Hver uge finder redaktionen en glemt eller overset perle, som vi gerne vil anbefale. Gammel eller ny. Succes eller fiasko. Bare noget, der er tilgængeligt, og som vi ikke synes, man skal gå glip af.
I denne uge: Hannibal og Jerry
”Jamen, for syv sytten – den hund kan tale!”
I 1997 lavede Wikke & Rasmussen den farvestrålende og festlige børnefilm Hannibal og Jerry.
Den handler om den søde dreng Hannibal, der har nogle kærlige, men ganske håbløse forældre. Drengen keder sig, men han sidder foran tv’et og hænger konstant, for han er ensom og ikke har nogen at lege med.
Forældrene arbejder hele tiden og stresser rundt, men de ved godt, at de har et ansvar, så de prøver at sætte knægten i gang med at spille fodbold og lege superhelt. Det er bare svært, når man er alene. Men så får mor og far den strålende idé at give Hannibal en hund, og det er Jerry – og det viser sig, at han kan tale.
Det skulle være så godt, men så er det, at Hannibal og Jerry møder morbror Harry. Og han er lige blevet fyret fra sit job som idémand hos Onkel Morfar, der er en skruppelløs legetøjsfabrikant.
Harry er så desperat efter igen at komme ind i varmen, så da Jerry taler til ham, hvilket jo er ret vildt, beslutter han sig for at stjæle ham. Ad omveje kommer han til at tage Hannibal med sig, og dét er onkel Morfar ikke glad for; han kan nemlig hverken lide hunde eller børn.
Kærlighed er skønt!
Da filmen udkom, var jeg 15 år, så umiddelbart var jeg for gammel til målgruppen. Men den er så skør og skæg, at den hurtigt blev kult blandt teenagerne i min generation, også fordi den havde et væld af tidens bedste komikere på rollelisten.
Lars Hjortshøj og Casper Christensen har små biroller som ismænd, og hele Lex & Klatten er med: Paprika Steen og Martin Brygmann er Hannibals forældre, mens Hella Joof og Peter Frödin (aka. Bullefnis) er politiparret, hvis Petter er fuldstændigt forgabt i Helle Vibeke, der hellere vil kaldes Hell og er en dyster og aggressiv type, der kun har kvalme til overs for Petters kærlighedssange.
”Hvorfor kører du ikke?”
”Hva’? Nå, jeg skal bare lige ud og synge…”
Der er masser af sange, og de er forrygende! Alex Nyborg Madsen synger ”Gå i hundene med mig”, Humleridderne er seriøse nyhedsværter i ”Hængesangen”, og Souvenirs synger sødt titelsangen. Der er eviggyldne hits som ”Brug dit hjerte som telefon” og ”Kærlighed er godt”, foruden de sange, som Wikke og Rasmussen selv synger.
Engleparken, hvor Hannibal bor med sin familie, er et pastelfarvet forstadshelvede, og det ligner noget fra en John Waters-film eller tidlig Tim Burton.
Dansk Macaulay Culkin
Wikke og Rasmussen ved godt, at børn er klogere end voksne, og Hannibals smilende overbærenhed med forældrene er én af de bedste ting ved filmen. Jonathan Kvium (der i øvrigt er Michael Kviums søn) er forrygende som den storsmilende dreng, der er ulasteligt klædt i jakkesæt – der er lidt Macaulay Culkin over ham. Bent Warburg lægger overbevisende stemme til Jerry.
Filmen er baseret på Kim Fupz Aakesons bog Didriksen detektiverne, og han har også skrevet manus sammen med Wikke og Rasmussen.
Men selv om historien om ensomme Hannibal, der keder sig, måske er for børn, så er den jo også for voksne, sådan som det bedste børne-tv altid er, og som Wikke & Rasmussens tidligere tv-shows som Sonny Soufflé Chok Show og Tonny Toupé-Show også var det.
Der er smidt lidt upassende ting ind – for eksempel underboen Permands kone, der spilles af Birthe Neumann med temmelig erotiske lyde, hver gang hendes mand kommer til skade. Permand går mest op i sit drivhus, men er en klodsmajor – og Peter Mygind har en lille rolle som glarmesteren Rude, der hele tiden må bremse voldsomt op og derfor knuser sine ruder.
Den slags små detaljer er med til, at filmen er en klassiker den dag i dag – og der er virkelig mange gode sange og replikker fra filmen, som fans kan på rygraden.
Og hvad det ellers hedder alt sammen…
Hannibal og Jerry, 1997
Instruktør: Steen Rasmussen, Michael Wikke
Hovedroller: Jonathan Kvium, Paprika Steen, Martin Brygmann, Hella Joof, Peter Frödin, Bent Warburg m.fl.
65 min.
Filmen kan streames på Viaplay.