Den nye Wonder Woman er den film fans af den kvindelige superhelt har ventet på. Hun er retfærdig, heltemodig, stærk, sej og smuk i skikkelse af Gal Gadot. Alt er godt.

Filmen baner forhåbentligt vejen for endnu flere superheltefilm med kvinder i hovedrollen – i flæng krydser vi fingre for, at Jean Grey, Ms. Marvel, Storm, She-Hulk, Wasp, Batgirl og den kvindelige Thor får deres egne film.

De er alle sammen lige så kompetente – i nogle tilfælde endda overlegne – til at bekæmpe skurke som deres mandlige modparter.

Vi har vænnet os til, at kvindelige superhelte altid er seje og vanvittigt smukke. Selv She-Hulk ser dårende dejlig ud med sin grønne hud og mørkegrønne hår.

Kvindelige superskurke ville også være kærkomne – Dark Phoenix og Mystique kunne blive udgangspunktet herligt ondskabsfuld underholdning.

Men kvindelige superhelte og -skurke er ikke altid lækre og dygtige og normale. De kan også være virkelig mærkelige. Her følger en top fem over de allersæreste.

5. Ruby Thursday


Hun har en killer body og en kuglerund og rød blob i stedet for et hoved. Det kan Ruby Thursday bruge til at forme alt muligt med. Som et sværd eller tentakler, vinger eller læber, og så kan hun skyde energiskud med det. Inden hun blev superskurk var hun en genial opfinder, der blev upopulær, fordi hun ville erstatte folks hoveder med organiske computere. Hun var også træt af folks fokus på skønhed, så hun er godt tilfreds med sit rubinrøde kuglehoved. Hun er del af skurketeamet The Headmen, der ofte er oppe at toppes med The Defenders. Egentlig er hun ret sej, men på den anden side er det alt for mærkeligt, hvordan hun bruger sit hoved – og det virker lidt upraktisk…

4. Dazzler


En vaskeægte disco-superhelt! Dazzler er glamourøs og funklende og elsker musik. Det er heldigt, for alle lyde – bortset fra sin egen stemme – kan hun omdanne til lys. Og så kan hun blænde sine fjender. Og gøre dem svimle. Eller lave lys om til laser, hvis hun koncentrerer sig rigtig meget. Hun er god til at danse og stå på rulleskøjter, og er derfor meget adræt. Efter at være blevet en del af X-men, er hun blevet trænet i at slås, og er nu rigtig god til nævekampe. I begyndelsen havde hun altid en lille radio på sig, så hun havde lyd, hun kunne omdanne til lys og laser. Men så fik hun en smart dragt af Xavier, som opslugte lyde og gemte på energien, til hun skulle bruge det til at lave sit lasershow. Og så har hun også lært at lave hologrammer. Hun elsker at synge og at være i spotlyset, men helst ikke i superheltekostume, bare sceneshowstøj… hvad så end forskellen helt er.

3. Squirrel Girl


En kæmpestor, busket hale og bedste venner med skovens nuttede dyr. Squirrel Girl er en egernpige, præcis som navnet afslører. Hun har store tænder, skarpe negle, så hun kan klatre i træer, og hendes knoer kan skyde ud af hånden, så hun kan bruge dem til at hugge brænde. De små egern kan hun få til at lystre – det skal man dog ikke kimse af, for hun vandt engang over Doctor Doom ved at overmande ham med egern. Det er nok ikke noget, han er særligt stolt over. Hun har også vundet over Thanos. Og mange andre superskurke. Så Squirrel Girl er altså ikke uden evner, men de er bare mærkelige. Som 14-årig så hun op til Iron Man, og ville gerne være hans partner, men det afviste han. Men altså – hvis hun nu fik en smart spandexdragt i stedet for det lidt snuskede, brune pels- og læderoutfit, hun går rundt i, kunne det være han ændrede mening? Hendes kæleegern hedder Monkey Joe, og så er hun medlem af Great Lake Avengers.

2. Gin Genie


Beckah Parker har ret voldsomme seismiske kræfter – problemet er bare, at hun skal være fuld for at bruge dem. Jo mere fuld, hun er, jo stærkere er hendes seismiske lydbølger. Men når hun er rigtig fuld, bliver hun ret ondskabsfuld, og det betyder, at hun nogle gange kommer til at angribe sine egne venner i X-Force. Den gruppe blev sidenhen omdøbt til X-Statix, og den tager nok prisen for mærkeligste superhelteteam, fordi de var reality tv-stjerner. Gin Genie gik derfor ret meget op i, hvordan hun så ud på skærmen. Gin Genie blev dog ret hurtigt dræbt under en mission, så det var kun kort tid, der var en superhelt, hvis særlige kræfter opmuntrede til alkoholisme.

1. Rainbow Girl


Dori Aandraison kan styre dine følelser! Det er altså ubehageligt, når man det ene øjeblik er rigtig glad, og det andet er rigtig sur og ked af det. For så at dø af grin. Ej vel? Hun kan tappe ind i farver, og rød er vrede, blå er håb og grøn er viljestyrke – hvilke andre følelser har man brug for? Rainbow Girl ville egentlig have været skuespiller, men i stedet tænkte hun, at hun hellere måtte kæmpe for det gode. Hun kan lave et skjold, der består af feromoner, og det er de stoffer, arter udsender til hinanden – og det er det, der gør, at mænd synes, kvinder er dejlige, og omvendt – fordi de lugter godt. Det velduftende skjold ligner en regnbue, og det er så flot, at alle kan lide hende. Hun eksisterer i fremtiden, og i den har hun sammen med The Legion of Super-Heroes hjulpet Superman. Hun forstår ikke helt selv sine kræfter – og det er der heller ingen andre, der gør.