Hver uge finder redaktionen en glemt eller overset perle, som vi gerne vil anbefale. Gammel eller ny. Succes eller fiasko. Bare noget, der er tilgængeligt, og som vi ikke synes, man skal gå glip af.

I denne uge: Grinchen – Julen er stjålet (2000)

”You’re a mean one, mr. Grinch,” lyder det i et kort klip i filmen Alene hjemme fra 1990. Kevin McCallister sidder og ser fjernsyn, og på det konstant flimrende fjernsyn ses et ondsindet animeret væsen ganske kort, mens det smiler et spydigt og uhyrligt smil. Et klip fra Chuck Jones’ udgave fra 1966.

Det var mit første møde med Grinchen, der er en amerikansk juleklassiker fra hænderne af forfatteren og psykologen med mere Dr. Seuss, hvis borgerlige navn var Theodor Seuss Geisel.

I 2000 kom der så endnu en film om den grønne fyr, denne gang i live-action og med superstjernen Jim Carrey sminket til uigenkendelighed, og den kom selvfølgelig til Danmark, hvor jeg så den – og elskede den: Grinchen – Julen er stjålet

Fantastisk ansigtsmimik

Jim Carrey er fantastisk som den julehadende Grinchen, der bor i selvvalgt ensomhed på et bjerg med udsigt til Hvemstrup. Selv om han har lag af latex i ansigtet, så kan det i samarbejde med hans vanvittige gummiansigt skabe vild mimik og udtryk, som ellers kun kunne skabes med computeranimation – og det er alligevel sjældent, at det er overbevisende.

Det tog i øvrigt mindst 2,5 time hver dag for Carrey at komme i make-up – den første dag over 8 timer – og 1 time at komme ud af den. Optagelserne stod på i 92 dage, og han har beskrevet det, som at det føltes som at blive begravet levende. Det endte med at han fik vejledning af en CIA-agent i at udholde tortur. Ikke så underligt, at han er så sur i filmen!

Sukkersød moral

Grinchen er så ulækker, at han bruger mundspray med mugsmag, spiser tomme glasflasker og er begejstret for alt det affald, der bliver skudt gennem en affaldsskakt fra Hvemstrup til hans bjergbo. Og så hader han jul, hvilket jeg personligt godt kan relatere til. Den er trods alt en kæmpestor forbrugsfest, der kun handler om at rage til sig, og det er grådigt og usympatisk – sådan er det også i filmen.

Det er måske en lettere vammel moral, for i sidste ende handler det jo om, at Grinchen er ensom, og at julen handler om kærlighed og medmenneskelighed – men det kan folk verden over åbenbart godt glemme i gaveræset. Og det er rart at blive mindet om.

Grinchens eneste ven er hans enestående hengivne hund Max, og sammen med ham får han bikset snedige himstregimser sammen, der skal hjælpe ham med at stjæle julen fra de fjogede, godmodige og små-mærkelige Hvemmere, fra hvis samfund vores hovedperson er udstødt.

Men takket være den lille, søde Cindy-Lou Hvem ender det i sidste ende lykkeligt.

Upopulær i USA

Grinchen – Julen er stjålet er instrueret af Ron Howard, men selv ikke kombinationen af ham og Jim Carrey kunne sikre den medvind USA. Derovre hader de den. Måske fordi Grinchen i denne udgave har en forhistorie, som ikke findes i hverken bogen eller den tegnede tv-special, som amerikanerne ser hver jul. En forhistorie, hvor man får forståelse for, hvorfor han er så sur og bitter.

Et eller andet sted forstår jeg godt amerikanerne. Jeg er også træt af, at de onde skal have en tragisk fortid, som har forvrænget dem, ligesom det for eksempel skete med Maleficent med filmen fra 2014 med Angelina Jolie, der handler om den herligt onde heks fra Tornerose. Nogle gange må de onde bare godt være født onde!

Så det er måske derfor, at jeg godt kan lide Jim Carreys udgave af Grinchen – fordi jeg ikke har nostalgiske følelser for en tidligere, ”rigtig” version.

Men skuespilleren laver noget af sin bedste, fysiske komik i denne film, og i kombination med en visuelt flot billedside – Hvemstrup og snelandskabet af fantasifuldt og fascinerende – Anthony Hopkins som rimende fortællerstemme og lettere upassende bifigurer som den meget lumre Martha May Hvem, der siden barnsben har været lun på Grinchen, så er der altså tale om julehygge for hele familien.

Den nye animerede Grinchen, (skabt af folkene bag Grusomme mig), der er aktuel i biografen lige nu, kan i øvrigt også anbefales.

Grinchen – Julen er stjålet, 2000

Originaltitel: Dr. Seuss’ How the Grinch Stole Christmas

Instruktør: Ron Howard

Hovedroller: Jim Carrey, Taylor Momsen, Jeffrey Tambor, Christine Baranski, Molly Shannon

104 min.

Filmen kan streames på Viaplay.