Hver uge finder redaktionen en glemt eller overset perle, som vi gerne vil anbefale. Gammel eller ny. Succes eller fiasko. Bare noget, der er tilgængeligt, og som vi ikke synes, man skal gå glip af.
I denne uge: Hopalong Cassidy Enters
“Pas på, Cassidy! Han river dit ben af og spanker dig med det!”
Det er noget af det første, man hører om Hopalong Cassidy – endnu før han har vist sig på lærredet – i den allerførste film om ham, udsendt i 1935 og starten på en helt utrolig succes, der kan sammenlignes med vor tids Marvel-film og serier som James Bond.
Nu kan filmen ses på den engelske version af Amazon Prime, og den er værd at bruge de 57 minutter på, hvis man vil se starten på en af de største legender i western-filmens historie – og helt sikkert den mest kendte fiktive cowboy nogensinde.
Hopalong var skabt af forfatteren Clarence Mulford tilbage i 1904 i en række rå og for deres tid moderne westernromaner. På film blev han spillet William Boyd, der med rollen fik et kæmpemæssigt comeback efter en karriere, der var kuldsejlet af besynderlige grunde (en anden skuespiller med samme navn var impliceret i en skandale, og det betød, at begge Willim Boyd’er blev blacklistet…)
Hele 66 spillefilm nåede at rulle over lærredet fra 1935 til starten af 50’erne, og så kom der tilmed også en tv-serie. Boyd var snu og købte rettighederne til sine egne film – et meget sjældent syn i Hollywood – og døde som millionær. Men han så, at der i Hopalong Cassidy var en mytisk figur, større end nogen af filmcowboy.
Hopalong Cassidy-filmene er et af de mest markante beviser for, at western-genren ikke bare er en genre med baggrund i en historisk tidsalder. For der er intet realistisk over den. Når fantasy trækker på visse elementer fra både middelalder og årene før industrialiseringen, er westerngenren også en ren fantasi med visse dele hentet fra nyere amerikansk historie. Men det er fantasien, eventyret, fiktionen og drømmen om en verden uden alt for megen administration og orden, som er det, millioner har elsket.
Så der er mere fantasi end virkelighed i cowboyfilmene, og Hopalong Cassidy-figuren er et lysende eksempel.
I den første film er figuren endnu ufærdig, men der gik ikke længe før William Boyd havde tager Hopalong til sig – og ingen andre fik lov at spille ham.
Mange af de 66 film er ren rutine, men Hoppy – som man kaldte ham – og hans hest Topper kan stadig noget helt særligt – og har man set den første, har man været vidne til noget epokegørende i den fantasiverden, vi plejer at kalde Det Vilde Vesten.
Hopalong Cassidy Enters, 1935
Dansk: Banden fra Klippebjergene
Instruktør: Howard Bretherton
Hovedroller: William Boyd, George “Gabby” Hayes, James Ellison, Paula Stone m.fl.
57 min.
Kan streames på Prime Video UK