MONSTRENE GØR HAM TRYG – GUILLERMO DEL TORO

I sommeren 1996 besøgte jeg Forrest J. Ackerman i Hollywood med en delegation fra Troldspejlets redaktion. Vi lavede et indslag til programmet, og besøget blev for os legendarisk. Uncle Forry viste os rundt i sit hus med alle bøgerne, minderne og samlingen af modeller og effekter fra klassiske horror- og fantasy-film. Han var en fabelagtig mand, og da han døde, vidste man, at man ville savne hans entusiastiske kamp for monstre og sci-fi. Hans blad Famous Monsters of Filmland blev for mange et kulturelt fyrtårn.

Men han har fået en arvtager, som ikke bare er samler, formidler og fan – men også filmskaber selv. Guillermo del Toro er en af de største nulevende instruktører, men han er også en monstrenes fortaler, der ikke lægger skjul på, hvor meget han skylder alle sine forgængere i samme fag.

Mens vi venter på hans The Shape of Water, som desværre først får dansk premiere den 22. februar, kan man jo fornøje sig med den smukke bog At Home With Monsters, som udkom samtidig med lanceringen af hans omrejsende udstilling om monstre og fantasy. Det er en visuel kærlighedserklæring til monstrene, som Del Toro føler som nære slægtninge – med et historisk tilbageblik over deres oprindelse og mange fabelagtige billeder fra udstillingen – som man selvfølgelig bliver mere end opsat på at få at se. Lige nu holder den til i Toronto, frem til 8. januar. Air Canada har direkte fly til 5-6000 kr. for en returbillet.

Men bogen er en fin erstatning. Del Toros forord definerer smukt hans kærlighed til monstre – og blandt de mange fabelagtige billeder er også hans modeller af folk som Ray Harryhausen, Jack Pierce og – ja – Forrest J. Ackerman i hans Ackermansion. Han ser næsten ud, som da vi besøgte ham i ’96.

At de klassiske monsterfilm har betydet alt for ham i hans opvækst viser også The Shape of Water, for filmens vanskabning er stærkt inspireret af The Gill Man fra 1954-klassikeren Creature from the Black Lagoon. Da amfibie-gællemanden svømmer nedenunder Julia Adams i den første scene, han er med i, er det ikke kun uhyggeligt. Det er også poetisk og smukt – et billede på monstrenes rolle som udstødte – og på deres evige søgen efter vores forståelse og måske tilmed kærlighed.

Bogen er som sagt rigt illustreret. Teksten er ikke omfattende og stikker ikke dybt. Men det gør følelserne for monstrene – og billederne er så smukke, at den hører hjemme i enhver med monsterhjertet på rette sted.