Det lyder måske af mange penge, men de 65 millioner dollars, Solo: A Star Wars Story, omsatte for i biograferne i Europa i premiereugen og første weekend, er langt under niveau for en Star Wars-film. Ifølge Variety omsatte The Last Jedi for 230 millioner dollars i nogenlunde samme periode. Og med mindre den får et pludselig løft – og det ser man meget sjældent, hvis aldrig – ligner det, at den hurtigt kan få prædikatet: mindst succesrige Star Wars-film til dato.

Heller ikke på hjemmemarkedet er det helt samme tal som normalt. Her regner man med 101 millioner dollars på de første fire dage.

Nydelige tal for mere almindelige film, men ret skuffende for Star Wars.

Og da det er tallene, der bestemmer i underholdningsbranchen, og Star Wars-ejerne Disney har aktionærer, der forventer afkast, vil det helt sikkert også få betydning for det videre forløb. Allerede nu vil Disney og Lucasfilms chefer sandsynligvis diskutere, og der skal ændres på kursen. For mens den heftige kritik fra mange fangrupper af The Last Jedi ikke havde indflydelse på omsætningen – tværtimod, nærmest – kan den afdæmpede, lidt henkastede, lunkne modtagelse af Solo: A Star Wars Story måske betyde, at planerne om flere løsrevne Star Wars-film revurderes.

Men det vil nok også være noget, de flestes vil bifalde. Disney-selskabet er allerede blevet beskyldt for at ville malke universet overdrevent – og det ER farligt, også selvom vi er mange, der gerne ser flere og mange film i serien.

Faktisk er det netop det lunkne, hvor fans hverken er rigtig glade eller rigtig vrede, der bør gøre størst indtryk hos Disney. For det viser en foruroligende tendens til, at vi, der ellers elsker universet så højt, at vi enten slås for eller imod indholdet i nye film, nu bare ser på, lader os underholde og så ellers tænker… det var bare en film.

Disney har gjort meget godt for både Star Wars og Marvel. Vi er klar til nye eventyr. Men det kræver, at der er ægte engagement, originalitet og eksperimenter.

Som f.eks. den totalt vanvittige tv-serie Star Wars Detours, som blev produceret, men som Disney valgte at lægge på is og holde hemmelig. Vi kunne lave en aftale: hvis I udsender den, lover vi at at se Solo en gang mere og give den en chance.

Her er noget fra den glemte serie:

Der er 39 aldrig viste episoder af serien, som Lucasfilm lavede sammen med folkene fra Robot Chicken i 2013-14.