Lige nu går slutspurten ind i Kickstarter-kampagnen til Christian Monggaards bog om den geniale tegner Robert Crumb. Monggaard har været Crumb-fan i årevis og fik derfor lov til at interviewe ham sidste sommer, da han gæstede Louisiana.

Kickstarteren er her.

For 20 år siden skrev jeg denne lille hyldest til den særlige side af Robert Crumb, der handler om hans kærlighed til den tidlige jazz- og dansemusik fra 20’erne. En kærlighed, jeg deler. Han har samlet på 78’ere i årevis, jeg nøjes med at lytte til genoptryk på vinyl og CD. Men her er artiklen, som jeg skrev til Berlingske Tidende i 2000.

Kan man være bagud for sin tid?

Robert Crumb er, og han var det allerede og især som dreng. Som 15-årig, omkring 1959, støvede han rundt hos marskandiserne i Philadelphia og ledte efter gamle tegneserier – og »sin musik«. Han vidste ikke, hvad den hed eller hvem der spillede den. Han vidste bare, at han ikke var vild med tidens toner og slet ikke den nyopståede »rock and roll«. Han elskede den musik, han hørte i baggrunden til Gøg & Gokke og Ungerne-filmene på fjernsyn. Han troede det var jazz og købte LP’er med den betegnelse. Men det lød ikke, som det skulle.

Så fandt han endelig, hvad han søgte. I rillerne på gamle 78’ere fra tyverne lå de og ventede på at blive vakt til live igen. Danseorkestrene fra dengang, da hver lille flække havde et hotel, hvor der var levende orkester hver aften. Ikke alvorlige, selvbevidste jazzmusikere med hver deres solo og programerklæring – men ensemble-orkestre, der spillede på livet løs, uden ego’er, uden de store kunstneriske ambitioner, grebet af opstemtheden og en tid, hvor massemedierne endnu ikke havde gjort kulturen elitær og landsdækkende.

Siden blev Robert Crumb berømt som hippie-tidens store tegneserie-guru. Han blev symbolet på det moralske frisind fra blomsterbørnenes legeplads i San Francisco. Crumbs bizarre tegninger af seksuelle udskejelser og sære tildragelser passede perfekt til hippiernes opfattelse af sig selv som friske og syrede og frigjorte. Hans historier om katten Fritz er med rette blevet legendariske, selv om han lod katten aflive efter at have set Ralph Bakshis komplet misforståede tegnefilmatisering. Til gengæld levede hans »Hr. Naturli’« videre som en meget præcis parodi på hippie-åndens inderste, selvoptagede sjæl. Crumb blev en legende blandt serietegnere.

Men han har aldrig bekendt sig til hippierne. Først holdt han sig intenst til sig selv, nægtede interviews og portrætter. Siden lod han sig beskrive i flere omgange, bedst kendt i Terry Wigoffs Oscar-belønnede dokumentarfilm »Crumb«, hvor det viste sig, at Robert var den mest normale i sin familie. Her var det også, at han fortalte om sin afsky for rock-musik. Han gik til en koncert og fik ikke andet end hovedpine. Hjemme var samlingen af 78’ere imidlertid vokset. Enorme mængder af plader fyldte hans hjem, væg-til-væg-reoler med tunge lak-plader, en hel æra af amerikansk musik, de færreste ellers gad beskæftige sig med. Jazz-kenderne fandt dem banale. Musical-folket kaldte dem primitive.

Men Crumb holdt ved. Han stiftede tilmed sit eget orkester, »The Cheap Suit Serenaders«, hvor han førte an på banjo. Den gamle musik var i Crumbs ører det Amerika, han holdt af – og så meget havde alting ændret sig, at han i starten af 90’erne flyttede til Frankrig. Bekymret så han til, at flyttefolkene bar på hans kasser med plader. De fleste klarede turen over Atlanten uskadte. Men Crumb er ikke alene. Vi er mange, der lyttede til musikken nede under Gøg & Gokke og brækkede os over moderne jazz- og rockmusikeres ekstreme ego’er.

Blandt os er den hollandske gruppe Beau Hunks, der har genindspillet Gøg & Gokke-musikken, for den fandtes ikke på plade. Og smalfilmsamlere, der i Paul Whitemans orkester fandt den ideelle musik til farcer og tegnefilm, der ikke selv havde lydspor. Og heldigvis har pladeselskabet EMI fundet på at udsende en plade med det bedste fra Robert Crumbs vidunderlige samling, udvalgt, kommenteret og tegnet af ham selv. For nok er Crumb hippiernes provokerende tegner. Men hans stil er i virkeligheden tyvernes, tegneseriernes og bladtegnernes, hvor tonsvis af skraveringer kompenserer for manglende gråtoner. Når han tegner et orkester, ligner det et tegnet foto fra dengang. »That’s What I Call Sweet Music« hedder pladen, og den byder på 24 numre med 24 orkestre fra tyverne. De fleste glemt for længst. Blot ikke af Robert Crumb, der har gjort det til en dyd at leve i fortiden.

CD’en “That’s What I Call Sweet Music” kan kun fås antikvarisk idag, men den er da listet på Amazon, så det burde være muligt for den ihærdige!

Men man kan stadig få bandet Beau Hunks fremragende indspilninger af de oprindelige numre fra Gøg & Gokkes film.