Cuphead er helt fortjent en af sæsonens største spilnyheder. Et forrygende svært platformspil, lavet i stil med gamle amerikanske tegnefilm fra starten af 30’erne. Et hold animatorer – og en musiker – har helt bevidst genskabt tegnefilm fra før verden gik af lave.
Før Disney-folkene fik udviklet animation til en kunstart var der tegnefilmene fra studier som Fleischer, Ub Iwerks og Van Beuren, studier hvor ambitionerne ikke var så vildt høje som hos Disney, og hvor det primært handlede om at lave noget sjovt, der kunne underholde her og nu. Det er dem Cuphead er bygget over.
Men mange af de gamle film, Cuphead dyrker, er ikke specielt gode. Deres plots halter, hvis de overhovedet har et plot. Deres figurer kommunikerer uklart og har mærkelige stemmer med dialog, der er sjusket indtalt. De bevæger sig ledeløst og skifter ofte udseende. Ikke ligefrem mesterværker.
Og dog. Disse primitive film har en helt særlig og vidunderlig charme, og de bedste af dem virker nærmest surrealistiske i deres mangel på logik og den mængde af groteske ideer, de er fyldt med.
Der er masser af dem – men de kan godt være lidt trættende at komme igennem, hvis man vælger de forkerte. Så jeg har lavet dette lille udvalg, som man kan se her, tilmed i ret god kvalitet!
Ub Iwerks var jo Walt Disneys højre hånd og manden, der animerede alle de tidlige Disney-film. Han blev lokket til at lave sit eget studie, og der skabte han en stribe film, som på ingen måde kunne hamle op med Disneys. Men derfor har de alligevel masser at byde på. Hans største stjerne var Flip the Frog, som vi her ser i en parodi på krimier i mørke, gamle huse. The Cuckoo Murder Case er fra 1930.
Men Ub Iwerks lavede også film i farver uden faste figurer, og en af de bedste og mest syrede er 1935-filmen The Pincushion Man eller Balloon Land. En helt ubegribelig idé om en verden, hvor alle er balloner – og derfor lever i evig skræk for nålepudemanden, der kan dræbe dem med et enkelt stik. Hvis man taler om tegnefilm, der kan give mareridt, er her min topkandidat!
I New York lå de allervildeste tegnefilmstudier – langt fra Hollywood og meget tættere på tegneserieforlagene og storbyens rå jargon. Det mindst ansete var Van Beuren-studiet, hvor flere kommende store tegnefilmfolk fik deres første træning. Som f.eks. Joseph Barbera, der mange år senere dannede kreativt makkerpar med William Hanna. Måske var det tiden på Van Beuren, der inspirerede Barbera til at kalde katten og musen, han skabte, for Tom & Jerry, for det hed de to figurer, han arbejdede med som ung. De oprindelige Tom & Jerry-film er ofte helt usammenhængende og kaotiske. Men også deres humor finder vi i Cuphead. Her er Wot a Night fra 1931.
Brødrene Chad & Jared Moldenhauer, skaberne af Cuphead, siger dog at deres største inspiration fra 30’ernes tegnefilm er to andre brødre, Max & Dave Fleischer. Og man forstår det – for mere syret og samtidig vildt underholdende film fra den periode finder man ikke. Hvad med en krimi, hvor alle figurerne er grøntsager? Den kommer her – den er fra 1939, og derfor lidt senere end Cupheads fokus, men den rammer plet i samme stil. The Fresh Vegetable Mystery er som alle Fleischer-brødrenes film instrueret af Dave.
FAKTA
Mange af disse “klassikere” kan ses på youtube – men vil have eje dem i bedste kvalitet, skal man finde dem DVD eller bluray.
er et firma, der har specialiseret sig i denne type tegnefilm, hvis website bugner med samlinger af film fra Iwerks, Fleischer, Van Beuren og andre. Man kan købe dem på deres eget website – men man kan som regel også finde dem til salg hos Amazon.