”The most fun you’ll ever have being scared.”

I 1982 slog to af de ypperste gysermestre sig sammen – Stephen King skrev manus og George A. Romero instruerede filmen: Creepshow. I stil og udseende byggede de ideen på de gamle gysertegneserier fra EC, Haunt of Fear og Tales from the Crypt – som også er blevet filmatiseret.

Den forrygende splatterkomedie er en antologifilm med fem fortællinger – blandt andet en ikonisk kakerlakhistorie, hvor ikke mindre end 20.000 kakerlakker medvirker som statister – og filmen klarede sig både godt i biografen og bliver (naturligvis) også betragtet som kult i vore dage.

Nu har den amerikanske streamingtjeneste Shudder, der specialiserer sig i horror, thriller og overnaturlige fortællinger, lavet en ny tv-serie med the Creep.

Den 26. september var der premiere på første afsnit, der består af to fortællinger. I alt kommer der seks afsnit, skrevet og instrueret af en masse forskellige talenter.

Blandt andet Rob Schrab, der sammen med Dan Harmon skrev manuskript til Monsterhuset – han har både instrueret og skrevet afsnittet ”Bad Wolf Down”.

Selveste Stephen King, der havde en rolle i den gamle film, har stadig en finger lidt med i spillet, da Grey Matter fra hans første novellesamling Night Shift er en af episoderne. Den er instrueret af Gregory Nicotero, som blandt andet er kendt for at have lavet speciel make-up effects på Day of the Dead og The Walking Dead, som han også har været instruktør på.

På rollelisten ses flere kendte ansigter fra især b-film, blandt andet Jeffrey Combs, David Arquette, Bruce Davison, Adrienne Barbeau, Tobin Bell og DJ Qualls.

Det er dejligt, at antologiformatet lever og har det godt – det ville for eksempel have klædt filmen Scary Stories To Tell in the Dark, hvis den ikke var blevet proppet ned i en samlende rammefortælling, men hvert gys kunne få lov at leve sit eget liv.

Traileren til den nye Creepshow ser lovende ud, og der er allerede en del positiv buzz fra dem, der har set den i USA. Desværre er der ikke noget nyt om hvorvidt det bliver muligt at se i Danmark, men herfra holdes der et vågent øje.