LEGENDEN OM DE TRE DETEKTIVER (OG ALFRED HITCHCOCK!)

Da jeg var knap 10 år, introducerede min mor mig for tre amerikanske drenge, der skulle vise sig at blive et yderst spændende bekendtskab. De var hovedpersonerne i en lang række eventyr i bogserien De Tre Detektiver, og det var kærlighed ved første sætning. Hun gav mig et par slidte eksemplarer fra sin egen barndom, men de fleste lånte jeg på vores lokale bibliotek, hvor jeg i forvejen var en flittig gæst.

Rækkefølgen af bøgerne var ændret i genudgivelserne, men det var ikke så vigtigt, så længe man startede med den første bog i serien, De Tre Detektiver og Spøgelsesslottet. Det var deres første sag, og her de mødte mesterinstruktøren Alfred Hitchcock, der lagde navn og ansigt til bogserien. Idemanden og forfatteren bag, Robert Arthur, var nemlig også episodeforfatter på tv-serien Alfred Hitchcock Præsenterer, der kørte fra 1955-1965, og han tænkte, at filminstruktøren ville være det perfekte ansigt udadtil i en krimibogserie der omhandlede kringlede mysterier. Arthur skrev introduktionen til hver bog på vegne af Hitchcock, og instruktøren optrådte i bøgerne til sin død i 1980. Jeg blev senere stor fan af Hitchcocks film, og det er nok delvist bøgernes skyld – de gav mig i hvert fald lyst til at give mig i kast med hans film i en ung alder.

De tre detektiver bestod af Jupiter Jones, Pete Crenshaw og Bob Andrews. Jupiter var førstedetektiv, meget intelligent og voksen i sin væremåde, og så var han beskrevet som lidt kraftig og firskåren. Pete var andendetektiv, gruppens atlet og høje muskelmand, og Bob var den lille bebrillede læsehest, der havde benskinne, arbejdede på biblioteket i sin fritid og tog sig af referat og research. De udgjorde et perfekt team, der sammen kunne det hele. De boede i den fiktive by Rocky Beach tæt på Hollywood i Californien – derfor var mysterierne også så spektakulære i forhold til eksempelvis Enid Blytons De Fem-bøger, for der indgik ofte excentriske filmfolk, imponerende special effects og gamle guldskatte. Jupiter havde tilmed været barnestjerne under navnet Tykke Baby, og han brugte ofte sit skuespiltalent, når drengene skulle skaffe informationer eller slippe ud af en slem knibe.

Selv om detektiverne kun var omkring 14 år, blandede deres forældre sig ikke i, hvad de lavede, eller hvor de befandt sig – de var frie og cyklede rundt alle steder eller ringede efter den engelske chauffør Worthington og den forgyldte Rolls Royce, som Jupiter havde vundet brugsretten til i en konkurrence. De var ikke forkælede eller særligt privilegerede, men arbejdede både i hjemmet og på skrammelpladsen, så de kunne tjene penge til nyt udstyr.

GÅDEFULDE PAPEGØJER OG HVISKENDE MUMIER

De fleste af de gamle bøger er værd at læse, men mine yndlingsmysterier var dem med rim og ordgåder, der fører til en skat. Min absolutte favorit har altid været Papegøjemysteriet. Her sætter Hitchcock drengene til at finde en forsvunden papegøje ved navn Billy Shakespeare, der kan citere den mest berømte replik fra Hamlet; ”At være, eller ikke at være” – men den stammer! Umiddelbart en triviel sag, men det viser sig hurtigt, at Billy blot er en af syv papegøjer, der alle er opkaldt efter engelske romanfigurer og som alle har lært at sige en ledetråd, der fører til en skjult skat – og der er mange, der er ude efter de skræppende, levende spor! Ideen med papegøjerne var genial, og jeg elskede den måde en række citatbrudstykker skulle sættes sammen og fortolkes for at finde løsningen.

Bøgernes forsider var generelt meget dramatiske, idet mysterierne tit indeholdt sære objekter eller fænomener som hviskende mumier, syngende slanger eller flammende fodspor. Ofte var der et element af noget overnaturligt, som især Pete lod sig skræmme af, men det havde altid en rationel forklaring, som tit indebar seje apparater og filmrekvisitter. Et par enkelte historier skilte sig dog ud ved at have uforklarlige hændelser, men det var de færreste.

ET SLARAFFENLAND BAG SKRAMLET

Udover de mange eventyr de kom på (og det faktum, at de altid fik dessert efter maden – noget, mit 10-årige jeg bed voldsomt mærke i), så var noget af det mest misundelsesværdige, detektiverne havde, deres topseje, hemmelige hovedkvarter. Jupiter boede hos sin onkel og tante, der ejede en kæmpe skrammelplads, og her havde drengene skjult en gammel påhængsvogn under bunker af skrammel. Den havde både kontor, mørkerum og laboratorium samt hele tre hemmelige indgange: Grønne Port Et, Røde Rover To og Let Tre, der sikrede, at de kom usete ind i hovedkvarteret.

Jupiter var min personlige favorit – han blev aldrig mobbet med sin overvægt, men var derimod respekteret på grund af sin intelligens. Han brugte lange fremmedord og kunne godt være lidt bedrevidende, men selvom han havde en snert af arrogance, holdt jeg af ham alligevel. Han var kendt for at knibe sig i læben, når han tænkte. Et trick, jeg prøvede at kopiere en kort overgang, mest med ømme læber til følge.

I min fascination af serien gik jeg endda så vidt til at stifte en detektivklub med min veninde i 5. klasse. Vi kaldte os Agent Kaj og Agent Børge, jeg havde lavet officielle ID-kort til os, og vi havde et hemmeligt hovedkvarter i skolens kælder under en trappe. Vi gjorde meget ud af at komme uset derned i frikvartererne – ligesom Jupiter, Bob og Pete – heldigvis var det ikke så svært, for pedellen var tudsegammel. Vi havde ingen sager at opklare, så vi spiste mest slik fra en gammel skotøjsæske, vi havde gemt dernede.

LIDT FOR MODERNE DETEKTIVER

Jeg genlæser indimellem nogle af mine favoritter, og når mit blik kører henover bogryggene på bibliotekets hylder, kan jeg stadig fornemme den følelse af håbet om at opdage en De Tre Detektiver-bog, man ikke havde læst før. Det er der bare aldrig – jeg har vist været igennem dem alle, og de fleste flere gange. For et par år siden blev der dog udgivet nogle nyskrevne historier på dansk. De var oprindeligt udgivet i Tyskland, hvor detektiverne opnåede ekstrem popularitet, og tyskerne har både produceret radiodramatiseringer af de originale bøger samt udgivet nye historier siden 1993. Jeg læste et par af de nye, da de blev udgivet på dansk, og selv om de er godt skruet sammen, så har de altså ikke magien fra den gamle serie – og så virker drengene og hele universet malplacerede i mysterier om SMS’er og internet.

Da jeg var barn, drømte jeg om at se en filmatisering af bøgerne ligesom De Fem-serien – allerhelst en tv-serie med et afsnit for hvert bind. Ønsket blev først opfyldt, da jeg blev voksen, idet de engelsksprogede tyske produktioner Skeletøens hemmelighed og Spøgelsesslottet kom i henholdsvis 2007 og 2009. De er velproducerede, men kraftigt opdaterede og afviger desværre en del fra forlægget. Men efter 25 års venten kunne de nok ikke andet end skuffe – heldigvis holder bøgerne stadigvæk, og jeg venter bare på, at min egen datter bliver gammel nok til at få mine gamle eksemplarer af De Tre Detektiver, der står og venter inde på reolen. I mellemtiden kan jeg læse dem selv igen.