STUMFILMKOMIKER – UDEN SLAPSTICK

Ikke alle stumfilmkomikere havde mere eller mindre vilde fysiske gags som deres primære virkemiddel. Der var en lille håndfuld, som optrådte i mere afdæmpede, subtile komedier – film, der måske nok havde en jagt eller en kamp eller noget andet rendyrket visuelt, men kun som et kortere indslag i en handling, der mere lignede begrebet folkekomedie end farce.

De fleste af disse komikere er glemt i dag. Man husker måske lige Douglas Fairbanks, der faktisk primært var komiker, men som også have fantastiske akrobatiske evner, der gjorde, at han trak sig fra komedierne og endte med at blive kendt som Zorro, Tyven fra Bagdad og The Black Pirate.

Andre var folk som Reginald Denny, Raymond Griffith og Johnny Hines. Og så en helt ukendt, som den amerikanske stumfilmforsker og pianist Ben Model nu præsenterer for os i to film, der ikke har været vist siden 1920’erne. Med et af sine Kickstarter-projekter har Model fået disse to film udgivet på dvd.

Hans navn er Douglas MacLean. Han var født i Pennsylvania i 1890 og kom til Hollywood som ung, hvor han fra omkring 1914 dukkede op i mindre roller. I perioden 1922-29 havde han hovedrollen i 14-15 film hos Paramount – alle lette komedier med familieintriger, romantiske forviklinger og den slags. De var ikke gigantiske kassesucces’er, men alligevel meget populære, og enkelte af dem nåede tilmed ud over USAs grænser. Den ene af de to film, der nu er udgivet, havde således dansk premiere i juli 1924. MacLean trak sig fra skuespillet med talefilmens komme, men blev i stedet en god manusforfatter og producer.

Begge film er meget underholdende små komedier, hvor MacLean optræder som en optimistisk, tiltalende og lidt uheldig helt, der forsøger at klare ærterne, få succes og måske tilmed også kærlighed. Det kunne dårligt være mere klassisk, og det er måske ikke vanvittig originalt, men det er utroligt hyggeligt – samtidig med at filmenes grundidé er ret tidløs.

I One a Minute fra 1921 spiller MacLean en mand, der rejser tilbage til sin fødeby for at føre sin afdøde fars drugstore videre. Men alt i forretningen er skrækkelig gammeldags – og lige overfor butikken er netop åbnet en smart moderne drugstore i en stor, kapitalstærk kæde. En problematik, der ikke er blevet det fjerneste mindre relevant, selvom filmen er næsten 100 år gammel.

For at kæmpe mod konkurrencen, der truer butikken med lukning, opfinder han et falsk vidundermiddel, som overrasker ved rent faktisk at kurere alle slags smerter og skavanker. Han sætter masseproduktion igang og bliver pludselig en trussel for den store drugstore-kæde….hvis ejers datter han forøvrigt er forelsket i. Det kunne ikke være mere klassisk!

Men det er fortalt med energi og opfindsomhed af den flittige instruktør Jack Nelson, en af stumfilmens mange dygtige håndværksinstruktører. Han kunne alle genrer – og sørger for, at det flytter sig, men uden at være hæsblæsende og med sans for detaljer.

William A Seiter er dog en mere kendt instruktør. Han står bag Bell Boy 13, den anden af de to genfundne Douglas MacLean-film. Seiter arbejdede langt op i tonefilmtiden, og med mange store folk som Marx Brothers og Fred Astaire. Her er der tale om en romantisk komedie, hvor MacLean gerne vil gifte sig med en kvinde, der er skuespiller – og det må han ikke for sin rige onkel, der vil have ham til at tjene penge ved at arbejde med finans. Det gider han ikke, så han bryder med onklen og ender med et job som piccolo på det selvsamme hotel, hvor både hans udkårne og onklen checker ind.

Det er et typisk P.G.Wodehouse-agtigt plot, og udført, som havde den gamle englænder skrevet det – komplet med en finale, hvor alt på magisk, men forudsigelig vis, går op i en højere enhed.

De to komedier er faktisk ganske forskellige, selvom MacLeans figur er mere eller mindre den samme. Men de er begge komedier af en art, der måske nok ville have egnet sig bedst til tonefilm, men som alligevel, i kraft af de vittige og tiltalende skuespilpræstationer og de mange morsomme mellemtekster, underholder uden døde punkter eller svinkeærinder.

Begge kopier er smukke – One A Minute er helt forrygende skarp – og musikken af Ben Model er, som altid, diskret og med fokus på at formidle historien og ikke gøre opmærksom på musikeren.

Så er man interesset i filmhistoriske afkroge og kuriøse, glemte skuespillere og deres film….er dette dvd-dobbeltprogram et absolut must-have.