Mens det store opbud af metalbands fra nær og fjern er ved at pakke grejet og sætte gps’en på Copenhell (kan man det?) er jeg igang med at lægge sidste hånd på den helt særlige setliste, Århus Symfoniorkester skal spille 23.juni kl. 14.15. På Copenhell.
For det er sandt, jeg har overtalt de fredelige musikere og dirigenten Peter Ettrup Larsen til at stille op på HELVITI-scenen og spille noget af den musik, der har formet mit liv – og millioner af andres. Den storslåede symfoniske musik, som har gjort superhelte, stjernekrige og computerspil levende – og som heltene, kampene og scenerierne ikke kan leve uden.
Der sker noget, når 65 mænd og kvinder med analoge, gammeldags instrumenter, bliver enige om at spille sammen. Det er en lyd, der ikke kan sammenlignes med noget andet – men som på mange måder ligger utrolig tæt på meget af den fabelagtige lyd, den bedste metal kan levere – og de stemninger og følelser, den sætter gang i.
Programmet bliver som en tur gennem mit liv – og manges liv.
Det er ikke helt på plads, men med komponistnavne som John Williams, Danny Elfman, Hans Zimmer og Jerry Goldsmith, begynder det at tage form – i den rigtige retning.