EN UDSKÆLDT SPIELBERG-FILM – SOM ER FANTASTISK

Hver uge finder redaktionen en glemt eller overset perle, som vi gerne vil anbefale. Gammel eller ny. Succes eller fiasko. Bare noget, der er tilgængeligt, og som vi ikke synes, man skal gå glip af.

I denne uge: Hook

Steven Spielberg har sagt, at han ikke bryder sig om den, og stort set alle anmeldelser tilbage i 1991 var negative.

Men som barn i 90’erne elskede jeg Hook – og jeg ved, at mange andre, der var børn dengang, også elsker den.

Med dens til tider mørke tone og fokus på den voksne, der har glemt at bevare barnets fantasi,  er det på mange måder mere en film for den voksne, der savner barndommens ubekymrede tilværelse, end det er en film for børn.

Så hvorfor er det, at jeg og mine jævnaldrende var dem, der elskede den her film?

Gnavne, gamle Peter Pan

Først og fremmest er der vidunderlige Robin Williams. Her får han mulighed for både at være alvorlig – han starter ud som den måske mest afstumpede, karrieremindede far i filmhistorien – og ender i sprudlende hopla, da han endelig finder ind til sin glemte fortid og kommer i tanke om, at han er selveste Peter Pan, drengen fra Ønskeøen, der kan flyve, og som leger med The Lost Boys, driller pirater og svømmer med havfruer.

Det er kun få år siden, at vi mistede den morsomme skuespiller, og en af grundene til, at han var så fantastisk, er den sårbarhed, han altid havde med i sine roller. Det bedste komik har islæt af vemod, og med tanke på, at skuespilleren tog sig selv af dage, er det nok det mørke i den ellers glade mand, man har fornemmet.

Som voksen hedder Peter Pan Peter Banning, og han er en gnaven gammel mand, der har svært ved at forlige sig med, at han har været J.M. Barries berømte panfløjtende dreng, der blev venner med Wendy og hendes brødre, da hans skygge slap fra ham.

Han har glemt sin fortid, men Kaptajn Klo kidnapper hans børn, så han bliver tvunget til at vende tilbage til Ønskeøen, og Wendy, der nu er en gammel kone, fortæller Peter, hvem han virkelig er.

Det har han selvfølgelig svært ved at tro på. Men så kommer Klokkeblomst og fragter ham til Ønskeøen, hvor han bliver underlagt The Lost Boys nådesløse granskning. Det er ikke nemt at være Peter Pan, når man er træt, fantasiforladt og desperat efter at redde sine børn.

Men da han finder sin ”happy thought” og atter kan flyve, folder filmen sig berusende ud, da han skyder gennem luften i sin grønne outfit, hen over Ønskeøen til lyden af John Williams fejende musik. Det er et af komponistens bedste soundtracks, legende og til tider fjollet, men samtidig utroligt rørende og skærende storladent.

Forældres kærlighed

Maggie Smith som den gamle Wendy fæstnede sig for evigt i mit hjerte, selv om man kan mene, hun måske er en kende upassende, fordi hun har været forelsket i Peter Pan, men blev voksen, mens han forblev et barn – og hun er måske lidt jaloux over, at han i stedet forelskede sig i hendes barnebarn… Hun er den overvejende grund til, at jeg elsker en serie som Downton Abbey. Hun er helt enkelt en formidabel skuespiller, med utroligt vid og bid.

Også Dustin Hoffman er blændende som Kaptajn Klo – med sin store paryk og velplejede schnurrbart er han næsten for meget og for kitchet, men det passer til en film, der hele tiden er på grænsen til at blive for meget, hvilket også er tydeligt i Ønskeøens udseende, der ligner et rustikt og sundhedsfarligt forlystelsesland.

Hoffman overstråles nærmest af sin fjollede håndlanger Smee, som spilles med veloplagt smisken af Bob Hoskins – ham mistede vi også i 2014, samme år som Robin Williams, åh, det var et trist år.

Men den kære Klo er en sølle pirat, der har ventet i årtier på at få sit endelig opgør med Peter Pan. At Peter Pan viser sig at være en halvflommet, bebrillet mand i jakkesæt dræner Klo for livsmod. Men han vil tvinge Peter Pan frem, og det gør han ved at manipulere Pans søn, Jack, til at blive sin egen.

Det er en modbydelig tanke, og måske én af grundene til, at børn var og er så fascinerede af filmen – tænk at glemme, at man elsker sin far?

Men forældre er forfærdelige i filmen – det er hjerteskærende at se barnet Peter Pan, med sit lille runde hoved titte ind udefra og ind på lyset i hjemmet, hvor hans familie nu har fået sig et nyt barn og har glemt ham.

Også den løsslupne og ansvarsfri tilværelse blandt de frække drenge på Ønskeøen, der ledes af den seje og barske Rufio med hanekam og badass evner på et skateboard, er uimodståelige. Hvilket barn har ikke ønsket at være tilstede ved langbordet, da der bliver serveret usynlig mad – man skal bare bruge sin fantasi, så kan man se det! Og så vælter det frem med gigantiske kyllingelår, dampende kartoffelmos og regnbuefarvede madvarer, der overskrider al realisme. Bangerang!

Masser af cameos

Som filmfan kan man frydes over mange små perler: Glenn Close har en cameo som mandlig pirat, der bliver smidt i The Boo-box af Kaptajn Klo – en æske, hvor der bliver smidt skorpioner i, yikes.

Phil Collins har også en cameo som politibetjent, og jeg har altid tænkt, at det tilmed var en intern joke, fordi han i udseende altid har mindet mig om Bob Hoskins.

Vores allesammens rumprinsesse, Carrie Fisher, bidrog til manuskriptet, hvor hun skrev Klokkeblomsts dialog – dog uden at blive krediteret – og hun og George Lucas er også med i filmen, hvor de står og kysser på London Bridge, da Klokkeblomst flyver af sted med Peter Pan.

Oprindeligt blev David Bowie tilbudt rollen som Kaptjan Klo, og selv om jeg elsker Dustin Hoffmans præstation, så ville jeg – med tanke på den utrolige Labyrinth fra 1986, hvor Bowie ejer filmen med sin fascinerende rolle som Troldkonge – ønske, at han havde takket ja.

Jeg vil heller ikke være voksen

Jeg har stadig ikke opgivet drømmen om, at jeg bare mangler at finde min helt rigtige ”happy thought” for at jeg kan flyve ud i natten og møde Klokkeblomst og Peter Pan.

Hvis man tager sine nostalgiske briller af, så er det selvfølgelig uundgåeligt at se, at filmen med sine 144 minutter er lidt langtrukken, og at der er mange ting, der ikke giver helt mening. Hvorfor er Smee også en del af den virkelig verden, da Peter Banning vender tilbage til London efter at have reddet sine børn fra Kaptajn Klo? Og hvor – og hvorfor? – forsvinder Klo egentlig hen, da den udstoppede krokodille falder ned over ham?

Men jeg kan faktisk ikke lade være med at se denne film med kærlige øjne – og jeg har heller ikke lyst til det. Hvorfor skal en film, der i dén grad kilder min fantasi, ødelægges af kedelig, kritisk sans? Det er næsten ironisk, hvis det skulle blive tilfældet.