Hilda er en ny animationsserie på Netflix, der havde premiere 21. september, og ved første øjekast virker den utroligt nuttet og overlagt børnerettet.

Men jeg havde hørt rygter om, at den også kunne noget for voksne – et rygte der blandt andet er født, fordi skaberen Luke Pearson har været storyboarder på kult-serien Adventure Time – så jeg gav første afsnit et skud. Og var bjergtaget.

Masser af magiske væsner

Pigen Hilda bor med sin mor i en hytte i vildmarken, og i denne vildmark er der trolde, kæmper, woffs (pelsede runde flyvevæsner), bitte-små alfer, en mærkelig mand af træ, der kommer og leverer træ til folk og væsner i skoven, og har det med at slå sig ned på sofaen uden at være inviteret. Og så har Hildas en supersød deerfox, Twig, der er en hvid ræv med små horn, som altid er ved hendes side.

Hilda har ikke nogen særlige evner, men hun har et ukueligt mod og børster uhyggen af sig så let som ingenting. ”Det var ret traumatisk – men sådan er det at være eventyrer,” siger hun efter et voldsomt møde med en trold.

Hilda og hendes mor bliver plaget af usynlige væsner, der dog viser sig at være alfer, der vil have dem til at flytte. Alferne er usynlige, indtil man har skrevet under på en klausul – for alfer elsker papirarbejde og får åndenød af fodnoter, asterisker og komplicerede kontrakter. Bare her er der masser af guf for den voksne seer, for det er jo herligt skørt.

Konflikter med vennerne

Det ender med at Hilda og hendes mor flytter tilbage til byen Trolberg, hvor Mum er vokset op, selv om det er svært for Hilda, der er ét med naturen og i harmoni med de vilde væsner. Men selv om byen virker kedelig til at begynde med, så får hun hurtigt to søde venner og masser af hæsblæsende eventyr. Hilda drager omsorg for alle væsner, hvilket bringer hende i fedtefadet gang på gang.

Hendes to små spejdervenner Frida og David har hun flere konflikter med, blandt andet fordi hun så hovedløst får dem i farlige situationer gang på gang. Hilda er så langt fra en fejlfri heltinde, og det er kun godt, hun bliver sat lidt på plads ind i mellem, selv om hendes hengivenhed overfor dem, der er anderledes og svage er forbilledlig. Deres trio minder lidt om den, Harry Potter har med Hermoine og Ron.

Naturfarver og indie-musik

Hendes stemme vil lyde bekendt for fans af Game of Thrones – det er Bella Ramsay, der lægger stemme til Hilda, og den unge skuespiller er også Lyanna Mormont, den bidske og seje lille leder af Mormont-klanen, hvis støtte til Jon Snow viser sig at være uvurderlig. Her er hun straks mere sød, men viljen og selvtilliden skinner igennem i begge karakterer.

Tegnestilen er meget enkel og ren, farvemæssigt er den nedtonet og lidt i brunlige nuancer og naturfarver. Men hallå, brun er da ikke en lækker farve?! Men det fungerer virkelig godt, for hvis farve-palletten havde været i pastel, så havde det næsten været for sukkersødt. Og det alternative farvevalg er med til, at Hilda skiller sig ud fra det hav af serier, streaming-tjenesterne flyder over med.

Desuden er lydsiden fyldt med skønne indie-numre, garage-punk og skramlet singer-songwriter-numre fra Kishi Bashi, Frankie Cosmos og The Barbaras.

 

Hilda er baseret på Luke Pearsons tegneserie af samme navn.

 

Hovedroller: Bella Ramsay, Daisy Haggard, Ameerah Falzon-Ojo, Oliver Nelson, Ako Mitchell.

13 afsnit af 24 minutters varighed.

Serien kan streames på Netflix.

Tegneserien kan bl.a. købes hos Faraos Cigarer.