FARVEL TIL ELVERFOLKET: 40 ÅRS EVENTYR ER SLUT

Jeg er 36 år. Så hele mit liv har Elverfolket fra 1978 – eller Elfquest, som den hedder på engelsk – eksisteret.

Og nu er det slut. Der kommer ikke mere. Sidste hæfte blev udgivet den 28. februar 2018 på print og digitalt.

Det har været en hård afslutning. Men måske ikke på den måde, jeg havde håbet på, selv om jeg da kneb en tåre eller tre.

Betagende illustrationer

Jeg kunne ikke læse, da jeg fandt Elverfolket i min mors reol. Men jeg faldt for de smukke tegninger af elvere med store øjne, der red på ulve og levede i kontakt med naturen.

Jeg nød at kigge på de farvelagte sider, for de danske oversættelser var i store, lækre bind fra Interpresse og senere Carlsen Comics.

Da tegneserien udkom i 1978, var den i sort/hvid. Den tegnet af Wendy Pini, og skrevet af hende og hendes mand Richard Pini.

Den handler om elverstammen Ulverytterne. De er anført af den unge Ilder, der mister sine forældre, da et magisk monster angreb elvere, mennesker og dyr i skoven, hvor de bor.

En verden lig vores

Og i allerførste bind møder vi høvding Ilder og hans fæller, der er i oprør med menneskene.

Fortællingen foregår i en verden lig vores, men i en mere primitiv tid. Menneskene er stammefolk, og de er bange for alt det, de ikke forstår – og de forstår slet ikke elverne, der kan tale med skovens dyr og har blanke metalvåben.

Våbnene får elverne fra troldene, for sådan nogle er der også. De bor i huler under jorden og forstår at bearbejde metal. Trolde og elvere er ikke ligefrem venner, men de har gensidig glæde af hinanden, da troldene ikke bryder sig om dagslys. Elverne skaffer kød og skind til troldene, som gengælder tjenesten med økser og sværd.

Ilder og hans flok bliver jaget ud af deres skovhjem, da menneskene i raseri sætter ild til den – det er også deres eget hjem, så det er faktisk virkelig dumt.

Elverne søger ly hos troldene, men de er som sagt ikke så rare, så ad en underjordisk gang lokker de dem ud til, hvad elverne tror er en skov, men som viser sig at være en ørken – og de bliver spærret ude i ørkenen, og de må i desperation begive sig ud i under den ubarmhjertige sol, og uden mad og drikke.

Er der noget på den anden sidde af de golde vidder?

Genkendelsen

Det er der! Den fredelige stamme af elvere Solfolket skyr ikke solen. Deres skind er gyldenbrun af solens stråler, og de dyrker jorden og skaber kunst. Helt anderledes end de mere viltre ulveryttere.

Solfolket tager ad omveje Ulverytterne til sig. Og høvdingen Ilder møder genkendelsen med den smukke Leetah.

Genkendelsen er ikke bare en forelskelse. For den kan være alt andet end romantisk. Elverne er magiske væsner i mere eller mindre grad, men to elvere kan møde genkendelsen hos hinanden, og det sker, når to individer kan skabe et barn med de bedst tænkelige kvaliteter. Praktisk for væsner, der kæmper for at overleve i en fremmed verden.

Det er en sjælelig og fysisk længsel efter hinanden, men ikke nødvendigvis en intellektuel lyst til hinanden. Og Leetah synes, at Ilder er en grov barbar og har ikke spor lyst til at lave noget barn med ham overhovedet.

Meeen hun bliver klogere, og Ilder og Leetahs kærlighed bliver et stort omdrejningspunkt i fortællingen.

Nysgerrig og nyskabende

Ilder og Ulverytterne kommer ud på mange eventyr, og de møder flere forskellige elvere.

For serien handler grundlæggende om Ilders lyst og mod til at udfordre traditionerne, til stor frustration for mange af hans frænder. Han er nysgerrig og frygtløs, og hans vovemod betaler sig i sidste ende, selv om det har store omkostninger, måske mest af alt for ham selv.

På dansk udkom der oprindeligt 20 bind, og de handlede om Jagten på Paladset.

Paladset er elvernes oprindelige hjem, og faktisk et fartøj, selv om det ligner et krystalslot. For elverne stammer ikke fra planeten med to måner. Det er derfor, de er hadet af menneskene, og det er derfor, de har magiske evner.

Fortid og fremtid

Den første samlede historie handler om, at de finder kilden til deres races fortid og møder deres aner.

Siden er der kommet flere sagaer til den første. Den umiddelbart efterfølgende historie handlede om Kampen om det Blå Bjerg, hvor det kom til et opgør mellem elverne Flyvefolket, der bor i Det Blå Bjerg, og Ulverytterne.

Sidenhen kom Kings of the Broken Wheel, Hidden Years, Shards, New Blood, Wavedancers og meget mere.

Og desværre begyndte mange af hæfterne at blive tegnet og skrevet af andre. Det har udviklet sig til et ret omfattende extended universe, som blandt andet kiggede til forfædrene til de elvere, man kender og elsker fra Ulverytternes stamme. Men også til den fjerne fremtid.

Der kommer pludselig andre elverstammer ind i fortællingerne, som Pini-parret ikke havde fundet på, og så var der en masse sidehistorier, som blev udforsket i det uendelige.

Masser af danske fans

Ind i mellem lavede Pinierne nogle små fortællinger, for eksempel om vores venner Ulverytterne, der på et tidspunkt bliver lagt i kunstig søvn og drømmer ting, de efterfølgende tyder og tolker, og som måske går eller allerede er gået i opfyldelse.

Den mini-historie udkom på dansk i fire bind og hedder Drømmenes tid. Og det var con amore fra Piniernes side, så historien og tegningerne havde fået masser af tid og kærlighed til at blive lavet så smukt og sammenhængende som muligt.

Også den sidste samling, The Final Quest, som Pinierne selv er tovholdere på, udkommer på dansk. Den hedder Den sidste jagt og udgives af forlaget Cobolt.

The Final Quest af 28 hæfter, men i den danske oversættelse er de samlet og skal komme i syv bind. Det vil fans uden tvivl sætte pris på, da det er et noget andet format end de tynde hæfter, der udgives af Dark Horse Comics i USA.

Foreløbigt er der udkommet to ud af de syv bind på dansk. Den sidste kom dog i 2015, så det er lang tid siden, men jeg har talt med forlaget, der forsikrer, at hele Den sidste jagt udkommer, men de kan ikke sige hvornår og hvordan.

For Elverfolket har altid haft rigtig mange fans i Danmark. Der er kommet hele 61 store hæfter på dansk udover Drømmenes tid og Den sidste jagt.

Nu er det slut

Og nu skal vi til det: dommen over The Final Quest.

Pinierne har faktisk samlet rigtig mange tråde fra en stor del af det extended universe, der er blevet skrevet gennem årene.

Og det er synd. For det bliver utroligt overfladisk.

Det særlige ved de gamle tegneserier er, hvor tæt man kommer på den lille gruppe af elvere i Ulverytterne. Man hulker, når en bliver dræbt og jubler, når et barn bliver født. Selv elvernes ulve har man et forhold til. Deres indbyrdes skærmydsler og småintriger, der blegner i forhold til problemerne med nogle af de andre elverstammer og menneskene.

Der sker alt for meget. Der er alt for mange personer, som man ikke når at interessere sig for, og mange af dem, man er vokset op med, bliver skamløst ligegyldigt behandlet.

Og så er Wendy Pini gået over til at tegne digitalt. Det kan man ikke klandre hende for, det er jo en kæmpe tidsbesparelse. Men det bliver nærmest jappet. Sjusket. Upersonligt.

Det kan godt være, man digitalt kan farve glans i øjnene og strålende gevandter, men det er glittet og upersonligt. De bløde, manga-inspirerede elvere er nu mere kantede og flade i det.

Selvfølgelig udvikler en tegner sig gennem årene, men den skønhed, Wendy Pinis streger besad, er blegnet.

Det første Elfquest i sort/hvid

Der er sket meget med tegnestil siden det første Elfquest for 40 år siden

Antiklimaks

Der er selvfølgelig et stort klimaks i allersidste bind. Jeg blev lidt overrasket over, at det endte sådan, og jeg blev ked af det. Men jeg græd allermest over, at karakterer, som jeg oprigtigt elsker, bliver behandlet så skødesløst.

Og så irriterede det mig, at den prøvede at være enormt dyb, filosofisk og åbenbarende. Det bliver ret søgt, og det føles ikke oprigtigt. Det føles som en afsluttende cirkel, der tvinges ned over en historie, der oprindeligt slet ikke var tænkt sådan.

Der er ingen tvivl om, at Pinierne elsker de figurer, de har skabt. De har en kæmpe fanbase, som de er i direkte kontakt med på Facebook. Og det taler til deres fordel.

Men det føles lidt som dengang George Lucas lavede sin nye trilogi af Star Wars I-III: Filmene ligner lidt den originale trilogi, men det har slet ikke samme magi – og man er pænt ligeglad med personerne.

Og nu er det slut med Elverfolket. I hvert fald den grundkerne, som hele universet er skabt over. Og det er nok meget godt, når det nu udviklede sig så ligegyldigt.

De gamle hæfter kan være lidt svære at få fingre i på dansk, men forlaget Cobolt har tænkt sig at udgive de originale 20 bind i en flot, ny udgave.

Og de fortællinger, med dens rigdom af kærlighed, krig, tab, ondskab og skønhed, kan man læse igen og igen.