HIGHLANDER LEVER STADIG

Hver uge finder redaktionen en glemt eller overset perle, som vi gerne vil anbefale. Gammel eller ny. Succes eller fiasko. Bare noget, der er tilgængeligt, og som vi ikke synes, man skal gå glip af.

I denne uge kommer anbefalingen fra en af vores læsere:

Peter Chr. Gulmann er født 1974 og beskriver sig selv som “præget af forrige årtusindes populærkultur i en sådan grad, at han simpelthen er nødt til at skrive om det.” Han arbejder til dagligt med jura og dyreværn og vi siger tak for hans bidrag – og som understreger budskaber med ugens anbefaling – nemlig at film, som nogle hader, kan betyde meget for andre.  

I denne uge: Highlander

From The Dawn of Time We Came

Havde jeg fulgt min mavefornemmelse og den viden, som jeg havde fra et engelsk computerspilsblad, havde jeg nok aldrig set filmen Highlander. Dette var i slut-80’erne og længe før internettets uudtømmelige virvar af information. Spilanmelderen var mildest talt ikke imponeret over Highlander-spillet, der selv efter datidens standarder var elendigt. Det eneste positive jeg opsnappede om den film, som spillet var baseret på, var at Sean Connery spillede en af hovedrollerne.

Allerede dengang var jeg fan af det, som senere skulle komme til at hedde fantasy-genren. En af mine klassekammerater havde Highlander-filmen (på VHS, naturligvis), og da udbuddet af fantasyfilm var meget begrænset, lod jeg mig overtale til at se filmen, mine bange anelser til trods. Jeg var solgt fra første færd!

Victory to the Clan MacLeod!

Året er 1536. I det skotske højland drager MacLeod-klanen i kamp mod den rivaliserende Fraser-klan.
18-årige Connor er spændt, for det er første gang, han skal i krig. Det ender dog tragisk for den unge kriger, som såres og dør. Morgenen efter vågner Connor op som om intet er hændt. Han selv er ligeså forundret som sine klanfæller, som mener at Djævelen må være på spil.

Men Connor er ikke i ledtog med Djævelen. Det viser sig, at han er en af De Udødelige, hvis skæbne det er i al hemmelighed at tage del i en århundreder lang kamp mod andre Udødelige, indtil der kun er én tilbage. De Udødelige har nemlig et enkelt svagt punkt, og som Connors mentor Ramirez forklarer: ”If your head comes away from your neck, its over!”.

Det foretrukne våben er derfor sværd, og dem bliver der kæmpet godt og grundigt med i Highlander, både i det skotske højland i 1500-tallet og på hustage i 1980’ernes New York.

Kultstatus

Instruktøren Russell Mulcahys Highlander er efterhånden 33 år gammel. Filmen var ikke en ubetinget succes, da den kom frem i 1986. I USA var den et decideret flop, og publikum syntes, at historien om De Udødelige og deres lange kamp var alt for rodet og mærkelig. Mulcahy havde primært erfaring med at instruere musikvideoer, og Highlanders særlige visuelle stil og hurtige klip bærer præg af dette.

Manuskriptet er skrevet af Gregory Widen, som dengang var filmstuderende ved University of California. Efter sigende var det en ferie i Skotland, som var inspirationen til Highlander. Widen så en rustning på et museum og begyndte at drømme: Hvad nu hvis rustningens oprindelige ejermand var i live i dag?

Trods den dårlige modtagelse i USA blev filmen et moderat hit i Europa, og har efterfølgende fået kultstatus. Mange turister drager årligt til Skotland primært for at se de fantastiske steder, som har dannet kulisse for filmen, f.eks. Glen Coe-dalen, hvor vi ser Macleod-klanen slås mod Fraserne, og det ikoniske Eilean Donan Castle, som udgør MacLeod-klanens hovedkvarter i filmen.

Who Wants To Live Forever?

Det er en storslået og visuelt flot fortælling om kærlighed, mod og venskab. Men det er også en trist historie, og udødelighed har sin pris: Man kan ikke få børn, og hvis man forelsker sig indebærer det, at man må se sit livs kærlighed blive gammel og dø, mens man selv lever videre, umærket af årenes gang. Hvilket Connor må sande, da han gifter sig med højlandspigen Heather.  

Connor spilles af franskmanden Christopher Lambert, som ikke havde haft engelsksprogede roller før, bortset fra rollen som Tarzan i filmen Greystoke: The Legend of Tarzan, Lord of the Apes, som han mestendels gryntede sig igennem. Lambert tog et hastigt kursus i engelsk som en del af forberedelsen til Highlander. Af denne grund taler Connor en besynderlig accent, som han i filmen selv forklarer med, at han kommer fra ”lots of different places”, hvilket egentlig giver god mening, da den nu 450-årige Connor har set det meste af verden. Connors lærermester Ramirez er fra Spanien men er født i Egypten, og spilles i øvrigt stilfuldt og elegant af Sean Connery, som faktisk er skotte. Connors kæreste i nutiden, Brenda, spilles af Roxanne Hart, og skurken The Kurgan spilles brutalt og mesterligt ondt af Clancy Brown.

Michael Kamen har skrevet filmmusikken, som suppleres af en perlerække af Queens sange fra albummet ”A Kind of Magic” fra 1986. Albummets titelsang ”A Kind of Magic”, intro-sangen ”Princes of the Universe” og den ikoniske og hjerteskærende  ”Who Wants To Live Forever”, som alle er skrevet til filmen, har utvivlsomt været med til at gøre Highlander til det kultfænomen, vi kender i dag.

En broget franchise

Filmen var startskuddet til en franchise, som har affødt flere efterfølgere og en længere tv-serie fordelt på seks sæsoner og ikke mindre end 119 afsnit, samt en spin-off serie, The Raven. De øvrige film i serien er af svingende kvalitet, fra det middelmådige til det tåkrummende dårlige. Tv-serien, som ikke følger Connor men en klanfælle, Duncan MacLeod, er absolut seværdig, men ikke på højde med den oprindelige film.  En forklaring på de efterfølgende films begrænsede succes er, at den første Highlander-film er en helstøbt fortælling, som slutter eftertrykkeligt med det endelige opgør i New York. Der verserer i øvrigt rygter om, at en genindspilning er på vej. Naturligvis.

For mig er filmen i dag blandt mine absolutte favoritter. Det er med sikkerhed den film, jeg har ejet i flest forskellige udgaver og den film, jeg har set flest gange.  Der er mange fejl og tekniske kiks i Highlander, men som fan ser man disse som udtryk for den charme og uskyldighed, som også præger filmens grundliggende historie. For os Highlander-fans handler det i øvrigt ikke kun om kærligheden til selve filmen, men også om fascinationen af den i grunden ret simple men samtidigt stærkt dragende præmis: Hvad ville du gøre, hvis du var udødelig og kunne leve i århundreder?

80’er-nostalgi er nok også en væsentlig årsag til filmens vedholdende kultstatus blandt personer, der som jeg var barn i forrige årtusinde. En anden faktor kan være den omstændighed, at De Udødeliges baggrund forbliver et mysterium i den første film. Highlander er fra en tid i filmhistorien, hvor alting ikke skulle forklares. Eller som Connor siger til pigen Rachel Ellenstein, da han redder hende fra 2. Verdenskrigs rædsler:  ”Hey, it’s a kind of magic!”