Animal Crackers er netop nu aktuel på Netflix, hvor den havde verdenspremiere den 27. juli – men faktisk har den været færdig siden 2016.

Filmen er Scott Christian Savas hjertebarn. Han fortalte en historie om magiske dyrekiks for sine børn, da de var små, og på et tidspunkt opstod idéen om at lave den til en tegnefilm. Han fik den erfarne tidligere Disney-animator Tony Bancroft (som jeg har interviewet i forbindelse med denne film – artiklen kan læses her) med på holdet – og så lavede de den uafhængigt. Det gav filmen problemer med at blive distribueret, små selskaber gik konkurs, aftaler blev ikke overholdt – men til slut kom den altså på Netflix.

Var den ventetiden værd?

Animationen er sprudlende og farvestrålende, og idéen med, at man bliver forvandlet til det dyr, man spiser kikse-udgaven af, er sjov og har potentiale. Men det bliver aldrig rigtig forløst.

Historien er ret rodet, og at hovedpersonen Owen dropper sin drøm om at arbejde i cirkus alt for letkøbt. Han ender i stedet med at testsmage hundekiks på svigerfarens fabrik, hvilket selvfølgelig siger meget om, hvor led svigerfaren er, men også at historien halter, når det kommer til logik – for hvorfor have et menneske til at teste hundekiks? Det er jo kun for at være ond.

Der er et mylder af virkelig gode stemmer, der udover ægteparret John Krasinski og Emily Blunt tæller stjerner som Danny DeVito, Ian McKellen, Sylvester Stallone, Patrick Warburton og Gilbert Gottfried, som mange uløseligt forbinder med Iago fra Aladdin. Problemet er bare, at de fleste spiller karikaturer af tidligere glansroller.

Historien om filmens tilblivelse er med andre ord mere ophidsende end selve filmen, men derfor er den stadig hyggelig som familieunderholdning til den danske sommer.