Anders And & Co. nr 24/2018 vil gå over historien som sommernummeret med det tillæg, ingen nogensinde havde ventet. Det udkommer i morgen, men abonnenterne har allerede haft det i hænderne i flere dage, så den almindelige undren har bredt sig.

MØLLETEMA

Ja, det står der på forsiden, og det er jo sært, for hvornår har møller nogensinde spillet en særlig rolle i Anders And, eller i tegneserier i det hele taget. Pirattema, Rumtema, Westerntema – logiske temaer, som giver mening. Mølletema?

Men der er en god forklaring, for tillægget – som man jo får gratis – er lavet i sponseret samarbejde med Dansk Møllerforening, som fejrer de gode gamle møller, dem der malede korn i gamle dage – og som man nu hylder som fortjent. Det er altså hverken Vestas eller Siemens, der promoverer vindkraft i Andeby, men møllerens gamle møller.

Tillægget er fyldt med forskellig historisk information om møller – og så har Anders Ands redaktør Svend Skytte – med hjælp fra Andeby-konsulent Thomas Schrøder (en mand, der husker alt om emnet) – fundet gamle historier, hvor Andebys indbyggere optræder sammen med møller.

Den bedste er  “Secret of the Old Mill” fra 1994 af den fremragende agentinske tegner Daniel Branca, der døde i 2005. Et ægte stemningsfuldt eventyr med Anders og nevøerne.

Rip, Rap og Rup har også hovedrollen i en 5-siders serie af den flittige, men noget rutineprægede amerikanske tegner Bob Gregory (død 2003) , “The Eager Beaver” fra 1982. Lidt mere gods er der i 1999-historien “Haunted Hustlers”, tegner af makkerparret Massaroli og Barbero (også fra Argentina).

Og så der en sjældent set historie tegnet af en af de første danskere, der tegnede til Anders And, aalborgenseren Adrian Sørensen. “Musene fra møllen”, som oprindelig hed “De hjemløse møllemus”, har Tim & Bum i hovedrollerne. Intet mesterværk, men sjovt at se.

Men trods ihærdigheden med at finde Disney-møller, undgår redaktion et par, der er væsentlige. Så lad os straks få dem påpeget her.

Først og fremmest den udødelige klassiker-kortfilm The Old Mill (1937) – hvor selve møllen er hovedsonen dramaet.  Hans Perk fortæller om den i en Stegelcast fra tidligere i år. Det er ret spændende, for den var en kraftanstrengelse rent teknisk og banede vejen for mange komplicerede sccener i Disney-film i årene efter.

Og hvad med Bill Posters? En Anders And/Fedtmule-film fra 1940, hvor de to hænger plakater op og kommer i karambolage med en mølle. Møllevinger er oplagt til visuelle gags i den stil.

Og så er der jo Aristocats (1968), hvor to hunde næsten ødelægger en hel mølle – som det lykkes dem at flytte (!) med deres motorcykel.

De var ikke med – men derfor har vi websites af denne slags, så os, der indsamler vigtig information i gavn for menneskeheden, kan komme med den. Selv tak og undskyld.

Mølletema

Tillæg til Anders And & Co. nr. 24, 14.juni 2018.

Udgiver: Egmont Publishing

39.95 kr. i løssalg (fra torsdag den 14.juni-onsdag den 20.juni)