DARTH VADER SOM FRANKENSTEINS MONSTER

Hver uge finder redaktionen en glemt eller overset perle, som vi gerne vil anbefale. Gammel eller ny. Succes eller fiasko. Bare noget, der er tilgængeligt, og som vi ikke synes, man skal gå glip af.

I denne uge: Frankenstein and the Monster from Hell

Jeg har altid elsket Hammer-studiets horror-film. Deres tolkning af Dracula og Frankenstein var noget helt særligt og ganske anderledes end dem, man kendte fra Universal. Og selv når de store monstre ikke var med, havde disse film alligevel en særlig magi. Fra groteske film som Vampire Circus og Twins of Evil til mesterværker som The Devil Rides Out. Det var altid en fornøjelse at være i disse films selskab – og deres stil påvirkede en hel generation biografgængere – og også andre filmskabere, som de samtidige studier Tigon og Amicus – og nutidige filmfolk som Tim Burton, hvis Sleepy Hollow er en klar hyldest til Hammer.

I 1974 var Hammer-studiets mangeårige succesbølge af horror-film dog ved at være ebbet ud. Den store tid var i årene omkring 1960, og stilen, som alle havde elsket, var ved at være tyndslidt. Men selv om de sidste Hammer-gys måske led af en vis træthed, er det alligevel værd at se deres allersidste Frankenstein-film, som samtidig var den sidste film, deres stjerneinstuktør Terence Fisher lavede.

Efter Frankenstein and the Monster from Hell gik Fisher på pension, for den blev ingen succes, og han var i pensionsalder. Men nu er den til at se på Amazon Prime – og så kan man samtidig opleve hele to stjerner fra den første Star Wars-film i et helt specielt samarbejde.

Det er den store Peter Cushing, kendt som Grand Moff Tarkin, der her for sidste gang gentager sin rolle som dr. Frankenstein, og monsteret spilles af selveste Dave Prowse, Darth Vaders krop og en både elsket og kontroversiel skuespiller i Star Wars-mytologien.

Her er Prowse et skrækkeligt, vansiret monster – ikke det traditionelle Frankenstein-uhyre, men en elefantmand-agtig vanskabning, som dr. Frankenstein eksperimenterer med på det sanatorium, der lidt ubegribeligt har ansat ham som læge. Faktisk døde han i den forrige film, men så alligevel ikke – og er nu vendt tilbage, hvor han skjuler sin sande identitet bag den fredelige lægerolle.

Prowse er ret fantastisk som vanskabningen, når han desperat prøver at udtrykke følelser og hele tiden behandles som et væsen, der intet forstår. Og Cushing er som altid fremragende som manisk videnskabsmand, der trodser alt for at bevise sine gale, men velformulerede teorier.

Terence Fisher fortæller historien med vanlig sans for atmosfære og detaljer. Det er aldrig decideret uhyggeligt, mere bare snigende og urovækkende, og så er James Bernard endnu engang med på lydsporet. Hans musik er i den grad lyden af Hammer Horror, og han leverer varen.

Teknisk er den kopi, Amazon har lagt ud, meget fin – farverne og lyset ligner Hammer, når de var bedst, og filmen – som blev kritiseret meget ved premieren – er egentlig en meget smuk afslutning på Hammers lange periode som det klassiske monster-gys’ konger. En svanesang for hele holdet, der i årene før havde givet verden så mange stilfulde og smukke gys.

Kun mærker man budgettets eorme begrænsninger i den absolutte mangel på udendøres optagelser, og så er modellen af sanatoriet så ringe, at man har lyst til at kigge væk. Det ville virkelig klæde filmen, hvis disse skud blev klippet ud….men det gør man selvfølgelig ikke.

Tak til Amazon Prime (man skal have den engelske udgave) for at bringe denne lille perle til torvs. Det er ikke et mesterværk, men med to store stjerner i veloplagt modspil og en erfaren instruktør i sin sidste tørn bag roret, fortjener den opmærksomhed.