Neil Gaiman og Terry Pratchett er en spændende kombination. De to spraglede og geniale englændere nåede, inden Pratchetts død, at slå pjalterne sammen og skrive Good Omens: The Nice and Accurate Prophecies of Agnes Nutter, Witch, der udkom i 1990. Nu kommer den endelig som tv-serie, Good Omens, i et samarbejde mellem BBC og Amazon Prime.

Streamingtjenesten har tidligere haft succes med Gaiman-filmatiseringen American Gods, men den nye serie ser endnu mere lovende ud. I hovedrollerne ses nemlig to af Englands pt. mest interessante skuespillere: Michael Sheen, kendt fra Frost/Nixon og Masters of Sex, og David Tennant, der har været en af de mest populære Doktorer i Dr. Who fra 2005-2013.

Djævleyngel

I Good Omens er dommedag nær. Englen Aziraphale (Sheen) og dæmonen Crowley (Tennant) har det dog ret godt på jorden, så derfor er de ikke interesseret i, at den skal gå under. Gennem de sidste 3000 år er de tilmed blevet ret tætte venner, selv om de i sagens natur er ret forskellige – men de beslutter sig for at gå sammen om at redde verden.

Undergangen skyldes, at Satans søn, Antikrist, er blevet undfanget – og hvis han vælger side mellem godt eller ondt, så går jorden til. Derfor sætter englen og dæmonen sig for at forhindre, at drengen gør det.

Men der viser sig at gå lidt kludder i, hvem Antikrist er – på grund af kaos på fødegangen – og den helt normale elleveårig dreng Warlock bliver fejlagtigt antaget for at være ham og overvåget. Men i virkeligheden er det drengen Adam Young, der er satans unge, og han får lov at leve et helt ordinært liv i en lille engelsk by med sine forældre, hvor han leger med sine tre bedste venner.

Apokalypsens fire ryttere bliver samlet, ærkeenglen Gabriel blander sig, Gud (der skal spilles af Frances McDormand) kommer også på banen, og der er i det hele taget masser af holde styr på i det spraglede værk.

Pratchetts sidste ønske

Da Pratchett og Gaiman havde skrevet bogen sammen i 1990, ville de gerne lave det til en film, men det kiksede. For nogle år siden prøvede de at sætte skub i at få bogen lavet til en tv-serie, men igen blev de afvist, fordi historien var for stor og forvirrende.

”Og så sendte Terry mig et brev, hvor der stod: ’Du er nødt til at skrive det her, for jeg har ikke meget tid tilbage at leve i, og jeg vil gerne se det ske, før lyset går ud.’ Og så døde han meget hurtigere, end nogen havde forventet. Det var hans sidste ønske, så derfor har jeg ført det ud i livet,” fortalte Neil Gaiman til New York Comic Con i begyndelsen af oktober. Terry Pratchett døde i 2015.

Gaiman har været manuskriptforfatter på alle seks afsnit af Good Omens – de seks afsnit kommer til at være af en times varighed, og den har premiere i første halvdel af 2019.

 

Good Omens, 2019

Skabt af Neil Gaiman og Terry Pratchett

Hovedroller: Michael Sheen, David Tennant, Jon Hamm, Frances McDormand, Derek Jacobi, Michael McKean m.fl.

6 afsnit af en times varighed.

Serien får premiere på Amazon Prime og er lavet i samarbejde med BBC.

Terry Pratchett

28. april 1948 – 12. marts 2015

Engelsk forfatter

Mest kendt for sine Discworld-bøger, som der kom 41 af. Han skrev gennemsnitligt to bøger om året.

Neil Gaiman

10. november 1960

Engelsk forfatter, journalist, tegneserieforfatter, m.m.

Good Omens var hans første bog, som blev skrevet i samarbejde med Terry Pratchett. Siden har han skrevet bøgerne Neverwhere, American Gods, Stardust, The Graveyard Book og meget mere.