Hver uge finder redaktionen en glemt eller overset perle, som vi gerne vil anbefale. Gammel eller ny. Succes eller fiasko. Bare noget, der er tilgængeligt, og som vi ikke synes, man skal gå glip af.

Ugens anbefaling: En verdensomsejling under havet (1954)

I 1954 lavede Disney-studiet sin til dato mest storstilede live-action-film, der i legesyg fantasi og skønhed ikke stod tilbage for selskabets tegnede mesterværker: En verdensomsejling under havet.

Walt Disney selv producerede 20,000 Leagues Under the Sea, som den hedder på engelsk, og filmatiseringen af Jules Vernes sci-fi klassiker er stadig i dag en imponerende bedrift. Den sprudler af tekniske landvindinger i forhold til optagelserne under havet, udseendet af den imponerende ubåd Nautilus og ikke mindst den kæmpestore blæksprutte, som angriber fra havets dyb.

Men én ting er skønheden i designet og Technicolor-farverne – mindre kunne næsten ikke forventes fra Disney. Noget andet er det fremragende skuespil fra de fire hovedpersoner, hvoraf særligt James Mason må fremhæves. Han er Kaptajn Nemo, den gale, men sympatiske ubådskaptajn og opfinder, der er flygtet fra menneskehedens kynisme og har fundet ro under havet.

Alvor i en børnefilm

Mason er kendt fra roller som Humbert Humbert i Kubricks Lolita, og for at spille overfor Judy Garland i A Star is Born (der snart er aktuel i ny indspilning), samt selvfølgelig fra Hitchcocks North by Northwest.

Kaptajn Nemo er måske Masons bedste rolle, en fantastisk figur, og han spiller ham med sørgmodig alvor. Han bærer alverdens sorger på sine skuldre og prøver at flygte fra verdens ondskab.

Om oplevelsen sagde Mason selv:

”Det var en mageløs film, fordi den knyttede alt det sammen, som Disneys folk gør bedst. Arbejdet med modellerne og speciel effects var enestående, og det var den kreative forestilling også.”

”Jeg var lidt forbeholden med at sige ja til rollen, fordi Nemo er en seriøs og dramatisk rolle i en film, der primært henvender sig til børn – og jeg var ikke sikker på, at jeg kunne finde den rette balance. Men jeg er glad for, at jeg gjorde det, om ikke andet for den glade oplevelse jeg havde med at arbejde med Disney Studio.”

Fanget af Kaptajn Nemo

Historien finder sted i 1868, og Kirk Douglas er den dameglade og rebelske harpunerer Ned Land, der får hyre på et skib, der skal undersøge rygterne om et søuhyre. Flere skibe er nemlig gået til efter angreb af søuhyre, og den amerikanske regering sætter sig for at undersøge, hvad det drejer sig om. De tror ikke på søuhyrer, men den franske forsker Professor Aronnax vil ikke afvise, at det er en mulighed. Og han bliver inviteret med på missionen, hvor han har sin trofaste assistent Conseil med sig.

I månedsvis søger skibet efter søuhyret uden held. Men pludselig bevidner de, hvordan et andet skib bliver angrebet af en ting fra havet, med store grøntlysende øjne. Og straks efter bliver de selv angrebet.

Ned Land, professoren og hans assistent ryger alle tre i vandet, og ved et lykketræf bliver det drivtømmer, de klamrer sig til, ført til en kæmpemæssig genstand i vandet. Det viser sig at være ubåden Nautilus, hvis mandskab befinder sig på bunden af havet, hvor de er ved at foretage en begravelse.

Fordi professoren er så betaget af den scene, han ser udspille sig på bunden af havet – som han har frit udsyn til via de store vinduer i Nautilus – når de tre ikke at slippe væk og bliver taget til fange af Kaptajn Nemo og hans mænd.

Alt godt fra havet

Den dannede Nemo kender heldigvis til professorens værker og tilbyder ham en plads om bord på ubåden, men de to andre skal lade livet. Professoren vil ikke lade sine venner i stikken, og de bliver alle tre efterladt på det udendørs dæk på Nautilus. Men kaptajnen har bagtanker, og han testede professorens loyalitet og moral – og fik bekræftet, at det er en mand, man kan stole på. Så de får alle tre plads om bord på Nautilus, hvilket ikke er uproblematisk.

Professoren er fascineret af Nemo og beundrer ham tydeligvis. I en fantastisk scene byder Nemo sine gæster på et overdådigt gilde, og de sultne mænd kaster sig over det. De er begejstrede for maden, men da Professor Aronnax spørger, hvordan det er muligt at servere den dejlige mad, finder de ud af, at alt er fra havet. Fløden er mælk fra kaskelothvalen, og buddingen er små blækspruttefostre!

Gad vide, om ikke Steven Spielberg var inspireret af den scene, da han lavede Indiana Jones og Templets forbandelse

En perfekt scene

Scenen illustrerer de fire personers væsen perfekt: Kaptajn Nemo er kølig, men også revsende overfor Ned Land, der har trukket sine manerer i en automat og spiser med en kniv, og han hidser sig op, da det går op for ham, hvad det er, han spiser.

Professoren er velopdragen og åben overfor Nemo, hæfter sig ved smagene, og roser sin vært. Conseil er loyal overfor sin professor, prøver at være høflig, men er nok mest på Neds side, for han bliver helt bleg, da det går op for ham, at dét, han troede var lam, i virkeligheden er spidsbryst af ballonfisk.

Det er Peter Lorre, der spiller assistenten Conseil, en klejn skuespiller med store, udtryksfulde øjne og en særlig, nærmest uskyldig stemme. I En verdensomsejling under havet er han nærmest betuttet, men dog en væsentlig faktor for, at professoren overlever mødet med Kaptajn Nemo. Men østrigske Lorre fik sit filmgennembrud i Fritz Langs mageløse M, om en seriemorder, der dræber små piger, så hans spændvidde som skuespiller var stor.

Lorre var også én af tre, der spillede den japanske hemmelige agent Mr. Moto (ja, black face og yellow face var engang hverdagskost i Hollywood), og han var den småkriminelle Ugarte i Casablanca.

Strid mellem hovedpersonerne

Det bliver hurtigt tydeligt, at Ned og Nemo ikke kan fordrage hinanden. Nemo driver sit mageløse fartøj ved hjælp af banebrydende atomenergi, og hvor professoren er fascineret og tror, at det kan være en stor gave til menneskeheden, og kæmper for at overbevise Nemo om, at mennesket godt kan varetage den, så vil Ned bare afsløre Nemo og den ø, Vulcania, hvor hans opfindelser befinder sig. Så Ned sender flaskeposter af sted i smug.

På et tidspunkt strander Nautilus på et rev, og mens mandskabet kæmper for at blive fri, giver Nemo overraskende Ned og Conseil lov til at besøge en nærtliggende ø. De skal opholde sig på stranden, men rebelske Ned går ind i på øen. Her falder han lige lukt ind i en gruppe kannibaler, og han må løbe for sit liv. Kannibalerne følger efter de to mænd på vandet, men da de border Nautilus får de en overraskelse – stød!

Overraskende redning

På dette tidspunkt i filmen er der højintenst drama på drama, for da kannibalerne har taget flugten, sejler et krigsskib rundt om pynten og angriber Nautilus, der stadig er strandet. I sidste øjeblik slipper de dog fri – bare for at blive angrebet i dybet af en kæmpe blæksprutte!

Det er en fantastisk og i dag stadig overbevisende scene. Blæksprutten hæger sig fast til ubåden, der må se sig nødsaget til at søge op til overfladen. Her kaster Nemo sig frygtløst i nærkamp med bæstet, bevæbnet med spyd og økse. De store, fægtende arme skubber mænd i vandet og griber ud efter andre, mens blækspruttens uhyggelige næb klaprer faretruende tættere og tættere på. En sømand vælter ned i ubåden, helt skamferet af blækspruttens sugekopper.

Ned, der har været indespærret, slipper op på dækket, hvor han ser Kaptajn Nemo fanget i en af de store arme. Som den mageløse harpunerer han er, får han spiddet det uhyggelige bæst og reddet kaptajnen, der er helt overrasket over, at Ned frelste hans liv. Og det er Ned også!

Enestående ubåd

Scenen med blæksprutte-angrebet var dyrt og krævende – men de var nødt til at skyde scenen to gange!

Første gang havde den fundet sted ved skumringstid og i roligt vand. Men det blev lavet om, så det var om natten i uvejr. Det var mere dramatisk, og så skjulte det den mekaniserede blækspruttes wirer og stålkonstruktion meget bedre.

Ubåden Nautilus er også fantastisk lavet. Den er skabt af Harper Goff, der var art director på filmen, og dens form ligner nærmest en sværdfisk. Organisk og mekaniske på samme tid. Når den kommer farende i overfladen af havet, så vandet bruser op over spidsen af fartøjet og de lysende ”øjne”, er det både smukt og urovækkende.

Harper Goff lavede også fartøjet i Fantastic Voyage (1966) og var art director på den sprudlende fantasifulde Charlie og chokoladefabrikken fra 1971 med Gene Wilder.

Stadig betagende

Detaljerne på Goffs design er uden tvivl inspireret af Jules Vernes egne illustrationer, men mon ikke han også har skævet til den samtidige tjekkiske filmmagiker Karel Zeman. Sidstnævnte var også meget inspireret af Verne og ekstremt kreativ i sine filmiske bedrifter.

Han forstod også at lave smukke undervandsscener med masser af fisk og effekter.

Scenerne under vandet er også betagende smukke i En verdensomsejling under havet. Fisk svømmer forbi, mændene går frit rundt i undervandsdragter (også designet af Goff og hans assistent John Meehan), og de går på opdagelse i skibsvrag og har nærkontakt med en haj. Det er mageløst og fascinerende.

Filmen endte med at blive meget dyrere end antaget – svimlende 9 millioner, og på det tidspunkt den dyreste film i Hollywood.

Men selv om den er 64 år gammel, så er det stadig en præstation af de helt store – og Kaptajn Nemo som ekstrem idealist og forkæmper for miljøet og bæredygtighed mere aktuel end nogensinde.

En verdensomsejling under havet, 1954

Instruktør: Richard Fleischer

Hovedroller: James Mason, Kirk Douglas, Paul Lukas, Peter Lorre

127 min.

Filmen kan streames på Viaplay.