DØDENS GAB I SVØMMEHALLEN

Det gibbede lidt ekstra i mig, da jeg plaskede rundt i vandet – hvad er det, der strejfer mit ben? Én af de knap 100 andre i poolen? Eller gemmer mørket i den dybe ende på mere end klorholdigt vand?

Jeg var med, da Dødens gab blev vist i Birkerød Svømmehal fredag den 23. november. Udenfor var det koldt og mørkt, men indenfor var luften 28 grader, vandet 27 og lyset i anledningen rødt.

Det var overraskende nemt at koncentrere sig om handlingen på storskærmen, selv om man flød rundt i vandet. Der var grin og plask, når folk prøvede at finde sig til rette i den udleverede badering, men plumpede uelegant i vandet.

Jeg klamrede mig lidt mere til baderingen, når John Williams ikoniske og uhyggelige musik indikerede, at den store hvide haj lurer i dybderne.

Voldsommere oplevelse

Dødens gab er en af mine yndlingsfilm, og jeg har selvfølgelig set den et utal af gange. Endnu engang imponerede Steven Spielbergs film. Det kan godt være, at den mekaniske haj drillede ham under optagelserne, og at han derfor var nødt til at finde andre måder at ”vise” hajen på – men det er held i uheld. Selv om den nogle gange bare er gule tønder i havets overflade, er det sindssygt intenst og fængslende.

I det lune vand var det ekstra voldsomt, da den lille dreng bliver offer for den store gabende mund fra dybet. Da hans gule flydemadras glider ind på stranden, flad og flænset, skottede jeg lige til den enlige badering, der halvflad flød rundt iblandt os.

Allermest rørt blev jeg dog over Quints endeligt. Robert Shaw er formidabel som den ellers stoiske hajjæger. Man da han ser hajen i øjnene er der uforfærdet rædsel. Det er ikke en ligeværdig kamp mellem bæst og menneske, han er ikke en Kaptajn Ahab der ser sin død i øjnene med manisk kølighed overfor Moby Dick, ikke en farfar Gohei, der giver alt i kampen mod dræberbjørnen Akakabuto, koste hvad det vil.

Den livlige småpludren, der ellers havde været i hallen, afbrudt af rungende hvin og hyl, når noget var uhyggeligt – i svømmehallen kan alle høre dig skrige – blev afløst af dyb stilhed. Alle blev påvirket af det pludselige og voldsomme dødsfald. Jeg selv tørrede tårerne bort, de gik i et med klorvandet.

Quint og Hooper fatter endelig sympati overfor hinanden i visningen af deres “battle scars”. Foto: Ida Rud

Gerne flere film i vandet

Da jeg købte billetterne, lokkede begivenheden med, at der ville være særlige gimmicks under visningen. Det var der ikke noget af, og det er næsten synd, for det kunne have været sjov at gøre lidt ekstra ud af det, som for eksempel én, der svømmede rundt med en hajfinne – ligesom i filmen – eller andet spas.

Vandet blev hurtigt køligt at være i, medmindre man holdt sig i gang, så mange fortrak til poolens kant, en del ret hurtigt faktisk. Hvis det overhovedet er muligt, havde det været rart, hvis vandet var varmere. Kun ganske få blev i vandet hele tiden, og det er trods alt lidt synd, når man nu ser filmen sådan et sted.

Siden vandet ikke var varmere, måtte lærredet godt have været lidt større, da det kun var optimalt at se på fra vandet.

Men bortset fra det og en temmelig ublu billetpris på 150 kroner, så er det en sjov idé og noget, der kan gentages med andre film. Min ven, som jeg havde med, havde engang prøvet at stable en visning af The Abyss på benene i en svømmehal, hvilket kunne være spændende. Og jeg kom til at tænke på den fabelagtige Lad den rette komme ind, hvis blodige klimaks netop foregår i en svømmehal.