Anden sæson af Stranger Things er ligeså proppet med referencer til 80’ernes popkultur som første. Man behøver ikke kunne genkende dem for at nyde historien – men det giver noget ekstra, når man pludselig får øje på en detalje.
Første store reference er svær at undgå. I første episode besøger vore unge helte den lokale spillehal. Og dér på skærmen toner et spil frem, der drev mig til vanvid dengang – men samtidig et spil, der inspirerede til et halsløst projekt i 1984.
Dragon’s Lair kom i 1983. Det er et fuldt animeret spil, som bruger laserdisc-teknologi. Spillet er ganske enkelt en hel mængde små animerede film, som arkademaskinen så vælger – alt efter spillerens handlinger.
Man er den tapre kriger Dirk, der skal redde prinsesse Daphne, som er fanget på et slot. Men det er en umulig opgave, for der skal vælges rigtigt i det helt rigtige splitsekund, så man skal lære sig rytmen og de korrekte valg. Og der var ikke mange liv i arkademaskinerne, så der skulle mange mønter til.
Manden bag spillet var Don Bluth, den stædige og dygtige eks-Disney-animator, der lavede film som The Land Before Time og The Secret of NIMH. Hans stil er let genkendelig, og han var en af mine helte dengang. At spille spillet var som at være midt i en af hans film.
Dragon’s Lair var en revolution. Ikke mange spil forsøgte så intenst at fortælle en historie, og ingen havde så flot animation. Ingen computer kunne generere noget, der bare lignede Bluths håndtegnede animation.
Sammen med min kompagnon, animatoren Jeffrey Varab, spillede jeg det i timevis. Vi var i gang med Valhalla-filmen, men var samtidig på udkig efter en nyt projekt. Det virkede oplagt, at tegnefilmens fremtid lå i laserdisc-baserede arkadespil (den gjorde den så ikke, men det var da en fornuftig vurdering anno 1984).
Mens Dragon’s Lair blev en enorm succes – så stor, at den fik en kikset tv-serie, en efterfølger og en variant i form af spillet Space Ace – begyndte vi at udvikle et dansk animeret computerspil. Manuskripter, designs og test-sekvenser blev produceret til det første spil, Pyramid, om heltinden ISIS 15, der skal undersøge en mystisk virus, der har lagt en minekoloni på en fjern planet øde.
Spillet blev aldrig realiseret, for det var for dyrt, og laserdisc-teknologien blev aldrig spillenes. Men der blev arbejdet – og arbejdet hårdt. Pyramid var tilmed en trilogi – som nu er gemt og glemt.
Dragon’s Lair er der derimod stadig liv i. Don Bluth startede en kickstarter-kampagne for at lave en animeret spillefilm med figurerne. Det er ikke lykkedes. Men en pilot-film bliver det muligvis til. Måske kan citatet i Stranger Things hjælpe med. Og måske vil et filmselskab have lyst til at satse på et animeret eventyr med Dirk the Daring.
FAKTA
Dragon’s Lair (1983)
Instrueret af Don Bluth og Rick Dyer
Senere udkommet i forskellige versioner til flere platforme.
Her er et sammenklip af animationen fra spillet: