt som sanger i 90’er-bandet Bush. Det band kan man altid diskutere kvaliteterne af, men han er en rædsom skuespiller.

Flotte effekter

At instruktøren Francis Lawrence har castet en sanger i en af rollerne hænger nok sammen med, at han har haft en strålende karriere som musikvideoinstruktør. Constantine er hans debutfilm.

Siden den har han også lavet den intense zombiefilm I am Legend, den smukke og aparte cirkusfilm Water for Elephants og flere af Hunger Games-filmene.

Han har en fed æstetisk sans, og effekterne i denne film er altså ret gode i betragtning af, at det er ved at være en gammel sag.