For nylig fik jeg mulighed for at se den serbiske science fiction-film Ederlezi RisingWarsaw Film Festival. Jeg sad i Fipresci-juryen og skulle være med til at uddele en pris til den bedste film af en instruktør, der kun havde lavet en eller to film, og hvor filmen enten var lavet i eller co-produceret af et østeuropæisk land.

Og her så jeg blandt andet Ederlezi Rising, en flot, dyster og filosofisk fortælling lavet for ret få penge.

Dette er en anbefaling med forbehold, for den mandlige hovedrolle Milutin, spillet af Sebastian Cavazza, spiller egentlig ufatteligt ringe. Men samtidig er han en vildt usympatisk person, så på en måde giver det mening, at man får spat af hans kedeligt sammenbidte ansigt.

Alligevel kan jeg ikke lade være med at give denne film lidt larm, fordi den nemt kan blive forbigået af et større publikum – og det er egentlig ret interessant at se sådan et take på østeuropæisk sci-fi.

Flotte fortekster

Jeg blev umiddelbart begejstret under forteksterne, for æstetikken ligner noget fra et retro-computerspil blandet med elementer fra Tron og Blade Runner. Og historien læner sig også op ad sidstnævnte.

Den egenrådige astronaut Milutin skal på endnu en rummission. Han er vandt til at klare strabadserne alene – han bryder sig ikke om de socialistiske værdier, som hans strikse, hæmmede samfund er bygget på – men nu vil rumagenturet Ederlezi have, at han tager en robot med. En kvindelig robot, som bliver lavet ud fra hans præferencer.

Det vil han ikke, fordi han mildt sagt hader kvinder. Under samtalen med sin overordnede bliver han dog intetanende analyseret, og en robot bliver skabt til ham. Selv om han er irriteret, kan han ikke skjule sin begejstring over, at hun ligner hans mor.

Ja, der er lagt i ovnen til upassende, ødipal opførsel.

Alt lagres i hukommelsen

Robotten Nimani kan han styre og tilpasse med et iPad-lignende aggregat, så han kan vælge, om hun skal være sød, forførende, sur, føjelig eller hvad han nu er i humør til.

Selv om han har været imod hendes tilstedeværelse, så synes han alligevel det er sjovt at lege med hende, og han finder hendes selskab stimulerende. Der er masser af sex, og han kan vælge, om hun skal være forførende selvsikker eller bly og jomfruelig.

Han vælger også at voldtage hende på et tidspunkt. Selv om hun stritter imod, så kan han jo bare bestemme, at hun ikke konfronterer ham med det efterfølgende.

Men så får han den ubehagelige overraskelse, at alt, han gør med og mod hende, bliver lagret i hendes hukommelse, så Ederlezi kan bruge det i deres evaluering af ham. Så Milutin prøver at finde ud af, hvordan han kan reboote hende, så mindet om voldtægten bliver slettet.

Det bliver en omfattende og i sidste ende katastrofal beslutning.

Ensformig scenografi

Nimani spilles af Stoya, der hidtil kun har medvirket i pornofilm, men hun klarer sig udmærket som den fattede androide, og de mange nøgenscener giver bedre mening, hendes tidligere hverv taget i betragtning.

Rumskibets styresystem, Milutins seng og Nimanis genopladnings-station er alle sammen i samme rum, så scenografien er i længden for ensformig. Rumskibet er udefra temmelig ringe animeret, så det bruges fornuftigt nok sparsomt.

Filmen bliver en anelse langtrukken, og – måske det skyldes mit køn – der dvæles simpelthen for meget ved Nimanis nøgne krop, og hun er ofte nøgen: når hun sover eller oplades.

Den farlige socialisme

Instruktøren er 35-årige Lazar Bodroža, og han er kunstner, der nu debuterer med Ederlezi Rising.

Der er lavet mange og bedre film om kunstig intelligens: Her, A.I., Ex Machina for at nævne nogle få. Menneskemand kontra damerobot er dog altid relativt interessant at se – og så det, at i denne film fremstilles socialisme som den store, adfærdsændrende skurk. Ikke så underligt, for det er ikke engang 30 år siden, at Serbien hed Jugoslavien og var en del af Østblokken. Men for mange af os i Danmark er det nok lidt fjernt at se det som noget ondt.

Måske det er lidt tarveligt at omtale filmen, for den kan endnu ikke streames eller købes på fysisk medie endnu. Men den har også kun lige haft premiere på forskellige filmfestivaler, så forhåbentligt er den snart tilgængelige for nysgerrige sci-fi-fans.

Ederlezi Rising, 2018

Instruktør: Lazar Bodroža

Hovedroller: Sebastian Cavazza, Stoya

85 min.

Endnu ikke tilgængelig.