FIONAVAR-GOBELINEN – BEDRE END TOLKIEN?

Ringenes Herre er uomgængeligt som det store mesterværk indenfor episk fantasy. Men jeg vil faktisk vove den påstand, at trilogien Fionavar-Gobelinen er Tolkiens mastodontværk overlegent.

Jeg ved godt, jeg bliver brændt på bålet nu, men hør mig ad: Hvor Tolkiens univers er så rigt detaljeret, at det bliver troværdigt og levende i kraft af sine mange sprog og væsners rige historie, så mangler den noget: Menneskelighed.

Ja, Samwises hengivenhed til Frodo er rørende – men generelt er karaktererne sgu lidt svære at komme ind under huden på. Der er ikke meget, man kan spejle sig i.

Sådan forholder det sig ikke i canadiske Guy Gavriel Kays fortælling om fem unge studerende fra Toronto. Af en troldmand bliver de ført fra vores verden til den første af alle verdener, Fionavar. Historien er ikke så omfattende som Tolkiens, for der er ikke opdigtet adskillige sprog, men ligesom i Midgård berettes der også om tidligeres tiders store bedrifter og personer, og fantasien er spillevende og overbevisende i sin skabertrang.

Kevin Laine, Paul Schafer, Dave Martyniuk, Kimberly Ford og Jennifer Lowell har hver især karaktertræk, de fleste af os vil kunne se os selv i. De har temperament, forfængelighed, sans for skønhed og retfærdighed, de handler overilet – og de elsker. Højt, dumt og inderligt.

Derfor er de selv nemme at elske, når man læser om deres bedrifter i Fionavar.

Det er en af Kays genistreger at gøre det fantastiske univers så familiært. De fems baggrunde kan vi forholde os til. Måske det netop er en af grundene til, at J.K. Rowlings bøger om Harry Potter er blevet så populære – fordi han lever i samme kedelige, magiløse verden som os, lige indtil han får sit brev fra Hogwarts.

Originale ideer og ublu tyveri

I trilogiens univers findes der flere verdener, som perler på en snor. De påvirkes alle af den første verden, der som den eneste har kendskab til eksistensen af de andre, for her eksisterer magi, og det onde og det gode har siden tidernes begyndelse kæmpet mod hinanden. Den ultimative kamp. Selvfølgelig.

I de tre bind – Sommertræet, Den vandrende ild og Den mørkeste vej – er vi dog kun i vores egen verden og Fionavars – og kun sporadisk i vores egen.
Troldmanden Loren Sølvkappe kan rejse gennem verdener sammen med sin kilde Matt Søren – og hvordan troldmænd og kilder er bundet til hinanden er en fascinerende og original idé, forankret i ekstrem tillid og kærlighed.

Det er seersken Ysanne fra Brennin, kongedømmet i Fionavar, der har bedt Loren rejse til vores verden, for han skal bringe en vigtig person fra Toronto til Fionavar. Det har hun drømt, som er seerskens gave.

Det viser sig at være Kimberly Ford, og ad omveje kommer de fire andre med hende.

I Fionavar er der guder og halvguder, gode elvere og onde svartalfer og urgacher. Dværgene under bjergene er både gode og onde, ligesom menneskene er det.

Så er der præstinder, og de kan ligesom troldmændene udøve en slags magi. Deres er baseret på blod og ofre, og deres evner stammer fra Moderen, gudinden. Sammen med Mørnir, Faderen, er hun Fionavars største gud.

Der er generelt mange modsætninger i universet: Moderens magt er jordens og den fysiske lyst, Faderens magt er himlen og havets og det abstrakte. Troldmænd og præstinder har af den grund en naturlig aversion mod hinanden, fordi kun kvinder kan tjene Moderen og kun mænd kan knytte sig til en levende kilde og blive troldmænd. De konflikter er så smålige, at de truer med at overskygge de rigtige trusler og problemer, og det kan man jo godt overføre til verdens politiske handlinger.

Guy Gavriel Kay er så fræk at benytte sig af myter, man kender på forhånd. Han plukker med løs hånd fra forskellige græske, nordiske og keltiske mytologier.

I forbindelse med Faderen, tordenguden Mørnir, er der to ravne, som hjælper Paul Schafer. Han kalder dem Tanke og Handling, og de er selvfølgelig en pendant til Odins ravne Hugin og Mugin fra den nordiske mytologi. De kommer til ham, da han hænger på et træ, der minder om verdenstræet Yggdrasil. At han hænger på træet kan så tilmed ses som en reference til Jesus på korset.

Gudinderne Macha og Nemain er irske, og den uhyggelige dværgskabte kedel fra Keith Meigol stammer fra walesisk mytologi.

Men det smukkeste “genbrug” er indfletningen af legenden om Kong Arthur og den komplekse, ulykkelige kærlighed mellem ham, Guinevere og Lancelot. Arthur er tvunget til at dø og blive genfødt igen og igen, fordi han “dræbte børnene”. Mere antydes der ikke, men det er nok til at forstå alvoren af hans synder.

I Fionavar-Gobelinen er Arthur en sørgmodig, opofrende og retfærdig mand. Han kæmper uophørligt for det gode, uden snert af bitterhed, og han elsker sin Guinevere og også Lancelot, selv om Guinevere igen i denne bog er splittet mellem stor kærlighed til begge.

Arthurs skæbne fylder meget, og man lider med ham – men det er egentlig lidt ironisk, for de dræbte børn hentyder til den ikke så kendte historie om, at Arthur fik barn med en kvinde, der viste sig at være hans søster. Barnet blev forudset til at dræbe ham, så for at forhindre det dræber han i desperation alle spædbørn.

Det lyder måske fesent og som sløvt kopi-arbejde at læne sig så meget op ad både Tolkien og Arthur-legenden, men Kay dvæler ikke ved det, men løfter det ud af det, vi kender, og skaber noget nyt. Det er utroligt forløsende, og hvor præmissen for hele historien grundlæggende er kampen mellem det gode og det onde, så er det nærmere Arthurs skæbne og de fem hovedpersoners refleksioner, handlinger og erkendelser, der gør bogen til en hjerteknusende milepæl inden for alle litteraturens genrer. Den unge halvgud Damiens ophav skal ikke afsløres her, men hans skæbne er måske den tungeste af alle, i en bog der generelt tvinger personerne til at træffe umulige beslutninger.

De fem unge mennesker skulle oprindeligt kun have været med til at fejre kongen af Brennins jubilæum, men skæbnen vil – eller væveren af gobelinen, som de siger i Kays univers – at de fem unge har hver deres store rolle at spille i kampen mod det onde.

Hjalp Tolkiens søn

Arven fra Tolkien er stor, inspirationen er ikke til at komme udenom, og det er der en klokkeklar grund til. Da forfatteren var ung, hjalp han nemlig Tolkiens søn Christopher med at færdiggøre den omfattende Silmarillion, som ikke nåede at blive færdig inden forfatteren døde.

Mellem 1974 og 1975 levede Kay sammen med Christopher og hans familie i England. At det lige blev den dengang 20-årige filosofistuderende canadier, skyldtes at hans og Christophers familie var bekendte. Og Christopher Tolkien havde ikke lyst til at indlemme en akademiker i den personlige udfordring at redigere og færdigskrive Silmarillion ud fra faderens omstændige noter.

Det blev lærerigt for den unge Kay, der ikke har villet fortælle så meget om oplevelsen offentligt, andet end at det var fantastisk, og at det var en intellektuel udfordring, han siden har kunnet bruge i sit eget forfatterskab. Men noget, han lærte, ved at se tidlige manuskripter til Ringenes Herre og Silmarillion, var, at bøgerne ikke bare var fuldendte og færdige fra begyndelsen, udsprunget i en genial forfatters hjerne. De blev skrevet, omskrevet, redigeret og omskrevet igen, før de fandt deres endelig form – omstændeligt og tidskrævende arbejde. Det var en vigtig lærestreg for forfatteren-in-spe.

Der gik dog nogle år, inden han kastede sig over sit første værk. Da han kom tilbage droppede han filosofien til fordel for jura – samme fag som hans mandlige hovedpersoner i Fionavar-Gobelinen læser.

Og ambitionen for trilogien var stor, faktisk arrogant. Han syntes, at fantasy-bøger i 80’erne var dovne og overfladiske kopier af Ringenes Herre, der ikke tog sig tid til at skabe et levende og overbevisende univers.

Fionavar-Gobelinen er en trilogi, der bærer præg af at være første værk fra en ung forfatter.
Sproget halter til tider, mange vil finde sproget lidt for for floromvunden til tider, ligesom der er passager, der bliver langtrukne (begge ting kan man dog også klandre Tolkien for).

Men bogens lange, komplekse klimaks er en mavepuster af følelser. Det er kærlighed og hårde valg, kynisme og utallige ofre i en troværdig grad som sjældent er set andre steder.