UGENS ANBEFALING: EX MACHINA

Hver uge finder redaktionen en glemt eller overset perle, som vi gerne vil anbefale. Gammel eller ny. Succes eller fiasko. Bare noget, der er tilgængeligt, og som vi ikke synes, man skal gå glip af.

I denne uge: Ex Machina (2014)

Hvad skaber et menneske? Det er et populært omdrejningspunkt i mange science fiction-film, eksempelvis Ridley Scotts Blade Runner (1982), Spike Jonzes Hende (2013) og Steven Spielbergs A.I. Kunstig Intelligens (2001). Det er også det tema Alex Garland tager op i Ex Machina, en lille perle af en debutfilm fra 2014, som han både har skrevet og instrueret. Han er dog bestemt ikke ubekendt med sci-fi-genren, for Garland stod også bag manuskriptet til den dystopiske katastrofefilm 28 dage senere (2002), rumfilmen Sunshine (2007), actionbraget Dredd (2012) og den kommende sci-fi fantasy Annihilation.

Caleb (Domhnall Gleeson, som virker en del mere sympatisk her, end han gør i Star Wars VII og VIII) arbejder som programmør i det succesrige Google-lignende firma Blue Book, og han opfylder umiddelbart alle betingelser for at være den klichefyldte stereotyp på en IT-nørd – lidt socialt akavet, single og genert. Han bliver overvældet, da han vinder en intern konkurrence om at tilbringe en uge sammen med Nathan (Oscar Isaac, der virker lidt mindre sympatisk her, end han gør i Star Wars VII og VIII), firmaets unge direktør og grundlægger, som han ser meget op til. Nathan bor helt afsondret i et kæmpe hus, der også tjener som hans laboratorium. Her bruger han tiden på skiftevis at arbejde og drikke sig i hegnet. Husets eneste anden beboer er Kyoko, Nathans konkubine-lignende tjenerinde og elskerinde, men hun er tavs som graven og holder sig i baggrunden, tydeligvis kuet af husets ustabile og temperamentsfulde ejer.

IMPONERENDE EFFEKTER

Det viser sig hurtigt, hvorfor Caleb er der – Nathan har som en moderne dr. Frankenstein udviklet en imponerende kunstig intelligens i en menneskelignende robotkrop, og han har brug for en, der kan vurdere, hvorvidt den føler ægte bevidsthed. Han skal altså udføre en slags avanceret Turing-test på Ava, som robotten hedder, ved at have en række samtaler med hende, mens Nathan overvåger dem. Da huset rammes af en strømafbrydelse og overvågningskameraerne kortvarigt slukker, skifter Ava imidlertid karakter og advarer Caleb mod Nathan, og siger, han ikke kan stole på ham…

Ava er udstyret med Alicia Vikanders smukke ansigt og ellers en mekanisk, men yderst yndefuld metalkrop, bortset fra hænder og fødder. Hun er delvist gennemsigtig, så metallet under næsten ligner et skelet, og det får hende til at se både stærk og skrøbelig ud på en gang. En stor del af filmens ellers relativt beskedne budget på 15 millioner dollars må være gået til CGI, for de visuelle effekter er utroligt overbevisende. Ava ligner virkelig et fuldt funktionsdygtigt mekanisk menneske, og man køber præmissen fuldstændigt – så det var fuldt fortjent, at filmen vandt en Oscar for netop visuelle effekter.

KLAUSTROFOBISK KAMMERSPIL

Ex Machina er selvfølgelig science fiction, men det er mest af alt en fortættet psykologisk thriller, der næsten har noir-lignende træk – hvis en robot altså kan være en femme fatale. Filmen foregår kun i Nathans hus og har meget få medvirkende, og seeren er konstant i tvivl om alles motiver – for kan en robot vise sig at være mere menneskelig end et menneske af kød og blod? Det er et intenst kammerspil der på overfladen er fredeligt, men der ligger en masse stærke følelser og skjulte motiver og ulmer under facaden.

Stemningen er meget af tiden nærmest klaustrofobisk, både fordi Ava er lukket inde i en lille afgrænset del af huset, men også fordi Calebs værelse ligger under jorden og ingen vinduer har. Man mærker virkelig panikken sammen med ham og får nærmest åndenød, da en strømafbrydelse starter husets alarmsystem og automatisk låser alle døre, så han er spærret inde.

Enhver kan se på lang afstand at det selvfølgelig er dømt til at gå galt på den ene eller anden måde, men noget af det bedste ved Ex Machina er, at sympatierne skifter hos seeren efterhånden, som handlingen skrider frem – og selv ved filmens slutning er det faktisk svært at afgøre, hvem man egentlig burde holde med. Jeg er stadig lidt i tvivl – men bestemt ikke om, hvorvidt jeg vil anbefale den.

Og når man har set Ex Machina, kan man passende glæde sig til Alex Garlands næste film, fantasydramaet Annihilation med Natalie Portman og Oscar Isaac. Den får premiere i Danmark 11. marts, og man behøver ikke engang gå i biografen for at se den – det er nemlig Netflix, der har købt premiererettighederne til filmen.