DET BEDSTE MAKKERPAR NOGENSINDE SET I CLAYMATION

Hver uge finder redaktionen en glemt eller overset perle, som vi gerne vil anbefale. Gammel eller ny. Succes eller fiasko. Bare noget, der er tilgængeligt, og som vi ikke synes, man skal gå glip af.

I denne uge: Walter og Trofast – Det store grøntsagskup

Film og serier lavet i claymation er noget af det skønneste, jeg ved, og i min verden bliver det ikke bedre, end når det er med Walter og Trofast, eller Wallace and Gromit, som de hedder på originalsproget.

Det elskelige, engelske makkerpar er skabt af Nick Park hos Aardman Animation, der blev grundlagt i 1972 og siden 1975 har specialiseret sig i netop den lerede stop motion-teknik.

Levende ler

Walter er en spøjs fyr med en beundringsværdig kærlighed til al slags ost – “I’m just crackers about cheese!” – og ukuelig optimisme. Han er den herligste opfinder, der finder på ret geniale, men også ofte ret nytteløse ting. Hans mundbevægelser er herligt overdrevne takket være materialet, han er lavet i, hvilket også gør, at han taler meget velartikuleret og en smule langsomt.

Derfor er det ret genialt, at hunden Trofast ikke taler – i hvert fald ikke med ord. Men med ører og øjne udtrykker han sig klokkeklart, og han er meget menneskelig. Han er en utroligt loyal og serviceorienteret hund, og han er langt den klogeste af de to, hvilket selvfølgelig går Walters og alle andres næser forbi.

Walter og Trofast debuterede i 1989 med kortfilmen Den store udflugt. I 1993 kom De forkerte bukser og i 1995 En tæt barbering. De er alle mesterværker i egen ret, og kortfilmsformatet er ganske enkelt forrygende til de gakkede historier med masser af britisk humor og sindrige opfindelser.

Det tog Nick Park syv år at lave den første kortfilm med Walter og Trofast, men med årene blev stilen mere strømlinet, hvor det er tydeligt at se fingeraftryk i leret på figurerne i Den store udflugt fra hver justering, til at der var langt flere figurer og ansigter med udtryk og derfor færre justeringer at lave i senere film.

Kaninpestilens

I 2005 kom der endelig en spillefilm med de to: Walter og Trofast – Det store grøntsagskup, og jeg var en af de lykkelige, der endelig kunne se mine lervenner på det store lærred i biografen.

Ligesom i kortfilmene myldrer det med finurlige detaljer, og hvis selve historien skulle halte en smule, kan man bare nyde det, der sker i baggrunden.

Walter og Trofast har Anti-Pesto sikkerhedsservice, der udelukkende handler om at beskytte landsbyen Wigans beboeres grønsager. Tottington Halls store grønsagskonkurrence er nemlig nært forestående, og alle beboere drømmer om at vinde Den gyldne gulerod for deres kærligt fostrede squash eller asie. Derfor fanger vores venner alle kaniner, de finder, så de ikke går på rov i bedene.

Walters osteforbrug har sat sig sine spor, og han har lagt sig ud. Det er blevet sværere for ham at komme igennem den lem, som hans seng tilter ham igennem, så han kan ryge lige ned til morgenbordet, hvor Trofast har dækket op. Derfor laver Walter en maskine, der kan overføre kaninernes grønsagstrang til ham. Men noget går selvfølgelig galt. Blandt andet med den kanin, han bruger som forsøgs… kanin.

Wigan bliver terroriseret af et grønsagsfrådende monster, og det viser sig at være en var-kanin!

Peter Sallis skaber guld

Foruden dette bliver Walter forelsket i Lady Tottington, der dog har mest øje for små, fluffy kaniner. Hun trækkes også med en anstrengende forlovet rigmand, den pompøse Victor Quartermaine, der i forbindelse med varkaninen tænker, at han kan blive byens befrier.

Men takket være kloge Trofast, så løser det meste sig i sidste ende.

Skuespilleren Peter Sallis, der desværre døde i 2017, lægger stemme til Walter med masser af charme og personlighed. Han fortjener en guldmedalje for at gøre Walter så levende, for det skyldes ikke kun den levende animation men også hans begejstrede engagement. Han fik flot selskab i filmen af blandt andet Ralph Fiennes (Quartermaine) og Helena Bonham Carter (Lady Tottington), der lagde masser af saft og kraft i deres roller.

Hvad ellers, Nick Park?

I 2008 kom endnu en kortfilm med Walter og Trofast, Et spørgsmål om liv eller brød, men det er det sidste, der er set til de to gæve gutter. Det er der mange fans, der er kede af, men samtidig ville det også være synd, hvis der blev lavet noget halvfesent.

Nick Park har dog ikke ligget på den lade side, selv om der i min optik ikke er noget, der kan måle sig med Walter og Trofast. I 2001 lavede han sin første spillefilm Flugten fra hønsegården, og sidste år instruerede han Hulemanden Sten, der selvfølgelig var flot, men ærligt talt også en skuffelse. I 2020 er der annonceret en Flugten fra hønsegården 2, og den første var god, så det kan gå mange veje.

Der var brand hos Aardman Animations arkiv-bygning i 2005, hvor de fleste af Parks kreationer gik til, blandt andet de modeller og baggrunde, der blev brugt til Flugten fra Hønsegården. Derfor bliver det helt nyt, det vi kommer til at. Heldigvis var en del af Walter og Trofast-tingene opbevaret andetsteds, men også de blev ramt af flammerne.

Park har også været involveret i Walter og Trofast-spin off-filmen F for får om Frode Får (på engelsk Shaun the sheep), der oprindeligt optrådte i kortfilmen En kort barbering. Der kommer snart en 2’er med dansk biografpremiere den 24. oktober i år, som hedder F for får 2: Fårmageddon.

Nick Park står slutteligt også bag Creature Comforts, en virkelig sjov serie med talende claymation-dyr, og serien er helt tør, ærkeengelsk og lårklaskende sjov. Det er en slags mockumentary med dyr, der bliver interviewet om deres boligforhold med mere. Den kom i afsnit, der er blevet samlet sammen til to sæsoner fra 1989-2006, og den fik også sin egen amerikanske sæson i 2006.