GROENINGS FANTASY-PARODI ER SJOV – MEN FORUDSIGELIG

Matt Groening har kastet sig over fantasy-genren, og det har den selvfølgelig fortjent. Men de første episoder er ikke helt overbevisende, selvom de er morsomme.

Netflix har i denne uge lanceret en ny animeret serie fra Matt Groenings hånd, men hvis man havde ventet et fantasy-univers med vildt overraskende humor, bliver man desværre skuffet. Måske fordi Disenchantment er en ret ligefrem parodi på hele fantasy-genren med sjove vitser, men uden den store originalitet.

Disenchantment har i hvert fald ret svært ved at komme fra start. Et ret stort plot om en prinsesse, der flygter fra et tvangsbryllup i selskab med en alf og en dæmon. De begiver sig rundt i en stor kombineret Tolkien-Game-of-Thrones-eventyrverden, og luften fyger med ironiske replikker og indforståede fantasy-referencer. Mange af vitserne er rigtig sjove – men de er også ret forudsigelige, lidt som humoren i de senere Mel Brooks-film: ikke umorsomt, men på en eller anden måde en naturlig fortsættelse af en stil. Man ved (næsten) hvad der kommer.

I modsætning til mesterværket Futurama, som ramte plet fra første episode, er de første episoder af Disenchantment underholdende, men ikke overbevisende. Der er meget mere plot, end man er vant til hos Groening – tilmed en fortsat historie med cliffhangere.

Animationen er i sædvanlig Groening-stil, herunder figurdesignet, men baggrundene er meget detaljerede og der er gjort meget ud af at forsøge at etablere en fungerende fantasy-stemning. Det lykkes ret godt, og jeg var på nippet til at ønske, at der var skruet ned for humoren, så man rent faktisk kunne involvere sig i den stakkels prinsesses forsøg på at finde vejen til lykken.

Stemmeskuespillet er præget af sikre præstationer, der giver figurerne meget personlighed – men ind i mellem med så markante stemmer, at de har lidt svært ved at smelte sammen med den animerede figur.

Spørgsmålet er, om vi har brug for en fantasy-parodi. Om genren ikke har parodieret sig selv ofte nok, og om de fleste fantasy-universer ikke har så megen underliggende humor, at der skal en Terry Pratchett til at levere noget tilpas originalt. Samtidig må man sige, at Adventure Time-serien på mange måder har leveret den perfekte parodi på fantasy og fandom – en suveræn serie, der bliver svær at overgå, også selvom den er rettet mod børn og derfor ikke har de voksne referencer, Disenchantment er fyldt med.

Flere episoder skal ses, for det kan udvikle sig – og rygter siger, at der sker ting. Men de første par episoder virker som en cliffhanger i sig selv: vil det her blive rigtig morsomt, eller er det bare… pudsigt?