Hvordan ville det se ud, hvis Sesame Street blev instrueret af David Lynch? På ærke-britisk?

Det behøver man faktisk ikke spekulere alt for meget over – man kan bare sætte sig og se web-serien Don’t Hug Me I’m Scared.

Siden 2011 har Becky Sloan og Joseph Pelling lavet seks kortfilm med dukkerne Yellow Guy, Red Guy og Duck Guy, og ved første øjekast ligner det til forveksling et børnevenligt format a la netop Sesame Street.

Nærmest som en moderne udgave af Tex Averys tegnefilm fra 40’erne, der vender historierne om Rødhætte og Askepot på hovedet. Eller de nuttede brutaliteter i Happy Tree Friends.

Grøn er ikke en kreativ farve

De tre venner har hver deres personlighed: Red Guy er apatisk og sarkastisk og nok den klogeste, selv om han holder det for sig selv, Yellow Guy utroligt naiv – og så har han en uhyggelig far, der sniger rundt i periferien af fortællingerne – og Duck Guy er den mest snakkesalige, men er ikke klog nok til at kende forskel på en sommerfugl og en bi. Han har en forkærlighed for råt kyllingekød, og han er lidt en twistet fætter til Sofus fra Bjergkøbing Grandprix.

De tre venner har brug for hjælp til små-eksistentielle problemer, som hvordan man for eksempel bliver kreativ eller finder ud af hvad tid er, og det gør de ved hjælp af ting og dyr, der bliver antropomorfe – skitseblokken, væguret, køleskabet og sommerfuglen synger løs for den uvidende trio.

Men da skitseblokken forklarer de to, hvad kreativitet er, så sniger dystopien sig ind. Som da Yellow Guy skal skrive sin yndlingsfarve ved hjælp af kviste og grene og i glad jubelsang får at vide, at grøn altså ikke er en kreativ farve.

Da de kaster sig ud i barnligt uskyldige syslerier som kartoffeltryk og sjov med glimmer, skriver de ”death” og ruller et blodigt hjerte rundt i glimmer.

Det er mørkt og makabert, og for hvert af de seks afsnit bliver det værre og værre. På ganske herlig og urovækkende vis.

Mere strømlinet look

Den sidste web-film kom for to år siden, og selv om det er en relativt obskur og niche-præget serie, så har den ikke overraskende fået et massivt kult-følge, der har lavet fan-film, udviklet komplekse teorier om universet og købt t-shirts og alverdens merchandise og på den måde holdt det i live. De seks afsnit er set mere end 160 millioner gange på Youtube.

Og forleden kom det så frem, at Conan O’Briens produktionsselskab Conano vil producere en ny serie med de tre puppet-guys – (selv om den ene er en mand i rød heldragt med en rød moppe-agtig paryk, der dækker hele hovedet, og altså ikke er en dukke…)

Holdet bag har ellers tidligere afvist lokkende tilbud fra mere mainstream selskaber, fordi de har prioriteret deres frihed til at være mærkelige og upassende. Men nu er de altså kommet på andre tanker.

Ud fra den korte teaser-trailer, der blev publiceret den 13. september, ligner det et mere strømlinet univers med lydefri animationer. Men hvis indholdet fortsat er rablende vanvittigt, så tilgiver fansene nok, at det ser mindre hjemmelavet ud. Det bliver spændende at se, hvad de disker op med.

 

Don’t Hug Me I’m Scared, 2011-2016

Skabere: Becky Sloan, Joseph Pelling

Serien kan ses på Youtube, Vimeo og skabernes egen hjemmeside, beckyandjoes.com.

eller her: