GLEMT TEGNEFILMKLASSIKER OM REGNSKOVENS MAGI

Hver uge finder redaktionen en glemt eller overset perle, som vi gerne vil anbefale. Gammel eller ny. Succes eller fiasko. Bare noget, der er tilgængeligt, og som vi ikke synes, man skal gå glip af.

Denne uge: FernGully: Den sidste regnskov (1992)

FernGully udfordrede Disneys monopol i 90’erne – nu har Netflix fundet den frem fra glemmebogen. Og den har meget at byde på.

Robin Williams var et hit som Genie i Aladdin. Alle var imponerede over den populære komikers kakofoniske præstation, og der er få, der har nået samme højde som ham, når det kommer til den særlige stemmekunst – blandt andet fordi han formår at lave et utal af stemmer og dialekter, og skifte toneleje og stemning hurtigere end lynet slår ned.

Men selv om han var fortryllende, var Disney faktisk ret frustrerede over én ting i forbindelse med filmen – Williams havde sagt ja til at lægge stemme til en anden tegnefilm inden, nemlig FernGully: Den sidste regnskov.

Det er det eneste lighedspunkt, der er mellem de to film. Men alligevel prøvede Disney-chef Jeffrey Katzenberg at overtale Williams til at forlade FernGully, hvilket dog slet ikke gjorde indtryk på skuespilleren. Tværtimod.

”Det er min stemme, du kan ikke stoppe mig,” var hans svar. Han havde sympati for tegnefilm-underhunden, og så holdt han også meget af FernGullys grønne budskab.

Miljøbevidste feer

Filmen handler nemlig om det magiske fe-rige FernGully, hvor den vævre Crysta flyver rundt med sine venner og hjælper skoven med at gro. Riget ligger i den australske regnskov, og der er stort set ikke andet magi end feerne, for skove er jo i sig selv magiske steder: Her er der lysende svampe på træerne, underjordiske grotter med fosforescerende søer, et virvar af farvede blomster og frodigt med grønne træer og kæmpe-blade og slyngplanter.

Menneskene, som feerne tror er uddøde, lever i bedste velgående, og fordi de ikke er så kloge, har de gang i massiv ødelæggelse i fremskridtets navn. Regnskoven ryddes, så der kan bygges boliger og fabrikker, parkeringspladser og indkøbscentre. En af dem, der har et sommerferiejob med at markere træer, er den unge fyr Zak, der er en lidt sløset type, der bare udfører sit job med at markere træer med rød graffiti-maling, mens han hører musik på sin walkman og smider de tomme spraydåser i naturen.

Crysta har særligt anlæg for magiske kræfter og oplæres af den vise Magi, men hun er en nysgerrig sjæl, der flyver over trætoppene og ser røg i horisonten. Hun tror, det er mennesker, og dem er hun meget fascineret af – alferne kalder eventyr for ”humantales” i stedet for ”fairytales” – og hun drilles med, at hun er for stor til at tro på dem.

Hun støder selvfølgelig på Zak, og da han er ved at blive ramt af et væltende træ, tryller hun ham lille, så han har samme størrelse som hende.

Williams vs. Curry

Han kan ikke flyve, men de to bevæger sig gennem den viltre natur på anden kreativ vis, og her møder de Batty Koda, en undsluppen flagermus fra et laboratorium. Den har elektroniske dioder i hjernen og er lettere skizofren. Det er ham, Robin Williams lægger formidabel stemme til, og han både rapper og bander og charmer sig gennem rollen som det menneskeskeptiske, men godhjertede natdyr.

Han bliver en essentiel del af filmen, da Crysta og Zak er oppe imod filmens skurk. Og her bliver Robin Williams overlegne position som stemmeskuespiller udfordret, for ondskaben i denne film er Hexxus, en ond ånd, der hader feerne og naturen og ønsker død og ødelæggelse. Og det er Tim Curry, der giver ham saft og kraft og forførende ondskab.

For århundreder siden spærrede Magi ham inde i et træ, men menneskene med deres kæmpe træfældningsmaskiner får sluppet ham fri. Og han besætter den store maskine med de mange savklinger, oliefyr og gear.

Det inspirerer ham til at synge, og sangen ”Toxic Love” er en forrygende funk-soulet ballade til ære for slim og giftigt pløre.

”I feel good, a special kind of horny, flowers and trees depress and frankly bore me,” synger han ganske upassende. Tim Curry er en formidabel sanger, hvilket han allerede beviste i Rocky Horror Picture Show.

Et forsinket hit

Hexxus er vildt uhyggelig, og det var da også Kathy Zielenski, der blev overtalt og hyret ind til at animere det mørke monster – hun stod bag havheksen Ursula i Den lille havfrue, og hun kunne give Hexxus det helt rigtige dødsensfarlige udtryk. Men hun var faktisk nødt til at blive holdt i lidt stramme tøjler, så det ikke stak helt af.

Musikken er lavet af Alan Silvestri, og både sange og score er virkelig fængende, dramatisk når Hexxus er i fokus, og florlet når vi er hos alferne.

Instruktøren bag filmen er Bill Kroyer, som var med til at tegne Mads og Mikkel, men forlod Disney, fordi han ikke havde lyst til at arbejde på Taran og den magiske gryde. I stedet endte han med lave animationer til Tron, inden han lavede Computer Warriers i 1990 og så FernGully i 1992.

Disney chikanerede produktionen, og de gjorde det svært for Kroyer og co. at gennemføre, men det lykkedes i sidste ende, så de kunne lave deres smukke og flot tegnede film.

En stor del af filmen blev lavet på andre studier rundt om i verden, og det danske A-Film leverede en solid bid – herunder figuranimation af flere af hovedpersonerne. Filmen var en af dem, der etablerede A-Films ry som et af de bedste europæiske studier, fordi de kunne animere på det niveau, den kræsne Bill Kroyer ville have. Den amerikanske Valhalla-instruktør Jeffrey J. Varab, som var med til at uddanne mange af animatorerne på A-Film, var også med på produktionen på Bill Kroyers studie i Los Angeles.

Desværre fik den aldrig dansk biografpremiere, men den blev også herhjemme et forsinket hit – på VHS.

Den fik tilmed en 2’er i 1998 med FernGully: The Magical Rescue – dog uden de originale stemmer og heller ikke skabt af de oprindelige tegnere.