Copenhell er over os, og det betyder selvfølgelig, at vi har en masse fantastiske koncertoplevelser i vente. Sidste år lavede jeg en liste over hvilke bands, jeg skulle se, og hvorfor, og det har jeg tænkt mig at gøre til en tradition, fordi der kommer dæleme nogle fede bands igen i år.

TORSDAG

STONE TEMPLE PILOTS KL. 16.15 – HELVITI

Altså, hvis man kan lide grungerock som f.eks. Pearl Jam og den slags, så er Stone Temple Pilots ikke til at komme udenom. Det er mere en koncertoplevelse til mine storebrødre, men jeg har hørt dem nok som ung teenager til, at jeg ikke vil gå glip af at se dem.

 

TERROR KL. 18.30 – PANDÆMONIUM (OBS! NY TID)

Terror er et band jeg har set frem til at se i mange år. De gange, de har været i Danmark, har jeg været forhindret, men i år bliver mit Terror år. Wiki beskriver deres musik som “metalcore”, jeg beskriver det som “vanvittig fedt”. Har jeg en dårlig dag, smider jeg noget Terror på. Er toget forsinket, smid noget Terror på, skal der gøres rent derhjemme, smid noget god damn Terror på. Der er ikke den situation, som Terror ikke passer til, og til denne koncert kan man helt sikkert finde mig helt oppe i pitten, hvor jeg går fuldstændig amok. Kender du ikke Terror, så smid deres plade “Keepers of the Faith” på, and have your mind blown.

 

REFUSED KL. 17.45 – HADES

Jeg hader normalt folk, der brokker sig over festivallers spilleplaner – men nu gør jeg det for første gang selv. Refused starter deres koncert et kvarter efter, Terror er gået på, og jeg føler sgu lidt, at det er en dummert. De her to bands er jeg sikker på deler fans, og det er ærgerligt, at vi er nødt til at fravælge en af dem. Når det så er sagt, så er vi i hardcore punk-genren, og der er så meget gang i den, at det bliver en af de koncerter, hvor man nok lige får brug for en pause og en bajer bagefter. BONUSINFO: De er svenskere.

 

HALESTORM KL. 21.00 – HADES

Halestorm er lidt et wildcard, fordi jeg er egentlig ikke helt vild med deres musik, men jeg kan simpelthen ikke stå for et band med en kvindelig forsanger, som har en ægte rockstemme. Alle hårene på mine arme rejser sig, når forsanger Lzzy Hale skruer helt op for stemmen, og det kan godt være jeg ikke bliver til hele koncerten, men jeg skal helt sikkert lige tjekke dem ud.

 

TOOL KL. 22.30 – HELVITI

Jeg behøver vel egentlig ikke anbefale Tool? De er legender i forvejen. Kontroversiel udmelding, de er ikke noget for mig. Men folk ville råbe ad mig, hvis ikke jeg puttede dem på listen.

 

FREDAG

TRIVIUM KL. 14.30 – HELVITI

Trivium er et band, som jeg virkelig har hørt meget. Da de i 2005 udgav Ascendancy, meldte jeg ud til familie og venner, at alle andre bands godt kunne pakke deres lort sammen. Verdens bedste metalplade var nu lavet. Sidenhen har jeg selvfølgelig hørt andet musik, som enten er bedre eller tangerer Trivium, men den plade betød virkelig meget for mig, og gør det stadig i dag. Jeg mener, lyt lige til åbningsnummeret “Rain” – det bliver ikke meget bedre.

 

BAEST KL. 18.00 – HADES

Når der er dansk metal på programmet, så skal man også støtte op. Baest er ikke det band på festivallen jeg kender bedst, men de laver hårdtslående metal, som dikterer at man står helt oppe i pitten og giver den gas. Jeg skal i hvert fald over og tjekke dem ud – og op foran.

 

LAMB OF GOD KL. 19.45 – HELVITI

Lamb of God er på top tre over mine favoritbands nogensinde. De er så skide dygtige og forstår at fyre op under publikum som ingen andre. Deres forsanger Randy Blythe er en sand mester med sin stemme, og jeg har aldrig været til en dårlig koncert med dem. Faktisk har de givet mig min bedste koncertoplevelse nogensinde – det var sidste gang, de var på Copenhell, hvor publikum, band og lyd gik op i en højere enhed. Jeg fældede en tåre til den koncert, simpelthen fordi jeg aldrig har oplevet en større magtdemonstration fra metalmusikkens konger.

 

CLUTCH KL. 21.30 – HADES

Åhh Clutch. De blev for alvor verdenskendt, da deres nummer “The Regulator” optrådte i et afsnit af The Walking Dead. De er vaskeægte, beskidt sydstatsrock, og også de gav mig en uforglemmelig oplevelse, da de sidste gang optrådte på Copenhell. Dengang var jeg helt ny fan, og kunne ikke andet end at måbe over deres vanvittige talent og sindssygt fede lyd. Clutch SKAL man se.

 

SLIPKNOT KL. 23.00 – HELVITI

Nærmest ligesom med Tool, behøver Slipknot ikke en anbefaling, men folk bliver utilfredse, hvis de ikke er inkluderet. Jeg skal se dem, det bliver min tredje gang, og de er altid gode. Mere behøver jeg vist ikke sige om dem.

 

LØRDAG

 

AMON AMARTH KL. 18.15 – HELVITI

Vikingemetal… Tja, hvorfor ikke. Amon Amarth spiller tunge, lækre toner, og hvis ikke én, der har lavet Troldspejlet i femten år, kan sætte pris på et band, der har taget deres navn fra Ringenes Herre-bøgerne, hvem fa’en kan så. Deres musik ligger en my udenfor mit ekspertiseområde, men de er fede, og jeg glæder mig til at høre dem.

 

ROB ZOMBIE KL. 20.45 – HELVITI

Rob Zombie stiftede jeg først bekendtskab med, dengang jeg købte soundtracket til den første Matrix-film. Jeg var vild med nummeret “Dragula” (som godt nok var et remix), og har lyttet til manden lige siden. Nu er han jo også sprunget ud som filminstruktør siden, så er man fan af hans horrorfilm, er det dobbelt op fedt at se ham.

 

KVELERTAK KL. 01.15 – HADES

Jeg var vild med Kvelertak, sidste gang de gæstede Copenhell, og glædede mig enormt meget til at se dem igen. Problemet er bare, at de har fået ny frontmand siden da, og det er måske også derfor, de ligger så sent om lørdagen – det er svært at hamle op med tidligere forsanger, Erlend Hjelviks vilde udstråling.

 

Jeg når ikke at se dem, men en special mention går til Dimmur Borgir, som jeg er sikker på bliver fedt. Jeg føler, de har eksisteret, så længe jeg har levet nærmest, og de leverer altid.
Og nej, jeg skal ikke se Scorpions.

COPENHELL 2019 – Refshaleøen

19. Juni – 22. Juni

Der er total udsolgt, så hvis du har læst alt det her, håber jeg, du har en billet.