MAD MAGAZINE: DEN STORE, GALE DON

Cobolt er gået i gang med at udgive værker af de bedste tegnere fra MAD. En storslået idé, for MAD Magazine var i årevis hjemsted for en række af de mest originale og eksperimenterende amerikanske tegnere. Det var virkelig vanvittigt, hvad nogle af dem præsterede – og galest af dem alle var Don Martin. Han lavede små serier på 1-3 sider, hvor hans personer blev udsat for de meste groteske gags, meget i stil med den type vitser, man ser i Tex Averys film. Faktisk var Martin så god, at han skabte en form for filmisk timing på papiret – med vanvittige overraskelser, overdrivelser og morbide pointer.

Det første bind i serien med MAD-tegnere er derfor meget logisk helliget Don Martin. Og det er materiale fra hans bedste år. Fra de første serier i 1956 til 1965, hvor han helt klart var på toppen. Tegningerne er hans bedste, ideerne er friskest og dynamikken utrolig. Og så er der lydene, for ud fra papiret væltede et lydunivers, der redefinerede brugen af lydord i tegneserier. Man sad som regel med sit MAD-blad og forsøgte at gengive det, Don Martin havde skrevet. Men man gjorde det i enrum, for det lød sygt. Sprazitz! siger vand, når der rammer en voldsomt i ansigtet. Splich, siger det, når det er en tomat. Og Gluk, når man får et vækkeur…i munden.

Cobolts udgave er de luxe! Flot trykt, herligt oversat, typografi, der er tidstypisk – og kommentarer og forord af redaktøren Al Feldstein og tegnerkolleger som Aragones (som forhåbentlig får sin egen bog…) og Al Jaffee.

Don Martin forlod MAD i 1987: udgiveren William Gaines insisterede på, at han ejede retten til at udgive Don Martins tegninger uden at betale mere, end det første honorar. Det ville han ikke finde sig i, så han arbejdede resten af livet andre steder – men han hørte hjemme på MAD.

Selvom Don Martins tegninger ser animerede ud, er det ikke rigtig lykkedes at animere dem godt. Et tysk forsøg gik galt i 80’erne, og først i serien MADtv  (1995-2016) fra Warner fik man overført hans stil og ideer til noget, der fungerede. Her er et glimt af det – lavet en del år efter Don Martins død – men helt i hans ånd – fra Youtube…