GYSERMESTERENS FILMUDGAVE AF STÅLANDENS FORBILLEDE

Hver uge finder redaktionen en glemt eller overset perle, som vi gerne vil anbefale. Gammel eller ny. Succes eller fiasko. Bare noget, der er tilgængeligt, og som vi ikke synes, man skal gå glip af.

I denne uge: Danger: Diabolik (1968)

Da udgiverne af de italienske Disney-blade i 1969 lancerede en ny figur, var hans forbillede allerede velkendt af alle italienere. Tegneserien Diabolik havde nemlig været en enorm succes blandt italienske serielæsere siden 1962, og Anders Ands alter ego Paperinik, i Danmark senere kendt som Stålanden, var en helt bevidst, parodisk Andeby-udgave af denne maskerede helt.

Lanceringen af Paperinik i de italienske Disney-bladet var timet godt, for producenten Dino Di Laurentiis havde med stor PR-dækning lanceret en filmudgave af Diabolik, så figuren var netop i 1969 på alles læber.

Stålanden blev dog en langt større succes end filmudgaven af Diabolik, for den blev lavet under kaotiske forhold, hvor producent og instruktør havde meget forskellige opfattelser af, hvad den skulle være. Ikke desto mindre er filmen vildt underholdende og meget seværdig. Den udkom i en meget fin dvd-udgave med godt ekstramateriale i 2005, og den kan i denne og næste uge ses i Cinemateket i København. En sjælden chance for at fange denne sære og ret fantastiske film på et rigtigt lærred.

Det er gysermesteren Mario Bava, der har instrueret, og han ville lave en udgave, der var tro mod den ganske dystre tegneserie, den var bygget over. En serie om en maskeret helt, der faktisk er på den forkerte side af loven, men en mand, hvis elegante skurkestreger og tyverier er rettet mod samfundets spidser og derfor – i tråd med den tids anti-establishment-moral – nærmest retfærdig.

Desværre ville producenten lave en munter familie, og modsætningerne mærkes overalt i filmen. Den er vildt ujævn, og skifter i tone fra skummel action-film til fjollet komedie.

Men Mario Bavas fabelagtige visuelle sans – som især kendes fra klassikeren Black Sunday – fylder filmen med vittigt opfindsomme billeder. Filmens production design er umsikendeligt italiensk anno 1968, og musikken af selveste Ennio Morricone sørger samtidig for en fantastisk, corny og stilsikker stemning.

John Philip Law spiller den maskerede Diabolik: han kører i sportsvogn, klatrer op ad slotsmure, dykker efter guldbarrer og forfører sin smukke kæreste Eva Kant, spillet af Marisa Mell. Det erotiske spiller en stor rolle, ikke lummert, men alligevel så meget, at man aldrig ville kunne forestille sig det i en spillefilm i dag.

Så selvom denne anbefaling ikke lover det helstøbte mesterværk, en vellykket Diabolik-filmatisering kunne været blevet, er der rigtig mange gode grunde til at se den.