UGENS ANBEFALING: ED WOOD

Hver uge finder redaktionen en glemt eller overset perle, som vi gerne vil anbefale. Gammel eller ny. Succes eller fiasko. Bare noget, der er tilgængeligt, og som vi ikke synes, man skal gå glip af.

I denne uge: Ed Wood (1994)

Lige for tiden går The Disaster Artist sin sejrsgangs over hele verden.

Lavet af og med James Franco, er filmen baseret på bogen om tilblivelsen af verdens værste film (eller i hvert fald en stærk kandidat): The Room.

Det er gået filmen utroligt godt, og den er da også på mange måder et herligt portræt af den excentriske instruktør og skuespiller (med meget mere) Tommy Wiseau, der mod alle odds færdiggjorde sin foreløbigt eneste film.

Wood fremfor Wiseau

Men for mere end 20 år siden gjorde Tim Burton det samme – og bedre. Han lavede nemlig en smuk hyldest til instruktøren Ed Wood.

Hvor The Disaster Artist bliver en meget blåøjet og lidt tandløs kærlighedshyldest til Wiseau, hvilket jeg personligt finder for problematisk, så er Burtons film om instruktøren Ed Wood mere en hyldest til den ukuelige drømmer – og ikke kun virkelighedens Ed Wood, men alle os følsomme stjernekiggere og luftkastelsbyggere derude.

Ed Wood var en begejstret ener, der lavede en masse science fiction-, komedie- og gyser-B-film i Hollywood i 50’erne og 60’erne.

Med ukuelig energi fik han gang på gang solgt sine ideer til filmselskaberne, og det er lidt af et mirakel. For instruktøren var blind for selv de mest åbenlyse fejl. Kunstige gravsten vipper, når skuespillerne går forbi. De ofte talentløse skuespillere går også durk ind i dørkarme, så hele sættet ryster – og så var der tragedien, da den store gyserskuespiller Bela Lugosi døde under optagelserne til det ultimative makværk Plan 9 from Outer Space.

Beundring og venskab

Ed Wood handler i høj gad om forholdet mellem den unge instruktør Ed Wood og den aldrende skuespiller Bela Lugosi.

Lugosi var gammel og sur, misbruger af alverdens medikamenter og ensom. Men Wood så et kæmpe lys i den engang så berømmede skuespiller, og Lugosi må være blevet blændet af Woods begejstring og beundring.

Han takkede i hvert fald ja til at være med i Woods første spillefilm Glen or Glenda, en aparte film med Ed Wood selv i hovedrollen som transvestit. Den blev lavet som reaktion på den første kønsskifteoperation, men endte altså ud af en lidt anden tangent.

I filmen var Lugosi fortæller og forsker, der sidder i en stol og snakker om menneskelighed og nærmest er en slags gud.

Siden var han med i Bride of the Monster, hvor filmen Ed Wood gør sig morsom på scenen, hvor Lugosi skal kæmpe mod en kæmpeblæksprutte. Problemet er bare, at den er immobil, så Lugosi må selv bevæge tentaklerne, når de er i nærkamp. Desuden er vandet koldt.

Det er tydeligt for enhver at se, at blæksprutten er en livløs og kunstig genstand, men Ed Wood var glad.

Morbid løsning

Der skulle som tidligere nævnt ikke meget til at begejstre instruktøren.

Og han tog et noget morbidt valg til sin film Plan 9 from Outer Space.

Bela Lugosi var desværre død kort inden optagelserne til filmen. Men Ed Wood havde blandt andet nogle private optagelser af den gamle ungarer, der går rundt i sin have og plukker roser.

Så på en eller anden måde fik han sat sig for at inkludere Lugosi i sin nye film. Han skulle bare finde en stand-in for Lugosi. Og det fandt han i sin kones kiropraktor. Han lignede ham … overhovedet ikke. Heller ikke, selv om han går med en kappe for ansigtet, så man kun ser hans øjne.

Det er urkomisk og meget forvirrende.

Dejlige, dårlige film

Plan 9 from Outer Space er den film, som af mange er udråbt til den værste film nogensinde, så den konkurrerer med blandt andet The Room om den titel.

Det er begge to rigtigt dårlige film.

Men der er ingen tvivl om, at de begge er lavet i blodig alvor og med masser af kærlighed – og det kan også kun være deres skabere, der ser så ømt på deres værk, at de er totalt blinde for alle fejlene.

Ed Wood derimod er måske Tim Burtons bedste film – bedre end Batman, bedre end Beetlejuice og bedre end Mars Attacks! og bedre end Edvard Saksehånd.

Burton har sin helt egen æstetik, som han dog giver lidt afkald på i Ed Wood. Og så er Tim Burton en a-liste instruktør, og derfor får han også fantastiske skuespillere med i sine film. Så Ed Wood tæller (selvfølgelig) hans favorit Johnny Depp, men derudover vandt Martin Landau sin (skammeligt!) eneste Oscar for rollen som Bela Lugosi. Bill Murray er med som Bunny Breckinridge, og Vincent D’Onofrio en lille, men stærk rolle som Orson Welles.

P.s.

Hvis man går på Youtube, så ligger der nogle videoer, der sammenligner Ed Woods film med Tim Burtons film – og de forskellige remakes er langt fra identiske. Det er tydeligt at se, at Martin Landau prøver at ramme Bela Lugosis tale og tone, ligesom Sarah Jessica Parker gør det samme med Dolores Fuller, Ed Woods kone.

Det samme er gjort i The Disaster Artist, hvor James Franco har genskudt The Room 1:1 – men personligt foretrækker jeg Burtons version, der er en homage, men ikke en kopi.