Hver uge finder redaktionen en glemt eller overset perle, som vi gerne vil anbefale. Gammel eller ny. Succes eller fiasko. Bare noget, der er tilgængeligt, og som vi ikke synes, man skal gå glip af.

I denne uge: Eight Legged Freaks (2002)

I denne stort anlagte monsterfilm-parodi angribes selveste Scarlett Johansson af edderkopper der har vokset sig enorme. Eight Legged Freaks, hedder filmen, som nu er dukket på på Amazon Prime.

Filmen kom i september 2002, og gjorde, at jeg igen stod i et dilemma, jeg har været i ofte. Premiere på en ny film med monstre – uegnet for børn, selvfølgelig – men helt oplagt til Troldspejlet. For selvom det jo altid har været et børneprogram, har vi ofte vist klip fra film, som de mindste nok ikke skulle se. Men som de alligevel måtte skønnes er være vildt interesserede i.

Man skal tage de kampe, der er værd at tage, sagde en gammel B&U-chef til mig om dette dilemma, og da jeg havde set Eight Legged Freaks på Amazon Prime, var jeg ikke i tvivl. For her var en så forrygende, veloplagt, uhyggelig – og morsom film. En rendyrket monsterfilm om tonsvis af angribende, gigantiske edderkopper – men samtidig også en kærlig parodi på de klassiske monsterfilm fra 50’erne, hvor den amerikanske hverdag pludselig fik idyllen afbrudt af en sådan overnaturlig katastrofe.

Så filmen kom med i Troldspejlet og ingen klagede – for den var så oplagt humoristisk og så fuldstændig egnet for børn, der er fascinerede af monstre, edderkopper – og computeranimation,

For Eight Legged Freaks var nemlig også lidt af en teknisk triumf dengang – når edderkopperne i en fantastisk scene angriber en tankbil og en tankstation kunne man ikke andet end fornøje sig over uhyrernes bevægelser og udseende. 

Plottet er helt utrolig forudsigeligt. Det er selvfølgelig kemi, der gør udslaget. Almindelige edderkopper udsættes for kemikalierne og de begynder at vokse. Det har man se mængder af film fra drive-in biografernes gykldne tid – som f.eks. Tarantula og The Spider.

Men tempoet er højere end i de gamle film, og dialogen er også mere velskrevet og til tider virkelige sjov. Og parodien rammer ikke kun monsterfilm-elementerne – der er også lidt ironisk socialrealisme, som da den unge pige i filmen – altså Scarlett Johansson – skændes med sin mor (spillet af Kari Wuhrer):

Ashley: Mom, I am not you! I’m not gonna get pregnant at 16. I’m not gonna stay here for the rest of my life and be a trailer trash sheriff!

Mor: Thanks for the flashback. I really didn’t deserve that!

Instruktør er den forholdsvis ukendte Ellory Elkayem, født i New Zealand i 1970. Faktisk er det hans eneste rigtig store film. Den havde et budget på 30 millioner dollars. Det har hans efterfølgende film ikke haft – den seneste var en komedie, Withou a Paddle, lavet til tv i 2009.

Hans talent virker ellers sikkert – men jeg ved ikke, hvorfor han ikke har lavet mere end 2-3 lowbudget-film.

Men han har ihvertfald givet os denne fornøjelige film – fyldt med veltimede og underholdende monster-scener. Det kribler og krabler fra start til slut, det er uhøjtideligt, men aldrig så komisk, at gysene ikke fungere.

Eight Legged Freaks, 2002

Instruktør: Ellory Elkayem

Hovedroller: David Arquette, Kari Wuhrer, Scott Terra, Scarlett Johansson, Doug E. Doug, Rick Overton 

99 min.

Filmen kan streames på Amazon Prime.