DUNE: MUSIKKEN, DER ER BEDRE END FILMEN

Meget kan siges – og er blevet sagt – om David Lynchs Dune fra 1984. Men selvom filmen er problematisk, er musikken noget for sig selv – og værd at lytte til.

Filmen er i modsætning til soundtracket ikke noget mesterværk. At omsætte Frank Herberts episke science fiction-værk fra 1965 viste sig at være en uoverkommelig mundfuld for den ellers kreative instruktør.

Dune – eller Klit, som den hedder på dansk – er en kompleks fortælling om adskillige planeters sindrige feudale ledelse, skrøbelige økosystemer og magiske religioner, blodige konflikter og politiske intriger.

Lynch mistede gejsten

Hovedpersonen er den unge Paul Atreides, der ikke kan forhindre, at hans noble og sympatiske far Leto bliver offer for et perfidt baghold, der koster ham livet.

For selv at overleve, flygter Paul og ender hos det hemmelighedsfulde folk fremenerne, der som de eneste kan overleve på ørkenplaneten Arrakis, også kaldet Dune, uden teknologiske hjælpemidler.

Arrakis er en uhyre vigtig magtbrik i universet, fordi det er det eneste sted, der kan udvindes det mystiske krydderi melange, der både udvider sindet, men også forlænger menneskers levetid.

David Lynch kendte ikke bogen. Men efter han havde lavet The Elephant Man i 1980, fik han mange tilbud om at instruere film, blandt andet Return of the Jedi.

Den film afviste han og lavede Dune i stedet.

Men den tre timer lange film, han havde forestillet sig, blev afvist af studiet og pengemændene bag. I stedet endte den med at vare lidt over to timer, efter at Lynch havde genindspillet nogle scener og tilføjet noget voice-over. Ikke underligt, at historien virker så underligt amputeret.

Det var planen, at filmen skulle have været første del af en trilogi. Men den klarede sig så dårligt i biografen og fik elendige anmeldelser, så det faldt til jorden.

Blændende skuespil

De mange nødløsninger og omklipninger skaber et miskmask af en fortælling. Det er altså frustrerende, for der er godt nok mange skønne kræfter, der er gået til spilde.

Jeg har faktisk altid været lidt vild med filmen, selv om jeg sagtens kan se alle dens problemer. Men jeg blev fascineret af de blåøjede fremenere og de store sandorme som barn, og da jeg i de tidlige teenageår læste og elskede romanen, fik jeg også noget respekt for Lynchs vision, selv om den stikker i en helt anden retning end bogen.

Instruktøren skal især roses for de dygtige skuespillere, han fik hevet med på projektet.

Jürgen Prochnow er med sine bleggrå, intense øjne en tragisk Leto Atraides, Patrick Stewart er den krigeriske trubadur Gurney Hallack, Brad Dourif maniske Piter de Vries, Max von Sydow den tvetydige Doctor Kynes.

Kenneth McMillan burde være evigt hædret for sin uhæmmet ulækre og modbydelige onde baron Harkonnen, og så har sangeren Sting en sjælden rolle som hans nevø, den stridslystne Feyd Rautha.

Og så havde Kyle MacLachlan sin filmdebut som den unge rummessias Paul Atraides. Selveste Agent Cooper – for David Lynch benyttede sig flittigt af den unge skuespiller siden hen i film som Blue Velvet og altså også tv-serien Twin Peaks.

Modigt valg af musik

Det var ikke kun sans for skuespil, Lynch bragte på banen. Instruktøren, der i Michael Chions bog David Lynch er citeret for at sige ’Folk kalder mig en instruktør, men jeg tænker mere på mig selv som en lydmand,’ har en sjælden sans for musik. Musikken til hans film er altid en fornøjelse.

Til Dune valgte han at se bort fra den storladne symfoniske musik, der ellers var blevet forbundet med sci-fi efter John Williams havde lavet sin vidunderlige musik til Star Wars, og hyrede et rockorkester.

Toto, der ellers mest er kendt for de synthesizersvulstige hits Africa og Hold the Line, gik til opgaven med liv og sjæl. Det blev desværre første og eneste gang, de lavede et soundtrack.

Bandet fik hjælp fra Wiens Symfoniorkester og Brian Eno bidrog også med et stykke ambient musik, Prophecy Theme.

Filmens hovedtema består af fire toner på en storladen baggrund af plastikfede synthesizertoner, klagende elguitarer og symfoniorkester med blæsere, pauker og hele svineriet. Det er en lækker kombination af det klassiske kombineret med den tidstypiske rocklyd fra 80’erne.

Det lyder umiddelbart kedeligt med fire toner gentaget over en melodisk vekslende baggrund, men deres variationer er medrivende. De leger med ledemotiver til forskellige karakterer i filmen. Og som kontrast til den fuldfede 80’er-lyd har de også lavet musik, der består af urovækkende perkussion.

Soundtracket er en eklektisk blanding af udfordrende lyde og glat pop. Og det fungerer fantastisk!

Som musikalsk ledsagelse til de endeløse ørkenvidder i filmen er der øjeblikke af sand magi. Men musikken fungerer i sig selv, så tøv ikke med at høre det.

Mange Dune-forsøg

David Lynch var den sidste i en lang række af folk, der kastede sig over filmatiseringen af filmen. I 2013 udkom der en dokumentar om Alejandro Jodorowskys bestræbelser på at lave filmen i 1973. Pink Floyd skulle have lavet musikken, og blandt andet H.R. Giger blev hyret til at skabe det visuelle univers – ham, der også designede Alien.

Han var også en del af holdet, da Ridley Scott blev tilknyttet filmen i 1979. Men han endte med at springe fra og lave en anden sci-fi-film, nemlig Blade Runner fra 1982.

I år 2000 kom der en miniserie på Sci-Fi Channel. Frank Herbert’s Dune blev en betragtelig succes og fik pæn omtale.

Personligt var jeg ikke voldsomt begejstret for den – i modsætning til David Lynchs film var skuespillet ret ringe, lige på nær William Hurts martrede Leto Atreides. Jeg kunne meget bedre lidt fortsættelsen, Frank Herbert’s Children of Dune, der udkom i 2003 og blandt andet havde en ung og ilter James McAvoy i rollen som Leto Atraides II, Pauls søn.

Og endnu en filminstruktør går med tanker om at lave en film… I februar i år blev det bekræftet, at Denis Villeneuve, der netop nu er aktuel med Blade Runner 2049, skal instruere en ny film.

Jeg glæder mig!